Horizon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2015
  • Opdateret: 17 mar. 2015
  • Status: Færdig
Hvad så hun, da hun døde?

0Likes
0Kommentarer
143Visninger

1. Colors

Glasset er tungt mod min pande. Solen er næsten nede. Jeg prøver at fokusere på horisonten udenfor. Den er tæt på og så langt væk. Et fortryllende landskab. Jeg ser den måde, det rosa lys blidt oplyser de hvide skyer, og hvordan alt andet er i mørke. Hvordan træerne efterlader lange, slanke skygger hen ad de sorte, asfaltbelagte villaveje. Alt det smukke ved naturen komplimenterer sig selv i et kort, men meget lamslående sekund. Det ser så roligt ud. Så… fredfyldt. Jeg mærker den velkendte længsel. Vi er næsten venner. Den trækker i mig, vil have mig til at slå ruden i stykker og kravle derud, at række ud efter de puffede skyer med fingerspidserne, med ét spinkelt håb om at jeg måske en dag ville kunne nå dem. Men jeg kan ikke. For i det sekund jeg bryder glassets overflade, vil jeg fortryde. Vil jeg ind igen. Og bare betragte verden udenfor. Se hvordan by efter by forsvinder ind i ét. Jeg føler mig ikke bundet til Solrød, når jeg er hér. Men man kan ikke flygte fra sit eget liv. Sin fortid. Man kan ikke flygte fra… sig selv. Jeg sender blikke omkring, og jeg ved, at dé ikke kan se, hvad jeg ser. Jeg prøver at glemme min nervøsitet. Ligge den fra mig. Den ændrer intet. 

 

Jeg har aldrig været i nogle af Danmarks mange andre distrikter. Det er næsten som om, at de ikke findes. 

 Mine øjne forsvinder ind imellem dem. De er let oplyste af et orange blødt lys, men det ved de ikke. De står der ligesom bare. Kigger. Puffer henkastet til hinanden, og ser skiftevist ned i jorden. Næsten som om, at de også kan føle den tunge atmosfære. Det er som om, den kvæler os langsomt. Som om den forstummer os en efter en, og lader vores desperate lys brænde ud til intethed. Men jeg er ikke alene i mørket. To smukke, ocean-dybe, blå øjne finder mine. Sender mig stjålne blikke. Og jeg opdager, at jeg kunne se ind i dé øjne resten af mit liv. Intet fortryllende landskab ville nogen sinde kunne tage min opmærksomhed fra dem. Intet andet har nogensinde syntes smukkere end hans øjne. I et splitsekund er jeg ikke sikker på, hvad jeg ser i dem. Inde bag begæret, gemmer sig noget, jeg ikke har set før… Frygt. Mørke. Hemmeligheder. Den slags man ikke taler om. Dem der gør så ondt, at man er efterladt kold og tom. Forrådt. De glimtende oceaner er så dybe, at man kan skimte månens skær i dem. De er tættere på, end jeg huskede dem, og skygger finder langsomt deres vej over min krop. Jeg ved, han ser direkte ind i glimtet i mine øjne. Jeg gengælder de skarpe måners refleksion. De er så dybe, at jeg drukner i dem. Mister alt luften i mine lunger, og jeg går under. Og jeg ved, at det er sådan, jeg vil dø… 

 

Med ét kender han alle mine dybeste hemmeligheder. De ting ikke engang jeg er klar over. Sandheder der ikke endnu har fundet sig vej ud i lyset. Lyset af solnedgangen. Min solnedgang. 

Der er intet tilbage. Intet til at holde mig sammen. Kun skyggernes dystre, forglemte ansigter kan se mig nu. Kun de ved hvor jeg er. Hvem jeg er… Men… Der er også en anden. En jeg pludselig ikke kender. En der ændrer sig i mørket… hans mørke… og endelig virker tilstede, til trods af manglen på ilt heromkring. Det er underligt. Jeg har drømt om, at han skulle se på mig på den måde, lige siden jeg så ham for første gang. Jeg ville have ham. Jeg ville have ham, til at ville have mig. At kigge på mig, som var jeg hans lys. Hans gode sider. Som var jeg… hans manglende halvdel. Den han aldrig har haft.

