Skolehjemsamtalen

Novellen handler om en person, som skal til en skolehjemsamtale.

0Likes
2Kommentarer
276Visninger
AA

1. Skolehjemsamtalen

Skolehjemsamtalen

Det gav et sæt i mig, da vækkeuret med ét ringede. Jeg slog øjnene op, og strakte hele min krop. Jeg følte, at jeg var lige ved at dø af hedeslag, da radiatoren havde stået helt skruet op på fem hele natten. Sveden løb ned af mig, så jeg ville gå ud for at tage mig et bad. Men jeg magtede det virkelig bare ikke. Jeg havde på fornemmelsen, at det blev en travl dag i dag. Jeg tog mig selv i, at tænke på, hvor lidt jeg gad og stå op. Jeg havde på ingen måde lyst til, at gå krybende ind til min mor, og tage snakken igen. Jeg tog mig ligeså let sammen, og begyndte at gøre klar til badet. Jeg var så træt. Jeg havde ligget hele natten, og spekuleret på, hvordan det mon skulle komme til at gå. Jeg vidste udemærket godt, hvilken lorte dag jeg fra morgenstunden gik ind til. Da alle tingene var fundet frem, og den rigtige temperatur på vandet var fremme, gik jeg ind i badet. Det dejlige kolde vand røg ned ad hele min krop, og jeg kunne ikke andet end at smile. Men det var vidst også det eneste, jeg havde at smile over på denne dag. Jeg tog mig god tid til at vaske mit hår, bare for at trække tiden ud. Da badet var overstået, begyndte jeg at ordne mig selv. Jeg redte først og fremmest mit hår, da jeg hørte min mor kalde på mig. Jeg havde bestemt ikke lyst til, at gå ud i køkkenet, og spille de første 15 minutters skuespil, som vi gør hver dag. Og så oven i købet spille min dyrebare tid på det. Ej ellers tak. Jeg var nu efterhånden vant til det, men det føltes bare som en kamp, der ville vare for evigt, hver evig eneste morgen. Jeg mandede mig op, og gik over til hende. Jeg sagde til hende at hun skulle tage at gå på arbejde, i stedet for at stå og diskutere og skændes med mig. Og det tog hun ellers overraskende positivt. Altså bortset fra at hun selvfølgelig råbte og skreg af mig, som hun plejer. Jeg ville virkelig ikke bruge vores begges tid på det, så jeg var den voksne, og gik for denne gang. Men det kom der jo selvfølgelig heller ikke noget som helst godt ud af. For så begyndte hun på alt det med, at hvis det ikke gik godt for mig i dag, ville jeg ryge hjem til min far og bo igen. Og det var det sidste, som jeg havde lyst til. Mig og min far kunne virkelig bare ikke sammen, og det kommer vi nok heller aldrig til at kunne. Men det gør mig heller ikke det store. Han har selv valgt det, og er derfor selv udenom det. Jeg gik videre med at gøre mig klar. Nu var jeg kommet til makeuppen. Det tog sin tid, men det gør det jo for alle piger, som der gør noget ud af sig selv. Da jeg var blevet helt klar med alt makeuppen, tog jeg lige hurtigt og gjorde resten færdigt. Jeg tænkte over, om jeg skulle gå op og ligge mig i min seng igen, eller om jeg skulle tage mig sammen og gå i skole. Det var bare så svært for mig at finde ud af. Jeg tog mig igen sammen, og ville prøve at tage chancen, med at gå i skole. Men hvad hvis nu, at det gik så dårligt, som jeg regner med at det gør? Når, men man må jo tage og give det et skud en gang i mellem. Jeg gik ud gennem døren, og over til min cykel. Men jeg gad heller ikke cykle. Jeg ville meget hellere bare gå der over, i min helt egen verden, og tænke over hvordan det mon nu skulle komme til at gå. Da jeg var nået der over, var alt som det plejede at være. Der var ikke nogle, som der kom over til mig, for at sige hej. Jeg sad bare der helt alene endnu en gang. Og jeg kom jo oven i købet alt for sent, så lidt opmærksomhed havde jeg da regnet med at få. Men nej, det kan jeg ikke finde ud af at få. Bare at jeg kunne, for så kunne det være, at jeg fik det lidt bedre med mig selv. Og det tror jeg, at jeg har brug for.

Læren kom ind af døren. Uheldigvis. Jeg kunne virkelig bare ikke tage hende. Hun skulle altid lade det hele gå ud over mig. Og jeg havde jo ikke en gang noget at få skylden for. For jeg sad jo ikke og snakkede med nogle i timerne. Helt seriøst hvem skulle det være? Jeg havde jo ikke nogle at snakke med. For første gang, sagde hun ikke noget til mig. Jeg ved ikke lige, hvad der gik galt for hende. Mon hun var fundet sammen med sin lækre mand igen? Det kunne da godt være. Meeen, lige som jeg troede, begyndte hun at skælde ud på mig. Jeg ved ikke hvorfor, men det begyndte hun altså bare på. Ud i det blå, stod min mor ved indgangen til min klasse. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Så var der ikke nogen vej tilbage. Nu kunne jeg ikke nå at stikke af, inden at det var mig, som der blev kaldt op. Og bare det med, at skulle sidde i et klasseværelse, kun sammen med min mor og min lærer, som der ikke kan lide mig. Det skulle nok komme til at gå godt. Mit navn blev kaldt op. Jeg var nød til at gøre det. Det kunne jo godt være, at det kom til at gå okay, for en gangs skyld. Ej, hvad tænkte jeg dog på. Selvfølgelig gjorde det ikke det. Jeg tog fat i dørhåndtaget, ind til det rum, vi skulle være i. Så var det nu. Skolehjemsamtalen skulle overstås.

 

 

Laura, Serife og Selina.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...