Vi Samler På Alt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2015
  • Opdateret: 16 mar. 2015
  • Status: Færdig
Han kender en... Hun samler på alt i livet.
(Mit bidrag til Magisk Realisme Konkurrencen)

19Likes
19Kommentarer
831Visninger
AA

1. Hvad samler vi egentlig på?

 

"Hvad er det, som vi helt præcist samler på?" hvisker han, mens han sætter glaskrukken ned i græsset.

"Alt," svarer hun neutralt og strammer strikken omkring flaskehalsen på den flaske, som hun lige har bundet om træets gren.

"Jeg forstår det ikke helt," mumler han for sig selv og griber ud efter den næste glaskrukke med tankens kraft.

"Mmmh...  Der er ikke så meget at forstå ved det," smiler hun og springer ned fra trappestigen, så kjolen fanges af vinden.

Han løfter et bryn og ryster svagt på hovedet, mens han ser hende rode i tasken efter et eller andet.

"Dine hobbyer er altså underlige," siger han efterfulgt af et lille suk, hvilket får hende til at fnyse.

"Ja, ja... Så siger vi det," udbryder hun med en lys klang i stemmen.

Hun retter sig op og kaster en lille pose med strimler hen til ham. Vinden fanger posen, men med tanken leder han den på rette vej og griber den.

"Hvad skal jeg med dem?"

"Grib!"

Han når lige at se op og reagerer, da hun kaster kuglepennen.

"Skriv gode ting ned på hver strimmel... Sådan... Du ved... Positive ting."

Hun griber selv ud efter en anden pose med strimler og rækker hånden ned for at få fat i en.

"Positive ting? Som... Glæde?"

Til det nikker hun ivrigt og går hen til flasken, der hænger ned fra træets gren.

"Ja... Eller solskin."

Ved at rive bagsiden af strimlen af, kan den klistres fast på flasken, hvilket hun gør med en sådan omhu, at han bare stirrer på hende og helt glemmer at gøre, hvad hun har bedt ham om.

Han ryster lidt på hovedet og fokuserer så på sin første strimmel. Noget positivt kan jo være mange ting og meget individuelt. For at være på den sikre side, skriver han det første ord ned:


Den kluntede skrift passer slet ikke ind i hele projektet, men han ved, at hun ikke ville kommentere på det. Med næsten lige så stor omhu som hende, klistrer han strimlen på den nærmeste glaskrukke.

En lille varme bredes inde i ham, da han ser på ordet. Nok er hendes idéer altid skøre, men der er altid en eller anden form for varme eller kærlighed bag. Tanken får ham til at smile.

"Vil du ikke række mig en ny krukke?" kalder hun, hvilket river ham ud af sine tanker.

Med et enkelt nik, sender han en glaskrukke hen til hende, som hun let griber ud efter, hvorefter hun sætter endnu en strimmel på. Han tror først, at hun bare ville hænge den op, som flasken, men i stedet rækker hun ned i sin lille taske og hiver nogle gamle lommeure op.

"Hvad skal du bruge dem til?" spørger han oprigtig nysgerrig.

"Tid," smiler hun, men holder blikket fæstnet på glaskrukken, hvor solens lys skinner varmt igennem.

"Man kan da ikke samle på tid?"

Det får hende til at grine, hvorefter hun placerer glaskrukken mellem to grene i træet, så den kan stå selv.

"Selvfølgelig kan man det... Jeg sagde jo, at vi skal samle på alt."

"Du er mærkelig."

"Men en god slags mærkelig," griner hun og blinker til ham.

Han kan ikke lade være med at grine tilbage. Selvom dagen er lang og solen lidt for varm til hans smag, så føler han sådan en ro, som han kun kan, når han er sammen med hende.

Efter noget tid har han fået skrevet en masse positive ord ned og spredt en masse glaskrukker ud over hele plænen, mens hun har fyldt træet med hængende glasflasker og krukker. Nogle af dem med noget i og andre kun fyldt med ordets betydning.

