Det regnede den dag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2015
  • Opdateret: 25 mar. 2015
  • Status: Færdig
Det regnede den dag i juni, hvor jeg for første gang i to år så et andet menneske i øjnene. // Skammerens Datter-konkurrence, mulighed nummer 2.

9Likes
0Kommentarer
465Visninger
AA

1. Det regnede den dag

Det regnede den dag i juni, hvor jeg for første gang i to år så et andet menneske i øjnene.

       Jeg sad sammen med Christian i et legehus på en forladt legeplads den aften. Med rystende fingre fandt han en cigaretpakke frem. Han tilbød mig en, men jeg rystede på hovedet.

       ”Nej tak,” svarede jeg og fokuserede blikket på hans hage, hvor mørke skægstubbe var synlige. Jeg kunne mærke hans blik på mig.

       ”Du kigger aldrig rigtig på mig.” Hans stemme havde en underlig klang, og kun års træning afholdt mig fra at se op. Jeg mumlede noget usammenhængende til svar. Det var det, vi havde til fælles. Ingen af os kiggede folk i øjnene.

       ”Vil du ikke godt se på mig?”

       Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes ham at få mig overtalt til sidst, men det var den dag jeg så, at hans øjne var blå.

       Det gav et sug i min mave, da hans øjne forsvandt og blev erstattet med billeder. En blåøjet dreng kommer snublende på benene. Stuens gulv er dækket af den togbane, han har bygget. Han åbner forsigtigt døren til sin fars kontor.

       ”Far?”

       ”Ikke nu, Christian,” brummer faderen uden at tage blikket fra papirerne på skrivebordet.

       En dreng med blå øjne kommer hjem til en seddel på køkkenbordet. Han er alene til aftensmad. Igen. Far skal til møde, og mor er nødt til at arbejde over. Igen.

       ”Mor?” mumler en teenagedreng med hår, der trænger til at blive klippet, ”vil du ikke godt se på mig?”

       ”Hvad?” svarer den høje, slanke kvinde fraværende, mens hun rynker brynene og skribler et telefonnummer på et stykke papir.

       En dreng, der skulle have siddet i et klasselokale og have haft historie med resten af 8.c vandrer rundt i byens gader med hænderne dybt begravet i lommerne.

       En 15-årig dreng griner usikkert til drengen ved sin side, før han tænder en cigarret. Han tygger minttyggegummi hele vejen hjem.

       En 16-årig dreng sidder i sin seng. I døren til værelset står hans far med et afgangsbevis i hænderne. Han råber. Drengen kigger ned på sine hænder. Da han kigger op igen er faderen forsvundet. Afgangsbeviset ligger på skrivebordet.

       Cigaretten slukkes mod husmuren. Han har ikke været hjemme i to dage, har ikke sagt, hvor han har været. Hans mor dukker op i entreen. Hun rynker næsen, da hun lugter røgen. Så bliver hendes øjne smalle. Han kigger ikke ind i dem. Hans blik er rettet mod skoene.

       Den blåøjede dreng stirrer skiftevist på cigaretten og årskaraktererne. Ingen af delene er gode nok. Han er ikke.

       Der var smerte i de blå øjne, da de vendte tilbage, men de veg ikke fra mine. Christian knugede min hånd. Jeg knugede hans tilbage. To år er lang tid ikke at se nogen i øjnene.

       Det regnede den dag i juni, hvor det gik op for mig, hvor vigtigt det er at kunne se folk i øjnene, selvom det kan gøre ondt. Alle har brug for at blive set.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...