Dem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2015
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Igang
Hun hørte lyden af tunge trin. Negle mod ruden. Hun vidste de var der, og hun holdt vejret. Mørket havde svøbt sig om hende, og hun håbede at de ikke opdagede hende. Men de vidste hun var der, selvfølgelig gjorde de det. Ellers ville de ikke være her.
Hun holdt sig for munden, for ikke at lave lyde. De blev ved med at skrabe på ruden. Ledte efter en svaghed. Hun rystede. Hun kunne ikke lade være. Lydene ville holde op. Det gjorde de altid. Men de ville komme igen.

3Likes
2Kommentarer
318Visninger
AA

1. Lyde i mørket

Hun hørte lyden af tunge trin. Negle mod ruden. Hun vidste de var der, og hun holdt vejret. Mørket havde svøbt sig om hende, og hun håbede at de ikke opdagede hende. Men de vidste hun var der, selvfølgelig gjorde de det. Ellers ville de ikke være her.

Hun holdt sig for munden, for ikke at lave lyde. De blev ved med at skrabe på ruden. Ledte efter en svaghed. Hun rystede. Hun kunne ikke lade være. Lydene ville holde op. Det gjorde de altid. Men de ville komme igen.

 

Nætterne var de værste, men dagene var heller ikke lette at komme igennem. Ofte var der forsvindinger. Små børn. Teenagere. 

De var ligeglade. De tog hvad de kunne få fat på. Men aldrig de voksne. Og de voksne troede aldrig på, når nogen fortalte dem hvad der stod bag forsvindingerne.

Dem.

Så snart skyggerne blev lange kom de.

Hun huskede den første forsvinding. En lille pige, som havde været på legepladsen. Moren sad og læste, men da hun kiggede op, var pigen væk. Hele byen ledte efter hende. Men hun var som opslugt af jorden.

Den næste var en teenager. Næsten voksen. Men ikke nok. Han var gået ned efter en pakke smøger, men kom aldrig tilbage. Politiet sagde at han var løbet hjemmefra.

Siden havde der været ti forsvindinger.

Hun vidste at der ville komme én til. De skulle bruge 13. Sådan var sagnet.

 

At tage i skole var noget af det værste. Hun undgik skyggerne. Hun vidste at de ikke var der. At det ikke var der de gemte sig. Men alligevel kunne hun ikke være sikker. Hvad nu hvis?

De andre børn var også bange, og var begyndt at gå i store grupper. Men hun havde ingen at følges med. Hun boede i ydrekanten af byen. For det meste løb hun til og fra skole. Der var ingen anden udvej. Alt hun og de andre børn kunne gøre, var at vente. Vente på at den sidste blev taget.

 

Lydene forsvandt, og hun gemte sig under dynen. Måske ville hun kunne nå at få lidt søvn.

 

”Hvor ser du ud, Ane.”

Hun kiggede på sin storesøster, som smilede drillende til hende, mens hun hældte mælk på sine cornflakes.

”Har du spillet computerspil hele natten?”

Ane rystede på hovedet, og tænkte på hvor fejt det var, at hendes storesøster ikke behøvede at være bange. Bare fordi hun var 21, og gik på universitetet.

Så heldig var Ane ikke. Hvis hun bare var fire år ældre ville hun heller ikke skulle være bange. Det var også lige meget. Der manglede kun et barn mere, så ville hun være i sikkerhed. Så ville de forsvinde.

Hun var ikke sulten, men tog en skive toast, og smurte smør på. Hendes mor ville bare brokke sig, hvis hun ikke spiste.

 

Da det ringede ud til spisefrikvarteret, gik hun sammen med Fie og Stine op på biblioteket. De satte sig ved bordet længst fra bibliotekaren.

”Kun et til.” Stine bed i sin ene negl. Der var ellers ikke ret meget negl tilbage på nogen af hendes fingre.

”Er du sikker på at det virkelig kun er et barn til? At de ikke bare fortsætter?” Fie var helt bleg, og havde sorte rande under øjnene.

”Der stod at de ville tage 13. Og det er det de tager.” Stine rynkede brynene.

Ane pustede ud. ”Bare de ville gøre det snart.”

”De voksne passer for godt på deres børn nu. Det er blevet sværere for dem. I må måske gå ud om aftenen?” Stine lagde armene om sig selv og hvilede albuerne på bordet.  

Fie og Ane rystede på hovederne.

”Der kan I selv se.” Stine så ned i bordet. ”Det stopper ikke foreløbig.”

Ane mærkede hvordan hendes nakkehår rejste sig. Det følte som bitte små stik af snefnug. Hun kunne ikke holde det ud mere. De ville komme og skrabe på hendes vindue igen i nat. Og natten efter og natten efter igen. Panikken skyllede ind over hende, og hun tog fat i bordkanten, for ikke at glide ned af stolen.

”Er du okay, Ane?”

Fie kiggede på hende, med en bekymret mine.

”Nej. Jeg kan ikke mere. Det er for meget.”

Fie bed sig i læben, så hårdt, at en lille bloddråbe kom til syne, da hun slap.

Stine rykkede sine albuer længere ind på bordet, så hun nærmest lå henover det. ”Der er ingen af os, som har lyst til at det her skal fortsætte, men hvad kan vi gøre?”

Ane sukkede. Der var intet de kunne gøre. Bare vente. Vente. Vente.

I morgen kunne det hele være overstået. Eller om et år. Eller fire. Hun slap bordet og gemte sit ansigt i hænderne.

”Vi kunne give dem det de vil have?” Fies stemme var kun en næsten uhørlig hvisken.

”Hvad?” Ane så op fra sine hænder.

”Du siger noget.” Stine rettede sig op. ”Ingen af os selvfølgelig. Men en af de andre.”

”I er skøre. Vil I ofre en af de andre børn?” Ane så fra Fie til Stine.

”Du vil måske selv lade vinduet stå åbent i nat.” Stine sendte Ane et koldt blik.

”N … Nej.”

”Nej vel. Men vi kunne give dem en af de andre, og så ville det være forbi.” Stine smilede, og Ane begyndt at ryste.

”Men vi kan da ikke bare tage et barn. Hvordan havde I tænkt jer … Hvem skulle det da være?” Ane mærkede en ny bølge af panik, med en understrøm der forsøgte at trække hende under.

Stine og Fie sagde ikke noget. Fie bed i sin allerede blodige læbe, og Stine tog fat på sine nedbidte negle.

Ane kiggede på Stines negle. For bare et par måneder siden, havde de være smukke og velformede.

Stine så op, og spyttede en lille stump negl ud. ”Vi kunne trække lod.”

”Det mener du ikke.” Ane rystede på hovedet.

”Jo. Hvorfor ikke. Vi skriver børnenes navne ned på et stykke papir, og trækker lod … Det skal selvfølgelig kun være nogen som ikke er stærkere end os.”

Ane greb fat i bordkanten igen. ”Jeg vil ikke. Det skal være op til tilfældighederne.”

”Det er jo netop det, det er! Kan du ikke se det?” Fie lagde hovedet på skrå.

”Men …” Ane standsede sig selv. De havde vel ret. Det var også en tilfældighed, hvis de trak lod.

”Nå? Skal vi gøre det?” Stine løftede brynene, og lagde sin ene hånd ind på midten af bordet.

”Mhm.” Fie lagde sin hånd ovenpå Stines.

De kiggede begge to på Ane, og hun mærkede sin mave trække sig sammen, da hun lagde sin hånd oven på deres.

Klokken ringede ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...