A Kind Of Different

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2015
  • Opdateret: 6 apr. 2015
  • Status: Igang
Ifølge Adele er livet overordenlig svært, da hun altid har haft en mærkelig, foruroligende evne; spøgelser, - som alle andre fornøjede går lige igennem, uden at bemærke det - dem ser hun tydeligt... er det normalt? Udover de kræfter, som Adele mærkeligt nok besidder, er verden ikke færdig med at prøve hende. Da Adele var otte, gik moderen bort og efterlod lille Adele alene tilbage i den store verden.
Livet er en umulig test, men da Adele, på sin 15 års fødselsdag, møder den fascinerende York, åbner det nye muligheder for et bedre og sjovere tilværelse. Men vil Adele være i stand til at slippe sit mørke sind og bryde den sorg moderens død har medbragt? //Mit bidrag til magisk realisme konkurrencen//

7Likes
4Kommentarer
533Visninger
AA

1. Prolog

    "NEJ! Jeg nægter at arbejde som Deres datters stuepige længere," råbte Adoria. Hendes arme lavede underlige bevægelser ud i hele rummet, og hr. Felix så opgivende på hende. 
    "Hør nu her, hun er...," længere nåede hr. Felix ikke, før hun igen afbrød ham.
    "Jeg vil ikke mere! Deres datter er sindsyg, hr. Felix!" råbte hun. Hun flåede sit forklæde af, smed det på skrivebordet og forlod huset. 

    Tilbage sad hr. Felix med forklædet på bordet.
    "Hvad skal jeg dog stille op med hende?" spurgte han trist sig selv. Adoria var den tredje stuepige han havde prøvet, bare det år. Han elskede sin datter, men hun var meget besværlig. 

    I samme sekund bankede det på døren.
    "Kom ind," sagde hr. Felix, og ind trådte datteren. Som hun stod der, otte år gammel, med natkjole på og bamsen i hånden, fik hun hans øjne til at løbe i vand.
    "Jeg kan ikke sove, far. Hvor er Adoria?" spurgte hun. En enkelt tåre løb ned af hans kind.
    "Min kære Adele. Du må forstå, at hun ikke kommer tilbage," svarede han hende. Det, han sagde, sårede hende dybt.
    "Men hvem skal nu hjælpe mig med at falde i søvn?" spurgte hun med en spinkel stemme. Faren smilede sørgmodigt, rejste sig, tog hendes lille hånd og fulgte hende op på værelset. Han puttede det varme vattæppe omkring hende og kyssede hende på panden.
    "Sov godt, Adele," sagde han. 

    Han var på vej ud af værelset, da hun talte til ham.
    "Far, hvem er kvinden i hjørnet?" spurgte hun og pegede. Hr. Felix kastede et blik derover, og som sædvanlig var der ingen at se. Men han vidste, at der var nogen.
    "Jeg ved det ikke, Adele. Men hun vil dig ikke noget ondt. Sov nu," sagde han, før han forlod værelset. 

    Og han havde ret. Kvinden gik langsomt hen mod den forskræmte Adele i sengen, og satte sig så på sengekanten. Hun lod en hånd køre over Adeles kind, men det føltes bare som et lille vindpust.
    "Hvem er du?" spurgte Adele bange. Kvinden lagde en finger på læben.
    "Shh, sov nu bare, Adele. Jeg skal nok passe på dig," hviskede hun. Adele mærkede, at hun kunne stole på kvinden og lagde sig til at sove. Og ganske rigtigt, næste morgen sad kvinden stadig på sengekanten og vogtede over Adele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...