Andrea(s)

"Hvis han bare spillede Andreas til hverdag, så kunne han godt være Andrea, når søsteren var håndboldkamp. Så længe Andrea kunne holde til at være fanget i Andreas i hvert fald."
//Til Skammerens Datter - konkurrencen, mulighed 2.

9Likes
4Kommentarer
323Visninger

1. Andrea(s)

”Jeg kan aldrig fange dit blik. Hvorfor lader du mig aldrig fange dit blik?”

”Fordi jeg ikke kan.”

”Selvfølgeligt kan du det! Jeg var også øjensky engang.”

”Nej, det er ikke det…”

”Hvad er det så?”

”Du har ikke lyst til at se mig direkte i øjnene.”

”Selvfølgeligt har jeg det! Hvorfor skulle jeg ikke have det?”

”Som jeg sagde. Du har ikke lyst til at se mig i øjnene!”

”Vi kunne prøve?”

”Nej!”

”Hvorfor ikke? Elsker du mig ikke?!”

”Jo!”

”Så se mig i øjnene!”

”Hvis du virkeligt vil…” Jeg fjernede blikket fra dørkammen bag hende, og lod det i stedet møde hendes dybblå øjne for første gang. Restauranten omkring os gik i langsomt i opløsning omkring mig.

 

Den unge teenagedreng åbnede forsigtigt døren til tvillingesøsterens skab. Han havde allerede tjekket fem gange, at han var alene. Han havde også ringet for at høre, hvornår de ville være hjemme fra håndboldkampen.

     Det tog ham ikke lang tid at finde sin yndlingskjole i søsterens virvar af kjoler, nederdele og t-shirts. Den her var ligeså blomstret som brakmarkerne om sommeren. Han havde været forelsket i den, siden han havde set søsteren have den på første gang. At finde en BH og noget toiletpapir til at fylde den ud, havde han heller ikke svært ved. Søsterens stilletter stod fint linet op af den ene mur, så et par sko, der matchede den fine kjole, var også hurtigt fundet.

     Da han kiggede sig selv i spejlet, kunne han endeligt smile. Det var sådan han skulle se ud. Han manglede bare det lange hår og et par mindre behårede ben, så var den der. Han snurrede en gang rundt om sig selv og nød følelsen af kjolen, der flagrede omkring ham.

     Han vidste, at det hele var på lånt tid. At det var forkert på en eller anden måde. At han var forkert. Men hvis han bare spillede Andreas til hverdag, så kunne han godt være Andrea, når søsteren var håndboldkamp. Så længe Andrea kunne holde til at være fanget i Andreas i hvert fald. 

    ”Andreas har du set min…” Han havde overhovedet ikke hørt døren gå op. Hvordan kunne han ikke have hørt døren gå op? Han forsøgte febrilsk at finde en forklaring. Noget, der ville give mening. Bare et eller andet. Men han var blank som et hvidt A4 papir.

   ”Vil du ikke nok lade være med at sige det til far?” Tårerne løb allerede ned af hans kinder. Deres far ville blive så skuffet, hvis han fandt ud af, at hans søn stjal sin søsters kjoler, når de ikke var hjemme.

 

”Men. Hvordan?”

”Jeg skulle have sagt noget, ikke?”

”Jo…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...