Svækling

Mit bidrag til Skammerens Datter konkurrencen - Valgmulighed 2 - Håber I kan lide det!

2Likes
0Kommentarer
138Visninger

1. Svækling

 

Svækling:

Vand… Der er vand over det hele. Mine fødder har svært ved at få fæste, på det kolde våde træ under mig. Jeg skvatter, men er hurtigt på benene igen. Der er ikke nogen, der skal se mig ligge ned, som en eller anden svækling. Jeg griber fat om et gyldent dørhåndtag, ind til en lille kahyt, som også er lavet ud af vådt træ, og forsøger at åbne døren. Den er låst.
I stedet for at spilde tiden med at få åbnet en låst dør, fortsætter jeg ned på dækket. Bølgerne hagler ind fra alle sider. Jeg befinder mig på et skib, midt i en stor storm. Jeg kan se en ung mand, måske lidt yngre end mig selv, og skal til at løbe derover, for at hjælpe ham, med at få sejlet ned. På vejen derover kan jeg pludselig mærke mine ben blive slynget væk under mig. En gysen løber gennem mine årer, og jeg lander hårdt på siden. Alt luften fra mine lunger er væk. En stor bølge må have ramt skibet, og fået det til at give et ordentligt ryk. Regnen trommer mod træet overalt omkring mig… medmindre det er bølgerne? Jeg tvinger mig selv til at løfte hovedet og ser til min rædsel, at ham med seglet, hænger og dingler halvt ude over rælingen. Jeg skriger til ham at han skal hænge fast, men stormen overdøver mig. I stedet forsøger jeg mig krampagtigt op, så jeg kan hjælpe ham. Mine muskler svigter, og jeg kollapser på dækket. Mine lunger er ikke helt kommet sig, efter slaget, og mine muskler er gået i stå. Det eneste jeg kan gøre, er at ligge og se til, mens en bølge langsomt glider ind over ham, og sluger ham med sig i dybet. Jeg skriger hjælpeløst efter ham, men til ingen nytte. Det er min skyld. Hvis bare jeg ikke havde været sådan en svækling! Jeg lukker øjnene, og vender hovedet væk, idet han rammer vandoverfladen, og bliver opslugt af havet…

 

En forbipasserende vælter mig om på jorden og øjenkontakten brydes. Min kind hamrer mod den kolde jord.

"Hey, er du okay?" kan jeg høre nogle sige lidt i det fjerne. Mit hoved snurrer stadig lidt efter slaget. Jeg kommer langsomt op at sidde på knæene. Den unge mand jeg kortvarigt havde fået øjenkontakt med, ligger stadig rystende på jorden.

"Undskyld" får jeg fremstammet.

"Hvor meget så du?" spørger manden uden at kigge på mig.

"Det hele" svarer jeg hurtigt.

Jeg rejser mig forsigtigt og skal til at skynde mig hjemad, da jeg alligevel ikke kan. Jeg vender mig mod den stadig rystede fyr.

"Du....Du havde en bror..." Hans øjne fanger mine kortvarigt. Hans blik er fyldt med skyldfølelse og skam, og jeg får det helt dårligt.

"Det gør mig ondt" prøver jeg forsigtigt.

"Det er lige meget. Det er langt tid siden" siger han hurtigt, men midt i det hele, knækker hans stemme alligevel, og jeg kan se en lille tåre, forme sig i øjenkrogen på ham...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...