Anthropofobi

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2015
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Færdig
Et bud til konkurencen "Er der noget skammer over dig?" Jeg har valgt mulighed 2.

4Likes
3Kommentarer
127Visninger

1. Anthropofobi

Min skam er ikke fysiks. Ingen andre end jeg, vil nogensinde vide den eksisterer. Hver eneste dag ser jeg min skam i øjnene, den er ikke blot min skam, men også min frygt. Hvad forekommer simpelt for andre, er en kæmpe byrde for mig. At gå hen i brugsen eller en tur i kiosken, kan tage evigheder for mig. Jeg står foran døren, prøver at få mig selv til at tage i håndtaget, men det sker ikke. Jeg kan ikke. Til sidst ender det altid med, at jeg får overtalt mig selv til at blive hjemme. Jeg behøvede jo alligevel ikke et halvt kilo hakket svinekød, jeg kan jo bare tage den dåse tun der står i skabet.

***

Efter lange overvejelser har jeg fået overtalt mig selv, til at gå ned og se det omrejsende tivoli i byen. Det er en varm dag og det myldre med mennesker, der alle vil prøve de hurtigt opstillede forlystelser, der koster mere end de egentlig er værd. Jeg står i myldret af summende stemmer og skrigende børn. Jeg prøver at have det sjovt, men jeg har svært ved at se morskaben i en overfyldt markedsplads. Til sidst beslutter jeg mig for at tage hjem, der er ingen grund til at blive her. Jeg prøver at presse mig gennem menneskemyldret, undgår en albue der, en fod her. Det hele går fint, indtil jeg støder på en isbod. Pludselig overvindes jeg af en træng til is, og jeg beslutter mig for at blive lidt længere. Jeg kigger for at se hvilke is der er, men jeg ser intet skilt. Jeg prøve at skimte mellem køen af mennesker, men heller ikke der står et skilt, der kan gøre købet af isen nemmere. Køen mindskes og jeg panikker. Mit hjerte sidder helt oppe i halsen på mig, min puls er urytmisk og følelserne jeg kender så godt, truer endnu engang med at overvælde mig.  jeg kan mærke tårerne prikke i øjenkrogen, de er meget tæt på at bryde frem. Jeg prøver at tage mig sammen, der er dumt at græde over is.

Men jeg kan ikke.

Jeg løber.

Jeg vil ikke have nogen skal se mig sådan her, skammen er overvældende. Isen er ikke problemet. Problemet ligger i at jeg endnu engang ikke kunne se min frygt i øjnene. Min frygt for at tale med andre mennesker, og begå mig i samfundet.

Jeg lunter hjem med halen mellem benene, jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere. Jeg skammer mig over mig selv. Hvorfor kan du ikke være som alle andre? Hvorfor skal du gøre alting så svært for dig selv?

Jeg behøver ikke en skammer, for at skamme mig. Et hvert andet menneskes øjne er nok. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...