Tusindfryd

Jeg lå en sen aften og skrev. Min hånd skrev. Bevægede sig i hurtige små bevægelser hen over papiret. Først skrev den som jeg sagde den skulle skrive, derefter begyndte den at skrive som den selv ville. Jeg havde ikke noget at skulle have sagt. Så den skrev. Og den skrev meget...

Jeg ved ikke om I kan lide det, det er bare ord, på et papir, i min notesbog...

3Likes
3Kommentarer
147Visninger

1. Dine øjne

En kold vind fra nord vækker mig af min døs. Jeg var ellers overbevist om at det var blevet sommer. Sommer. Et dejligt ord. En dejlig årstid. En dejlig følelse. Varme. Varmen lokker ungerne ud hvert år. De ved hvad det betyder. Det betyder is. Kulde. Hvilket jeg ikke forstår. Kulde betyder død. Jeg ved det. Jeg har oplevet det. Mange gange. Kulde. Død. Ikke mere. Jeg venter tålmodigt på at ungerne skal komme løbende. En varm solstråle når en gang i mellem ned til mig. Ikke tit. Måske kommer der bare ingen børn i år. Måske er de blevet for store. For store til at lege. For store til at plukke blomster. Måske? Problemet er bare, at man ikke bliver for stor til at lege. Eller plukke blomster. Det bliver man aldrig for stor til. Aldrig. Så jeg venter. Tålmodigt. Længselsfuldt. Jeg venter på at høre dørhåndtaget der langsomt trykkes i bund og børnenes glade stemmer der efter lang tids venten slippes fri. Ud i det blå. Jeg vipper let frem og tilbage da alt stadig ligger hen i fuldkommen stilhed. Danser i brisen. Det er fredfyldt. Lidt for fredfyldt. Underligt. Børnene plejer altid at være ude på dette tidspunkt. Jeg spejder ind gennem vinduerne og fæstner mit blik på en gammel dame som sidder i køkkenet. En ensom gammel dame sidder og stirrer tomt i en retning, hvilken jeg ikke kan se. Jeg studerer hendes rynker. Der er mange, og de sidder tæt. Hun ser tom ud. Hendes øjne ser tomme ud. Hun ser døende ud. Fortabt. Forladt. Hun stirrer. Jeg stirrer. Pludselig genkender jeg hende. Hun er hende den rare, dejlige, gamle dame der plejer at lege at lege med børnene. Eller, hun er hvad der er tilbage af hende. Resterne af hende. Måske, måske har hun byttet sine rare, venlige blå øjne væk og fået et sæt gamle, slidte, ensomme, triste og forladte grå øjne til gengæld. Måske. Det kunne lige ligne hende at bytte sine øjne væk af ren gavmildhed, for at en anden kunne få glæden af at se livet som hun så det. Gennem hendes venlige blå øjne. De dejligste øjne jeg nogensinde har set. Det kunne lige ligne hende. At være gavmild passer også perfekt til hende. hun er alle positive ord og ting blandet sammen og forvandlet til et menneske. En rar gammel dame med krøller og stok. Og fantastiske øjne. Nej, ikke længere. Hun er ikke den samme uden sine øjne. Sine rigtige øjne. Hvad er der mon sket? Hvem har hun byttet øjne med og hvordan er det muligt at få dem igen? Jeg spekulerer. Længe. Da jeg kigger op igen er damen i vinduet væk. Jeg kigger mig omkring og bliver næsten blæst omkuld, da et kold vindstød rammer mig hårdt fra siden. Jeg snurrer et par omgange. Vinden er en grufuld fætter. Plukker en med hud og hår, så der til sidst kun står marv og ben tilbage. Jeg kan mærke hvordan vinden tager en lille del af min skønhed med sig hver gang den angriber. Det gør ondt. Jeg prøver at genvinde det overblik jeg før havde, men mistede i det sekund vinden kom. Det lykkes ikke, for i samme sekund løftes jeg op. Højere end nogensinde før. Op mod himlen. Jeg lader som om jeg flyver, lader som om vinden bærer mig væk. Æder mig rå. Så ville alle mine bekymringer forsvinde. For en tid. Indtil jeg en dag, til næste sommer engang vil genopstå. Jeg flyver endnu højere. It et øjeblik forestiller jeg mig paradis. Lys. Og regnbuer. Jeg rives hurtigt ud af min fantasi, og lander i et hav af farver. Alverdens blomster. Det dufter fantastisk, næsten himmelsk. Jeg forstår pludselig hvorfor jeg kom til at drømme om paradis. Og regnbuer. Jeg kigger forundret op, og lige ind i et sæt himmelklare levende blå øjne. Dér var de jo! Mine øjne! Måske så jeg forkert. Måske var den gamle dame i vinduet slet ikke min gamle dame. Eller også har hun fundet sine øjne igen. Nej, det er ganske vidst den samme dame. Men øjnene. Øjnene er anderledes. Disse her er levende, fyldt med glæde og livslykke, åbne, venlige, kærlige, og alle andre fantastiske ord jeg her endnu ikke kan beskrive. Jeg kan slet ikke slippe hendes øjne igen. Så varme, så kærlige, og så kigger de lige på mig. Måske, måske er jeg virkelig kommet i himlen? Den gamle dame bærer mig ind i huset og stiller mig så flot. Lige i centrum. Jeg formår at holde hendes opmærksomheder i uendeligheder. Sådan føles det i hvert fald. Men så, som et knivstik i mit hjerte fanger noget andet hendes opmærksomhed. Jeg ser langsomt til, mens hendes øjne forvandles endnu engang. Denne gang, til det værre. Til det igen så ukendelige. De før så blå og levende øjne mister deres glans, og dør langsomt hen til de er helt grå igen. Endnu en gang piner jeg mig selv ved at kigge på den lille sammenkrummede triste grå skabning foran mig. Forvandling kan være en god ting, men bestemt også det modsatte. Der gik lang tid før jeg lod mit blik vandre videre. Jeg finder hurtigt målet hvorpå hendes øjne er plantet. Børnene. De manglende børn. De børn der ikke leger i haven, eller plukker blomster mere. De børn der blev for gamle til ting man ikke kan blive for gammel til. Jeg kan ikke se det, men jeg føler det. Glansen forlader også langsomt mit ansigt. Glæden siver ud af mig, som vand der presses ud af en svamp. Børnene. De sidder bare dér, og glor. De ser hverken glade eller lykkelige ud. De glor bare. På noget hvilket mit øje ikke ser. Deres små børneansigter er let oplyste af en stribe hurtigt skiftende lys. Den ene sidder med åben mund og den anden med store øjne. Jeg vil gerne glemme. Glemme hvad jeg har set. Jeg vender mig, drejer hovedet. En duft af paradis møder mig og minder mig om hvor jeg er. Hvem jeg er. Jeg er i et køkken, og så er jeg en blomst

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...