Lost | One Shot

Lost in words. Hidden in lies. Memories forgotten. Silent goodbyes

1Likes
0Kommentarer
316Visninger

1. LOST

Jeg elsker dig ikke, genlød hans ord i mit hoved. De smertefulde ord, som stak som knive, kørte uafbrudt på replay. 

Den hæse, følelsesløse og hårde stemme, fik mit hjerte til at slå hurtigere.

Jeg huskede det tydeligt, så tydeligt at det var det eneste som fyldte i mit hoved. 
Uanset hvad jeg fortog mig, lå mine tanker kun på det øjeblik. Jeg ønskede det skulle stoppe, jeg vil næsten gøre alt for at blive fri for tankerne. 
Mindet var for smertefuldt.

Jeg havde elsket ham så højt og givet min tillid til ham. 
Men han smadrede det fuldstændig. Han satte streg over alt og fjernede mig fra hans liv. 

Jeg bed tænderne hårdt sammen og prøvede at synke den klump, som jeg havde i halsen. Jeg måtte være forfærdelig. Et grimt uhyre. Jeg havde ikke været god nok for ham, det havde jeg aldrig været.

Jeg fortjente at stå med tåre i øjende og føle smerten, som var overalt i min krop. Jeg havde et stort hul i hjertet, som før havde været fyldt af den kærlighed, jeg havde til ham. 

Jeg knurrede mine knyttede næver og trådte et skridt mere frem mod kanten. Jeg var flygtet ned på havnen og stod nu på badebroen. 
Regnen sivede ned omkring mig og skyerne var mørkegrå. Mit hår klistrede sig til mit hoved og tøjet hang tungt på min krop.

Jeg sinkede hovedet og kiggede ned i det grumsede, kolde vand. 

Med et enkelt hop, kunne jeg måske gøre det hele forbi? Fjerne lidelserne, minderne og ikke mindst mig selv. Jeg var uønsket og ikke elsket af nogen. Havde jeg overhovedet noget at miste? Familie, venner, kæreste? Jeg havde ingen.

Mit blik endte på de rødlige ar på mine håndled. Siden den forgående aften, han smadrede min verden, havde jeg lukket af for alt. Koldt havde jeg lukket hele min omverden ned. Med en skarp saks, havde jeg holdt mig selv underholdt i flere timer.

Jeg havde presset saksen mod håndledet uden at kigge ned på det Med lukkede øjne og hovedet lændt bagud mod badeværelsets kolde, marmorbeklædte væg, havde jeg nydt smerten.

Jeg havde nydt at mærke smerten fysisk, i stedet for psykisk. Det føltes rigtigt, når mine fingre blev ømme og blodet løb fra mit håndled.

Det var som om en stemme inde i mit hoved, roste mig, for hvert snit. Stemmen fortalte mig at det var det rigtige at gøre og at jeg skulle blive ved.

Men jeg var for ynkelig. Smerten var blevet for meget og jeg havde smidt saksen fra mig, så den blev smadret mod gulvet.
Jeg havde været for svag til at gøre en ende på mit liv. Men hvorfor? Hvorfor leve på disse betingelser og minder?

En saltet tåre gled ned af min kind. Jeg lod mine hænder glide op i mit hår og rev til. Smerten var straks til at mærke i hovedbunden, men jeg blev ved med at rive. Først da håret i min hånd, var blevet revet brutalt af, gav jeg slip. 

Jeg kiggede på det mørke hår i mine hænder, før jeg lod det falde ned i vandet.

Smerten dunkede hårdt i min hovedbund. Jeg ignorerede det og trådte et skridt længere ud, så mine tårspidser stak ud over kanten på badebroen. Det glatte træ truede hånligt med at lade mig glide, hvert øjeblik.

Et hulk undslap mine læber. Smerten indeni var for stor, snitsårende hjalp ikke længere. Uanset hvor meget jeg skar i mine håndled og sultede mig selv, så al energien forlod min krop, så var det ikke nok. 

At udøve fysisk smerte på mig selv, kunne ikke længere være min udvej.

Da jeg mistede ham, mistede jeg også mig selv.

Det sidste skridt blev taget og før jeg vidste af det, havde det iskolde vand, omfavnet min krop. Vandet føltes som tusinde af små knivskarpe nåle, som pressede sig dybt ind i huden på mig. Jeg undslap et chokeret og smertefuldt skrig, som hurtigt blev stoppet af vandet, som strømmede ned i halsen på mig.

Mit hjerte dunkede hurtigere og hurtigere. Jeg var skrækslagen for hvad der ventede mig. For hvad der ville ske, når jeg løb tør for luft og mit hjerte stoppede med at slå.
Jeg lukkede langsomt øjnene og stoppede med at bevæge mig. 

En ny følelse skyllede ind over min krop. Behag. Vandets kulde, føltes ikke længere som en pinsel. 

Jeg mærkede intet, kun den varme der stille forsvandt og mit åndedræt som blev langsommere og langsommere.

Trods min lukkede øjne, så jeg det hele. Jeg så det fra oven. Som jeg langsomt mærkede mit hjerte stoppe dets banken, dukkede billeder frem for mit indre blik.

De første var de gode minder, men så billeder af ham. Hans øjne, hans smil og den måde han altid havde omfavnet mig, når livet var surt.

Før livet langsomt sivede ud af mig, mærkede jeg et svagt smil glide over mit ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...