Hope Boshett // TW 1

Phyllis Boshett var en meget magtfuld heks, som hurtigt forudså en af hendes efterkommeres skæbne. En skæbne der var meget farlig for hende. Hendes navn var Hope Boshett. Hope Boshett er uvidende om at Phyllis stadig lever, da Hawrida, den onde vampyrheks, har holdt hende i live ved hjælp af magi. Hopes kræfter er stærkere end nogen der nogensinde har eksisteret. Men onde kræfter ønsker at få dem, og at dræbe Hope.

2Likes
0Kommentarer
158Visninger

1. Prologue

13. oktober 1878, England. 

Phyllis Boshett løb haltende fremad i en ukendt retning. Hun skulle bare væk fra den brændende by med brændte lig og de sortsveden træhuse. Hendes venstre side var slemt tilskadekommen, og det blødte alt for meget. Hun ville omkomme af blodmangel, hvis ikke hun snart fik det syet. 

Med et lettelsen suk løb hun ind i et hus, der havde et rødt kors på. Det betød fred. Her kunne fremmede komme og restituere uden at være bange for at blive dræbt af husets beboere. Her ville hun helt sikkert kunne få sig en portion mad og blive syet sammen igen. 

Hun knyttede næven sammen og bankede hårdt på døren. Helt præcist slog hun tre gange, hvilket var et slags SOS. Døren blev hurtigt åbnet, og en kvinde med en gravid mave åbnede døren, og hendes øjne var fyldt af panik. Da hun så Phyllis blev hun dog bedre tilpas, og hjalp kvinden ind at sidde på en træbænk.

"Du er den lokale clairvoyant, ikke? Alle snakker om dig, om at du bruger mørk magi. Men det passer jo ikke, clairvoyance er mere.. lyst?" sagde den gravide kvinde mens hun fik syet Phyllis sammen. Phyllis bed tænderne sammen og nikkede. Alt gjorde ondt på hende. Selv den mindste bevægelse kunne udløse smerter af højeste grad. 

"Jo det er mig. Jeg er overrasket, over at du ikke har smidt mig på porten nu og kaldt mig satans yngel," indrømmede Phyllis. Ikke mange mennesker var åbensindet som kvinden her. Det var kun en fordel for Phyllis, for hun ville ikke have haft en fredelig stund nu, hvis kvinden var en af dem, der afskyede heksekunst. 

"Min mand hader din slags, men han er jo ude i krigen. Jeg selv har oplevet ting og sager med min grandkusine. Hun kunne også ting," forklarede kvinden. "Når ja og jeg hedder forresten Wilma," tilføjede kvinden hvis navn tilsyneladende var Wilma. 

"Jeg hedder Phyllis, og tusind tak for hjælpen! Min magi er svækket, så jeg kunne umuligt selv få fikset det her kæmpe sår," svarede Phyllis taknemmeligt. Hun havde virkelig været enormt heldig at møde Wilma som den første og ikke andre i dette lille hus. 

Wilma færdiggjorde de sidste sting, hvorefter hun puttede bandage uden om. "Er du sulten?" spurgte hun så med gæstfrihed, og Phyllis nikkede en smule. "Ja det er jeg, men kun hvis du kan undvære lidt mad, jeg ved jo at høsten er gået dårligt i år," svarede Phyllis ydmygt. 

"Min mand spiser jo ikke med mere, så har masser af mad. Jeg kan lige varme noget suppe til dig," sagde Wilma, hvorefter hun gik ud i køkkenet og begyndte at opvarme suppen til Phyllis. Imens prøvede Phyllis at koncentrere sig om en magisk besværgelse, der skulle hjælpe hende med at lokalisere Hawrida. 

Hun var nødt til at finde ud af, hvorhenne i verden han var, så hun kunne finde ham og få ham til at bøde for alle de ugerninger, han havde gjort hende og alle andre. Han var en grum type, og Phyllis havde godt hørt om profetien. Hun ønskede ikke at Hope, hendes tiptiptip et eller andet barnebarn skulle kæmpe mod Hawrida, især ikke når profetien ikke var fuldendt. Den sagde ikke om Hope ville leve eller dø. 

Derfor måtte Phyllis gå imod profetien og selv besejre ham eller dø i processen. 

Pludselig fik Phyllis et syn. I sit syn så hun en masse mænd, der stormede ind i Wilma's hus og takkede Wilma for at advare dem over brev for at Phyllis var her, og de trak Phyllis med sig ud imens hun var i nogen magiske lænker, der gjorde, at hun ingen mulighed havde for at forsvare sig selv.

Phyllis kom tilbage til virkeligheden. Hun følte sig forrådt. Wilma var ikke kun ude for at lave suppe. Hun sendte også et brev afsted til nogen mænd, så de kunne komme og tilfangetage hende. Hun blev enig med sig selv om, at hun lige ville spise noget suppe, og så burde hendes kræfter være lidt tilbage, så hun kunne overmande Wilma og slippe væk med livet i behold. 

Det skulle hun aldrig have gjort. I det sekund hun tog et sip af den suppe Wilma kom smilende ind med faldt hun i søvn, da Wilma havde puttet søvnmedicin i suppen. Phyllis forsvandt ind i en drømmeløs søvn, og alt hun kunne tænke på var, at hun skulle have flygtet mens hun kunne. Nu ville hun blive ført til Hawrida uden at kunne dræbe ham, og så ville han selv henrette hende, hvorefter Hope stadig skulle nedkæmpe ham. Hun måtte finde en anden løsning hurtigt. 

 

***

Hej alle sammen! Det var et meget kort kapitel, hvor vi ser tilbage i tiden før Hope. Men det var også bare prologen til denne historie, og kapitlerne bliver meget længere, I promise! Men kunne i lide denne lille intro til denne serie? Fortæl mig gerne jeres tanker <3 

xoxo Den Digtende. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...