Fristelse

Om at skamme sig over noget, der måske, måske ikke, er en synd. Til Skammerens Datter konkurrencen, valgmulighed nummer to.

12Likes
10Kommentarer
348Visninger

1. Fristelse

 Jeg så det hele. Jeg så sekstenårige Nina gå til erkendelse hos sine forældre med rystende knæ. Hun forsøgte først at holde tårerne tilbage, men måtte til sidst opgive og lade dem løbe frit ned ad kinderne som små floder. Hendes spinkle pigestemme bævede og rystede og var nærmest ikke til at kende. Hendes indre vred og snoede sig for at komme udenom, og jeg kunne mærke hver en følelse på min egen krop. Angsten hang som en sort tordenvejrssky over hende, og hun kunne ikke slippe den eller jage den bort. Det havde hun kunne, da hun var yngre, men ikke længere.

      Hendes forældre havde først sagt ingenting. Hendes hjerte galoperede af sted som en gazelle på flugt fra en tiger. Råb kunne hun håndtere. Skrig kunne hun håndtere. Men stilheden føltes, som vejede den et ton. Så havde hendes far rejst sig op og var begyndt at råbe. Først om, at hun ødelagde familiens ære. Dernæst om, at Gud ikke ville tilgive hende og til sidst om, at hun var et usselt pjok, der ikke forstod at modstå fristelsen. Det var en synd at give sig hen til sin fristelsen. Hun havde bare grædt. Og grædt. Og grædt. Og jeg kunne mærke de salte tårer løbe i mit blod.

     Hendes mor havde også grædt. I mellem tårerne havde hun hulket noget om, at Gud elskede hende. At Gud nok skulle fikse hende, hvis hun ville lade Gud gøre det. Hun havde ikke svaret. Hverken sin far eller mor, og da faderen var blevet træt af at stille hende råbende spørgsmål, havde han mistet besindelsen og slået hende. Jeg kunne mærke faderens rug håndflade svide mod min kind, og jeg kunne mærke luften blive suget ud af hendes lunger.

     Jeg kunne mærke huden på hendes bare fødder blive slidt på asfalten, da hun med en taske over skulderen løb af sted ud i nattens sorte intethed. Jeg kunne mærke den spirende lyst, da hun nærmede sig det gule hus med det mørke tag og de kvadratiske vinduer. Udmattelsen, da hun lod sig falde sammen i de trygge pigearme, overmandede mig så meget, at jeg var nødt til at sætte mig ned på det kolde fortov. Men allerværst. Allerværst var skammen, da hendes sprukne læber mødte den anden piges silkebløde læber, og hun huskede, hvad hendes far havde sagt tidligere. At det var en synd at give sig hen til fristelsen.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...