Det giver et ryk i ham, da hun pludselig sætter sig ned ved siden af og læner sig op ad ham med et udmattet suk.

"Træt?" spørger han og drejer hovedet, så hans øjne farer vild i det blonde hår, indtil hun løfter hovedet og gengælder blikket.

"Mmh..."

Hendes pludselig udmattelse får ham til at smile overbærende, som om hun var et lille barn, der lige er blevet færdig med en leg.

"Er det færdigt?" spørger han og ser sig atter omkring.

"Ikke helt," hvisker hun, så han næsten ikke kan høre det.

Undrende ser han på hende, men i det øjeblik opdager han glaskrukken mellem hendes hænder. Hun har allerede klistret en strimmel på, hvor der er skrevet et ord.

"Jeg kan ikke fylde denne her alene," siger hun og retter sig langsomt op, så hun kan se på ham.

Han lægger hovedet lidt på skrå og vil gribe ud efter krukken, men hun trækker den tøvende til sig.

"Hvad står der på den?"

Hendes fingre trommer let på glasset, hvilket betager ham på en eller anden måde.

"Må jeg se?" spørger han lidt efter, da hun ikke ser ud til at vil svare.

Til det løfter hun hovedet og sender ham et forsigtigt smil, hvorefter hun rækker ham glaskrukken. Han tager nænsomt imod den og drejer den, så han kan læse ordet, der er skrevet med så sirlig en skrift, at han et kort øjeblik føler sig flov over sin egen håndskrift.

Flovheden varer kun et sekund og bliver straks erstattet af en varme, han ikke har kunnet forestille sig.

Han skal til at sige ordet højt, men hun smækker straks sine hænder mod hans mund for at stoppe ham. Det chokerer ham, så han taber krukken og kommer med et lille gisp.

Hun ser indgående på ham med sine store blå øjne, der på en måde altid har betaget ham. Meget langsomt fjerner hun sine hænder fra hans mund og lader dem falde ned i skødet.

Da hun sænker blikket rækker han ud efter hendes hage og løfter den blidt, hvorefter han læner sig frem og kysser hende.

Hun ser på ham med store øjne, da han trækker sig tilbage igen. Synet får ham til at smile stort, så tænderne kommer til syne og øjnene knibes lidt sammen.

"Jeg håber, at det var okay," griner han og rækker hende glaskrukken med ordet kys skrevet på.

Hendes øjne er stadig store og fæstnet på ham, som om hun ikke kan give slip, men hendes nik er ivrigt.

Efter nogle sekunder blinker hun en gang, så to gange og til sidst mange gange i streg, hvorefter hendes ansigt lyser op i et kæmpe smil. Det gibber lidt i ham, da hun læner sig frem og krammer ham hårdt, som om han ville løbe væk.

"Tak," hvisker hun i hans øre, hvorefter hun trækker sig væk og vender blikket mod glaskrukken.

Noget kører henover hendes ansigt, som om et eller andet meget vigtigt er gået op for hende, eller at hun lige har opdaget en hemmelighed. Han har ikke lyst til at ødelægge øjeblikket, så han betragter hende blot sætte glaskrukken ned mellem to andre glaskrukker.

De sidder og betragter glaskrukkerne, mens solen langsomt går ned og lader sine sidste stråler skinne igennem glasset, hvor varmen bliver gemt.

"Jeg ved ikke helt, hvor du fik idéen fra... Men det her er faktisk ret vildt," mumler han pludseligt, da solens skær får det til at se ud som om, at glassene lyser op.

"Yea..."

Han ser på hende ud af øjenkrogen og et lille skævt smil pryder hans læber.

"Må jeg?" spørger han med et grin.

Hun smiler og nikker ivrigt, hvorefter han med tankens kraft løfter alle krukkerne op fra græsset, så de svæver opad mod himlen og reflekterer solens stråler endnu mere.

Synet tager pusten fra dem begge og i det øjeblik føles alt bare perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...