Dehydreret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 12 mar. 2015
  • Status: Igang

Jeg kunne ikke efterlade tanken, om ham. Han havde overtaget mit sind og tanker på ét sekund. Dog vidste jeg, at han nok ville dukke op igen. Jeg ville tage, at bryde min generthed og byde ham velkommen, men han var langt foran mig og spurte mig senere i frikvarteret, om jeg ville hænge ud med ham senere på dagen. Jeg gav et klart svar, om at det ville jeg gerne. Vi mødte hinanden i kantinen, ved at jeg var i gang med at strække ud efter et æble, men han kom før mig. Han snuppede æblet foran mig, men jeg blev lidt vred, at jeg var ved at tage det og at han kunne ikke være det bekendt, indtil jeg så hvem det var jeg sagde det til. Han undskyldte og jeg fulgte lige efter med en undskyldning over min opførsel. Jeg var sur på mig selv over min opførsel foran Johan, som han præsenterede jeg som, da vi snakke om hvor vi ville tage hen senere på dagen. Jeg havde igen idé om hvad vi skulle lave, så Johan kom med forslaget, at vi skulle tage ud og skøjte.

2Likes
0Kommentarer
158Visninger

1. Kapitel 0

Kaptitel 0

Forhistorie

 

Hun gik i et slentretempo ned mod den frygtindgydende klasse. At være ny tilflytter til en større by an den du kommer fra. Hun vidste ikke selv at det ville blive den bedste mulighed for hende at vokse op der. Selvom hun ikke var den populære, kloge eller den med alle vennerne, så fik hun dog en person som ville stå ved hendes side resten af hendes liv. De viste heller ikke selv at de ville have brug for hinanden i flere situationer.

 Jo ældre de blev voksede deres venskab på samme tid med at de udviklede sig i hver deres retning, men de fik også større følelser for andre, men ikke som de havde for hinanden. Men en lille fejl gjorde at de blev adskilt fra at kunne være sammen, men dette satte ikke en stopper for følelserne. De blev bare større jo længere de var væk fra hinanden.

 

Årene gik og de udviklede sig i en retning om at være voksne. I retning uden at være nær hinanden. I en travl hverdag med uddannelse og job blev de to mennesker skilt fra hinanden, men også sig selv. De gav ikke sig selv ro nok til at fokusere, men de fokuserede på hinanden og deres behov for hinanden. De ville hjælpe hinanden i medgang og modgang i al evighed lige til deres grav.

Hun tænkte på om hun havde lyst til en fremtid uden ham ved hendes højre hånd eller en fremtid med ham ved hendes højre hånd. Hun havde næsten altid været tilfreds med at have én person til at hjælpe hende igennem de problemer hun nu havde fået sig gennem forældrenes skilsmisse.

  Han havde også altid været glad for at hjælpe andre og især hende. De havde et ubeskriveligt venskab, som ingen andre kunne opnå i deres liv. Den dag de legede ude i en fyldt skolegård og lod larmen blive en stilhed omkring dem. Hun følte sig ikke hel uden ham.

 

 Hun var tom for følelserne, der gav det rus han gav hende. Den dag hvor hun knækkede sammen foran moren efter 3 uger uden ham til at hjælpe hende. Den dag hun lå ude på græsplænen og tænkte på ham. Ville de nogensinde give slip? Eller ville de kæmpe for at kunne være sammen. De søgte hjælp flere steder for at kunne finde hinanden, men ingen ville kendes ved dem selv. Ingen spor til at søge efter for at kunne finde dem og deres venskab.

 

De ville ikke være voksne og gro uden hinanden. Inderst inde havde de kærligheden for hinanden.

De havde brug for hinanden og opgradere sig selv til at være en bedre person. De ville sprede vingerne for hinanden. Igennem ild og vand, ville de bare finde sig selv og hinanden. For uden hinanden var de bare nogle personer med et helt normal og trist liv, der ikke havde tiden til at leve livet og nyde en stille vind ud over havet.

