Spejlet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2015
  • Opdateret: 25 mar. 2015
  • Status: Igang
Jeg undgik spejle. De fysiske, hvor jeg var nødsaget til at se mig selv i øjnene, eller endnu værre, på resten af min krop, men også de psykiske, hvor jeg gang på gang måtte indse, at jeg ikke var nok. Ikke kunne noget. Ikke var perfekt.

0Likes
0Kommentarer
55Visninger

1. Spejlet

skam - dette er til konkurrencen om skammerens datter, og egentlig er det jo ikke rigtig noget, der kan bruges til en konkurrence i sig selv, så tror mere, jeg skriver for min egen skyld og for at begynde igen. desuden synes jeg, emnet var interessant - jeg har valgt nr. 3 og ens egen skam. jeg skriver bare en masse shit om den skam jeg kom på, og engang brugte jeg det at skrive som en coping-mekanisme. like, når jeg ikke kunne sove, var rastløs, havde angst, etc - så skrev jeg bare om det, og det hjalp til en vis grad. 

den hurtige læser kan se at jeg skrev i datid, som i at det ikke påvirker mig i så høj grad længere. ikke at skammen på nogen måde er forsvundet, men man kan lære at leve med ting, og jeg lever fint med min, udover når jeg er i situationer, hvor jeg skal blotte min skam. mig.

 

det var en ny skole. folk var anderledes og gik mere op i deres tøj. jeg kom fra en skole hvor vi havde mudrede knæ, når vi kom ind fra frikvartererne, til en skole, hvor folk gik med makeup og brugte pauserne på at tjekke deres spejlbilleder på toiletterne.

jeg hadede det. jeg følte mig som en skamplet blandt alle de normalt udseende mennesker, og selvom jeg ikke havde høje tanker om dem, eller før havde døjet med særlig dårlig selvtillid, følte jeg mig pludselig ikke god nok. jeg undgik spejlene, så jeg ikke behøvede at stå og sammenligne mig med de andre, og det var nok dér, min frygt for spejle startede.

jeg havde altid været et klogt barn. jeg havde ingen problemer i skolen, vidste hvordan folk agerede og havde sjældent svært ved noget. men på denne skole indså jeg, at jeg ikke var super god til idræt, og jeg hørte folk hviske til hinanden, når jeg lavede fejl eller var kluntet. jeg var en af de bredeste piger på årgangen, og pludselig følte jeg mig som en flodhest blandt gazeller, trods at jeg ikke var specielt buttet. jeg droppede idræt og al form for sport foran andre, endnu et spejl at undgå.

i ottende klasse fik jeg karakterer, og i ottende klasse fik jeg mit første 7-tal. jeg havde før gået rundt og blæret mig med, hvor ligegyldige karakterer var for mig, og hvor lidt jeg gik op i det, indtil jeg altså fik en karakter, der ikke levede op til mine krav. jeg følte mig ikke god nok, trods at et 7-tal jo var fint nok for alle andre. efter det kunne jeg dårligt nok nyde et tital eller et tolvtal, medmindre jeg var fuldstændig fejlfri. jeg frygtede karaktersamtaler, at få stile tilbage og enhver anden form for situationer, hvor jeg kunne få kritik. 

jeg har altid været en drømmer. fraværende. i mine drømme er jeg smukkere, slankere, klogere og bedre til alting. jeg er mere social, sjov, åben og selvsikker. mine drømme er en let afstandstagen til virkeligheden, og jeg forsømmer ting som lektier, træning og skole - hvis det ikke er perfekt, hvorfor så overhovedet prøve? jeg trækker mig længere væk, taler med færre, smiler til færre, og sætter mig i stedet helt bagest i klassen og dagdrømmer mig i stedet væk til en bedre tid. hvor jeg er perfekt. 

jeg undgår at få karakterer tilbage samtidig med andre. jeg løber stadig ikke foran andre. jeg kigger ikke på tøj foran andre, af frygt for at de dømmer min smag. jeg vejer mig ikke foran andre. jeg taler ikke om at tabe mig foran andre, trods det mange tilfælde er alt, jeg tænker på. jeg taler ikke om mad foran andre. jeg forsøger at gå til idræt, forsøger at passe ind, selv hvis jeg derhjemme har øvet tingene og er bedre end de andre - hellere passe ind end skille sig ud, selv positivt. jeg rækker ikke hånden op i timerne, af frygt for at tage fejl, og jeg gør mig mindre umage til eksamerne, så jeg i det mindste kan sige til mig selv, at jeg ikke gjorde det perfekt fordi jeg var uforberedt. jeg går ikke med makeup eller sætter mit hår, for så kan jeg altid sige til mig selv, at jeg ikke er flot nok, fordi jeg ikke gør noget ud af mig selv. jeg gemmer mig bag løst tøj, der ikke vækker opmærksomhed, og når folk taler om selvtillid eller vægttab, kigger jeg ned og lader som om, at jeg laver noget på min mobil.

min veninde sagde "hvorfor har du så meget selvtillid?" og jeg grinede. jeg ville fortælle hende, at min psykolog sagde, jeg skulle "fake it till you make it". jeg ville fortælle hende at jeg dagligt kigger mig i spejlet alene og krymper sammen indeni. jeg vil fortælle hende, at hver gang jeg kommer med en joke, ønsker jeg med det samme, at jeg kunne trække den tilbage, hvis nu folk ikke syntes, den var sjov. jeg vil fortælle hende, at jeg faktisk HAVDE læst lektier den dag, men ikke rakte hånden op af frygt for, at jeg tog fejl - det gjorde jeg ikke, og det fylder mig med ærgelse, men hellere holde mig sikker end sætte mig selv i en farlig situation. jeg siger nej til festen, fordi på fredag skal jeg spise med en veninde. om fredagen sidder jeg hjemme på mit værelse og drømmer om den dag, jeg er køn nok, sjov nok, god nok, klog nok, god nok til at gå ud med de andre. jeg undgår spejlene. man kunne diskutere, om jeg nogensinde ville vide, hvornår jeg var god nok, når jeg ikke turde finde ud af det, men jeg ville ikke sætte mig selv i den situation. gøre mig selv så skrøbelig. så vil jeg hellere vente, på hvad ved jeg ikke, men hellere end chancen for at skulle se mig selv i spejlet og skamme mig. indtil da undgår jeg spejlene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...