Lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 mar. 2015
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
17-årige Rosie støder ved et tragisk møde ind i Luke Hemmings. Uheldigvis bliver Luke ved med at skade Rosie gang på gang, og hun bliver mere og mere irretreret på ham. Luke er hende en klods om benet, og Luke ser det omvendt. Had og vrede bliver opløst i et stort kaos med kærlighed og glæde. For når det kommer til stykket kan de to alligevel ikke undvære hinanden.

6Likes
8Kommentarer
473Visninger
AA

1. Stupid driver!

Kapitel 1 - Stupid driver!

 

Jeg holde i kø på vej ud fra centeret. Det var en solskinnende, varm sommerdag i Australien, og jeg havde tusindvis af andre ting jeg hellere ville lave, end at sidde her i en lunken bil. Men min mor havde insisteret på at jeg tog ned og så det nye udsalg. Min mor elskede tøj, om det så var til mig, hende selv eller gud ved hvem, så var det tøj og min mor elskede det. Og jeg hadede det! Seriøst, var der noget værre end at stå i et oplyst prøverum og masse sig ned i nogle sindsygt dyre bukser, man alligevel ikke havde tænkt sig at købe? Eller stå i kilometer lange køer til prøverummet, når man kun skal prøve en cardigan?! Nej vel? Det var i hvert fald ikke noget jeg prioterede særlig højt. Men som sagt havde min mor insisteret på at jeg tog derhen, så nu sad jeg så i den gamle, tisgule, rustkasse af en bil at være. Og holdte i kø! Meget lang kø! For alle indbyggere i hele udkants Sydney havde åbenbart vildt meget lyst til at bruge sin lørdag i et overfyldt storcenter.

Jeg tændte for radioen. Musikken flød ud i bilen, og jeg nynede i takt med One Directions nye hit "Steal my girl". Trafikken sad så godt som stille, men rykkede sig langsomt så jeg nu holde lige foran lyskrydset. Jeg trillede langsomt den gule Audi ud i krydset, da en sort, smart bil kom susende lige imod... MIG!? Der var biler hele vejen rundt, så jeg kunne ikke køre nogen steder hen. Jeg kiggede mod den sorte bil igen, og så... Sort....

 

 

"Du ikk' rigtig klog, Luke!" "Det var jo ikk' med vilje! Det har jeg jo sagt!" "Næste gang så kører jeg altså" "Det var jo ikk' min skyld I absolut skulle sove allesammen på samme tid, vel?" "Du kunne jo bare have vækket os" "Så var I da blevet skidesure" "Hun har brug for ro" "Undskyld"

Jeg var meget forvirret. Stemmer over mit hoved stoppede, da en anden stemme, som kom udefra, bedte dem om at lade hver. Jeg prøvede at åbne mine øjne, men de sad helt fast. En dør lukkede og stemmerne hviskede forsigtigt over mit hoved. "Vi får helt sikkert problemer med hende, Luke!" "Det får konsekvenser for vores musik, det ved jeg bare" "Jeg har jo sagt undskyld" "Undskyld hjælper bare ikke særlig meget lige nu vel?"

Jeg var rastløs efter at se hvor jeg var, og hvad der foregik, og ikke mindst for at se hvem der snakkede lige over mit hoved. Mine øjne gav endnu et forsøg på at åbne sig, og langsomt kunne jeg skimte omverdenen.

"Hun er vågen! SE!" En dreng med blåt hår pegede ned på mig. En dreng med blåt hår! Hvor var jeg, siden drenge med blåt hår snakkede over mit hoved? "Shhh! Mike, hun bliver nok ikke bedre af at nogen råber hende i hovedet" sagde en dreng med brune krøller. "Det må du altså virkelig, virkelig undskylde, det var ikke min mening at ramme dig, men bilen kom ud af kontrol og så havde jeg ikke sovet i meget lang tid og, og..." En dreng med lyst hår og læbepiercing stod og kiggede ned på mig, og talte i et væk. En tåre gled ned ad hans kind. Hvorfor græd han? Hvad havde han gjort mig? "Hvad... Hvad skete der?" spurgte jeg, og blev overrasket over min stemme som var blevet helt tør og svag.

"Luke kørte ind i dig ved krydset" sagde en dreng med mørkt, næsten sort hår. Kørte ind i mig? Jeg fattede langsomt at jeg lå på et hospital, fordi de havde ramt mig. "Undskyld, undskyld, jeg er så ked af det" sagde drengen, som jeg gættede var Luke. "Lægen siger du har brækket venstre ben. Du har været væk i to døgn" sagde drengen med det krøllede hår. To døgn? Brækket ben? Åhh nej, det her var bestemt ikke godt!

"Hvor er mine forældre?" spurgte jeg så. Jeg måtte vide om de kendte til alt det her, eller om de var derhjemme og var ved at dø af bekymring over hvorfor jeg aldrig var kommet hjem. "De sidder ude i venteværelset. Skal jeg hente dem?" spurgte drengen med det mørke hår. Jeg nikkede. Jeg nikkede, trængte til at se nogle velkendte ansigter. Han gik ud af døren og jeg hørte den lukke i efter ham. Jeg prøvede at rejse mig op, men fortrød hurtigt, da en smerte skød op gennem ryggen på mig. Jeg stønnede og de tre drenge var hurtigt henne ved mig. Selvom de egentlig allerede stod der, så det gav ingen mening, men whatever. Drengen med det krøllede hår lagde forsigtigt sin arm om mine skuldre, og sagde det nok var bedst hvis jeg blev liggende. Jeg tog imod hans råd, for det var virkelig anstrengende at sidde op, og lagde mig så ned på ryggen igen. "Vi er virkelig kede af at vi ramte dig Rosie" sagde drengen med det blå hår. Hvor kendte de forresten mit navn fra? Nå, de havde sikkert fået det af mine forældre. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, så jeg fokuserede i stedet bare på en prik i loftet. "Jeg hedder forresten Michael, og det er Ashton" sagde drengen med det blå hår og pegede på drengen med det krøllede hår, "og det er Luke, ham som ramte dig" tilføjede drengen, som jeg nu vidste hed Michael, og pegede på drengen med det lyse hår. "Hey, sådan vil jeg altså ikke huskes" protesterede ham som have ramt mig, Luke. "Men det er ligesom det eneste hun ved om dig" svarede Michael. "Ej, Rosie jeg er altså virkelig ked af det. Hvis der er bare det mindste som jeg kan gøre for dig, så sig til." Jeg tænkte mig om. "Vil du hente et glad vand til mig?" spurgte jeg så. "Selvfølgelig" svarede han, og gik ud af døren.

 

 

Håber I kunne lide det første kapitel, tusind tak til alle der læser med;) Ha' en god dag med masser af KAGE!:DDD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...