Hullet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2015
  • Opdateret: 22 mar. 2015
  • Status: Færdig
Hvad, hvis man skammer sig meget over sig selv, at man blot vil være i mørket? Hvad hvis man ved, at den evne man har kan misbruges? Bør man gemme sig, flygte eller bruge den?
Det er op til skammeren selv.
(Mit bidrag til Skammer konkurrencen - Valgmulighed 1 - 499 ord!)

7Likes
10Kommentarer
365Visninger

1. Hullet

"Er du sikker på, at du vil gå derned?" spørger han med dæmpet stemme og blikket rettet mod den lange nedadgående trappe.

"Nogen skal jo tjekke, om de stadig er i live," svarer hun en smule nøgternt.

Manden vender blikket mod hende og løfter et bryn: "de er i live... Ingen tvivl om det."

Hun svarer ikke, men begynder at gå ned ad trappen. Noget tungt hænger i luften, så vejrtrækningen bliver besværet, men hun fortsætter nedstigningen uden pauser.

Manden går nogle skridt bag hende og ser sig flere gange over skulderen, som om noget lurer i mørket bag dem, og alt hvad der beskytter dem er lanternens skær, som hans tykke fingre klamrer om.

"Du ved godt, at hun også er dernede?" lyder det bag hende, da hun sætter foden ned på platformen og ender foran en metaldør.

Hun svarer ham ikke, men hæver et øjenbryn over hans tonefald.

"Nøgle," udbryder hun og laver en gestus mod døren.

Hurtigt møver han sig forbi og sætter den store nøgle i metaldørens lås. Idet døren glider op, mødes de af et tæt mørke på den anden side. Hun tager lanternen fra manden, hvorefter hun træder ind i mørket.

"Du kan vente her," siger hun og efterlader ham derefter i komplet mørke ved døren.

Hun går lidt længere ind og når en skillevej. Den ene, ved hun, fører hen til kanten, hvor fangerne bliver smidt udover, så de lander nede i hullet. Men den anden vej fører nedad en trappe og ned til et gitter, hvor man kan stå og betragte fangerne, der mere minder om dyr.

Det giver et lille sug i maven, da hun begynder nedstigningen.

Lydene fra hullet er groteske og fyldt med klagesang og hvæsen, som om de er ved at kæmpe. Tanken får hende til at sætte farten op. Hun er ikke kommet så langt for at gå forgæves.

I skæret fra lanternen kan hun se det lille vindue med gitter. Selve vinduet er alt for lille til, at nogen nogensinde ville kunne bryde ud af det, selvom flere har prøvet. Hun træder helt hen til gitteret og løfter lanternen.

Et blegt ansigt med skidt og snavs tværret ud over den rynkede hud stirrer sultent på hende gennem gitteret, men da hun løfter lanternen, sænker han hurtigt hovedet for ikke at blive blændet.

Hun hæver stemmen for at være sikker på, at de alle kan høre hende: "Er Skammeren til stede?"

Stilheden bag gitteret gør hende utryg, men hun venter tålmodigt.

Først da det unge barneansigt kommer til syne falder en sten fra hendes hjerte, hvorefter hun hvisker: "Du er her."

Skammeren stirrer blot på hende.

"Jeg skal nok få dig ud derfra," fortsætter hun og rykker tættere på.

Til hendes undren ryster Skammeren langsomt på hovedet: "Nej, jeg bliver her..."

Stemmen er hæs, men stærk.

"Hvorfor?" spørger hun.

Et skævt smil falder over pigens ansigt: "Fordi, at dem, der skammer sig mest, er her."

Hendes ansigt forsvinder, og der er kun mørket bag gitteret tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...