 

 Have for travlt til at kunne gå på opdagelse i verden med at skulle lade andre der havde ligeså meget travlt med ting at de bare ville hundse rundt med dig.

  Han ville kun selv alene finde hendes krop og sjæl for at forene hinanden til at blive de to de bare var for få måneder siden. De ville havde tiden til at gå i stå og bare stå og nyde et øjeblik sammen.

  Hun manglede et ekstra hjerte til at gøre hendes liv komplet og hjertet havde han. Han manglede en sjæl til at forene hinanden. De gav aldrig slip på at de elskede hinanden og ville leve resten af livet med hinanden. De minder de havde fra 7 år med hinanden. Alle de skole-afleveringer som de hjalp hinanden med at fuldføre. Han ville ikke sige farvel på dagen hvor de forlod hinanden, men sagde vi ses. Ingen af dem ville indrømme at de havde elsket hinanden igennem tykt og tyndt i 7 år.

 

De sagde at det ikke kunne lade sig gøre, men ingenting er umuligt indtil man gør det muligt.

 Grunden lå bag alle de løfter de afgav den første sommer hjemme i træhytten hos ham. Hun var en person med kærlighed for en person allerede efter et par uger i klassen, hvor hun mødte ham.

  De var klar til at give slip og lade sig falde over sig selv i en strøm af tårer, som kun gav mening når de var skilt fra hinanden og savnede stemmen af hinanden. De ville give hinanden en kærlighed som virkede umulig, men de ville have den til at virke ret normal for dem.

 

Freden der lå over engen den dag de lå og kiggede op på de klare stjerner der var på den skyfrie himmel. Sammen var de stærkere beviste de den dag de blev jagtet af de større drenge fra de ældre drenge fra folkeskolen. Den dag hvor hendes verden brød sammen efter nyheden med søsteren der var blevet dræbt af canceren i hendes hjerte, men den dag gav han hende medlidenhed og støttede hende og blev ved hendes side og hjalp hende igennem den hårde hverdag. Men også den dag at hendes forældre kom med nyheden om at de skulle skilles sad han også ved hendes side igennem de dage hvor det var værst. Selv de små fremgange de havde i deres liv fejrede de, fordi de vidste at alt det gode er en fremgang. Man kommer op på hesten igen bag efter du har faldet.

  

Alle de dage de græd sammen fejrede de den næste dag sammen, kun fordi at de ville ikke være ulykkelige. Dog vidste de ikke det inden de blev skilt ad. Hun havde ikke lyst til at skjule sig under makeuppen hver eneste morgen, dog gjorde hun det stadig for at de ikke fik et dårligt indtryk på hendes arbejde. Hun havde ikke lysten til at arbejde uden at have ham ved hendes side. Hun havde mest af alt lyst til at sidde derhjemme med en pose popcorn og en tude film. Men hun havde brug for at leve livet, men kom ingen veje uden ham. Han sad også bare med en følelse af at ham ikke havde noget at tage sig til uden hende ved hans side.

 

Han ville ikke prøve at komme over hende, men ville bare have hende tilbage. Han sagde at han havde det fint til sine medarbejdere, men inderst vidste han at det var forkert. Han skjule alle hans følelser bag en facade, som han tog af da han kom hjem.  De fandt aldrig deres eneste ene, fordi de allerede havde fundet den. De ville give hinanden kærligheden tilbage og flette deres fingre sammen for altid. Men hvordan skulle de kunne finde hinanden? De var selv enige, om at de havde en trang til hinanden. Han var klar til at sige ’Goddag’ igen til hende.

 

De levede hver deres liv på 2 forskellige kontinenter. Kontakten de manglede, for at kunne finde en adresse på hinanden. De var slet ikke klar til at give slip på deres venskab og lade det flyde ud i stilheden. De kunne give hinanden en glæde, som de manglede, siden at han forsvandt fra hende. Han havde selv også en følelse af at han manglede hende.

 

Deres minder, som ingen vidste.

Det hængene træ.

Fuglenes sang.

Grinet, der efterlod

Glæde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...