I en brøkdel af et sekund bevildrer jeg mig så langt ind i hans tanker, at jeg tror, han vil plante et hurtigt kys på mine kolde læber. Men han ved bedre. Han åbner sig op til mig. Åbner sit hjerte… kun for mig.  Hans omfavnelse er så sød. Så… kærlig. Som en varm sommerdag. Og først der er jeg helt sikker. Jeg har altid været elsket. 

Han dufter af roser og mint... Og havet? Den slags de siger, at man kun kan sanse, ved den man er forelsket i. En smuk illusion. Han holder mig tæt. Holder mig sammen. Holder alle mine ustabile frustrationer og alt min tvivl inde. Overbeviser dem om, at tilgive mig mine synder, og jeg ved at de lytter. Selv min dårlige samvittighed og skyldfølelse, der bringer salte tårer til i min øjenkrog om natten, når ingen ser det, giver mig et kærligt og forstående klem. Og hvis ikke han giver slip, vil vi stå sådan for evigt. Befriet fra alle mine dæmoner. Befriet af en engel. 

Skæret hviler stadig i hans øjne da vi skilles, og vores delte varme splittes. Splittes ind til tusinde splinter, der flyver overalt i kupéen, rammer de andre, og efterlader dybe rifter i deres tomme hjerter. 

Men han nærer sig ej af mine frygter, da han igen bryder min barriere. Mit forsvar. Også jeg er blevet forrådt. Glemt. Også jeg forsvandt. Han efterlader mig ubevogtet, men jeg er okay, så længe han er mig nær. For jeg er blevet afhængig. Passion flyder i mine årer, i dybe violette nuancer. Hans stemme er som intet, jeg nogensinde har hørt før. Smukkere. Blødere. Klogere. Jeg kan næsten ikke danne hans ord. Kan næsten ikke skille dem ad, og tyde deres mening. De er som musik i mine ører. Men jeg tager mig sammen, prøver at glemme hvor hurtigt, han kan distrahere mig. 

”Når disse døre åbner, løber du så hurtigt du kan.”

 De krystalklare, isnende øjne bedrager.  

 

Jeg kan ikke forstå det. Vil ikke forstå det. Jeg forventer den nervepirrende nervøsitet, til at skyde igennem min krop som et lyn, skylle hen over mine strande. Men det gør den ikke. Jeg… stoler på ham? Det er ikke til at forstå. Hvordan kan jeg føle mig så sikker? Så tryg? Hvordan kan jeg give mig over til en, hvis person er mig uklar, og alligevel så gennemsigtig? Jeg prøver at hviske mine mistroiske protester, men ingen lyd kan eller vil forlade mine læber. Overraskende, som det er, føler jeg mig komfortabel med en, jeg aldrig har mødt, men alligevel føler mig bundet til. Eller har jeg? En jeg aldrig har set før, men alligevel altid har villet se. Jeg kan ane et blink i hans øje, mit ansigt føles varmt, og jeg kan næsten mærke den sirlige, røde farve, der strømmer op i mine kinder. Jeg har fundet ham. Endelig. Det er ham, jeg har ledt efter. Og det eneste jeg føler, er de smukke roser, der blomstrer i mit indre. 

Jeg ved, han prøver at smile til mig, men glemmer alt om det, da dørene går op, og jeg løber ud. Selvom jeg ikke længere er på stationen, ikke længere er nogen steder, løber jeg så hurtigt mine ben kan bære mig. Jeg løber ind i et mat slør af lys og flotte farver. Jeg ved hvem han er. Og jeg ved, at jeg aldrig vil komme til at se ham igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...