Lysets beskytter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 mar. 2015
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Igang
(En knurren lød bag dem. Kota drejede hovedet, og Taina så hans ansigt fortrække sig. Hun kiggede i samme retning han så, og den frygt der ramte hende var overvældende. Omkring ti meter fra dem, stod et væsen på størrelse med en bjørn. Dens øjne lyste rødt, og savl dryppede fra dens halvåbne gab, med de sylespidse tænder.

Kota vendte sig mod Taina.

”LØB!”

Hun drejede omkring, og løb som i blinde, og nåede kun lige at stoppe, inden hun ville have drattet ud over klippesiden og ned i floden. Hun kunne høre en komme løbende bag hende, og hun vendte sig mod lyden. Jarek kom løbende mod hende, hun nåede ikke at reagere, før han greb om hendes venstre håndled, og trak hende med ud over kanten.)

Taina er lysbringer, og udvalgt til at skulle gives til Lysets hersker. Der er bare to problemer.
1. Hun vil ikke.
2. Han er forsvundet.
På sin rejse for at finde ham, møder hun en som stiller hende i et dilemma, som kan få store konsekvenser for hende og hendes folk.

2Likes
4Kommentarer
515Visninger
AA

1. Kap 1.

Taina rystede. Hvis det havde været muligt, ville hun løbe sin vej. Alle andre steder virkede bedre end at være her. Hun vidste hvad der ville ske, og hun vidste, at hun ikke ville kunne stoppe det. Tårerne pressede på, og hun måtte kæmpe for at holde dem tilbage.

Hun blev stående sammen med de andre forsamlede i Lærdomens by, og betragtede de unge bringere, der ventede på at stenen i deres halskæder ville skifte farve. Vinden legede med de unge bringeres hår, mens solen skinnede fra en blå himmel.

De fleste af de unge, var visdomsbringere, hvis stene skiftede til hvid, med svungne bogstaver. Derudover var der lysbringere, og deres sten skiftede til forskellige variationer af lysegul. Der var også enkelte farvebringere blandt dem, hvis stene skiftede til en palet af farver. Selv en enkelt vandbringer stod i rækken, hans sten skiftede til en mørkeblå, med hvide striber, som bølger der slog mod stranden.

Sidst i rækken, stod en ung kvinde. Hun var klædt i en mørkeblå kjole, der fremhævede hendes lyse hud, og hendes lange rødbrune lokker dansede i vinden. Hun stod stolt, og ventede på, at hendes sten skulle skifte, da et kraftigt lys strålede ud fra den. Lyset forsvandt og stenen skiftede til en lysegul farve.

Folk begyndte, at mumle, og den unge kvinde stod med et forskrækket udtryk.

Et lille orangefarvet væsen, med store vinger, kom svævende, og landede på hendes skulder. Oprørte råb kom fra tilskuerne.

Scenen begyndte at flimre, og et øjeblik efter forsvandt de nye bringere. Taina stod nu i en smuk sal, sammen med de andre forsamlede, i Lysets by. En muskuløs mand, med et kort mørkeblondt hår, trådte op på en tribune i salen, hvor de stod.

”Som I alle ved, er det næsten 80 år siden, at min søster blev udvalgt til, at blive Lysets beskytter. Dette bragte os håb. Hvis en beskytter blev udvalgt, til lyset, måtte det betyde at Lysets hersker, endnu var i live. Alle håbede, at udvælgelsen af Lysets beskytter var et tegn på, at Lysets hersker snart ville vende tilbage. Dette har vist sig ikke at være tilfældet. Derfor har min søster og jeg, besluttet os for at drage ud, på en søgen efter Lysets hersker.”

Der lød en øredøvende jublen fra salen. Manden gik hen mod Taina, tog hendes hånd og førte hende op på tribunen.

”Nu vil min søster gerne sige et par ord.”

Taina følte sig tom, hun ønskede aldeles ikke at sige noget. Alligevel startede hun med at give et stort smil til forsamlingen.

”Som min kære broder, Kota, har oplyst jer om, vil vi drage ud i en søgen efter Lysets hersker, og vi vil ikke helme før vi finder ham.”

Forsamlingen jublede igen. Taina smilede, og trådte et par skridt tilbage.

Kota trådte frem og begyndte at tale igen, men Taina lyttede ikke længere. Hun var blevet udvalgt, som det så fint blev kaldt, som Lysets beskytter, men det var nærmere som lysets slave. Hun skulle gives til Lysets hersker, være hans ejendom. Hun vidste, at hun skulle føle det som en ære, men det var ikke den følelse hun havde haft dengang, og det var det stadig ikke.

Taina var vokset op i Lysets by, og havde hele sit liv, hørt om den fantastiske Lysets hersker, som havde bragt fred til lysbringerne. Desværre var der udbrudt en krig mellem lys og mørke, efter tusind års fred, og Lysets og Mørkets herskere var begge forsvundet. Mange havde troet, at Lysets hersker var blevet dræbt i det sidste slag mod Mørkets hersker, lige indtil Taina var blevet udvalgt. Hun havde bragt håb til lysbringerne, og den fortvivlelse hun havde følt, de sidste firs år, kendte ingen til. Hun prøvede at lytte til sin bror igen.

” … vil derfor starte med, at rejse til Byen ved de to floder, hvor man sidst så Lysets hersker.”

Salen genlød af forsamlingens henrykkelse igen. Taina kiggede ned, hun havde glædet sig over, at have haft en form for frihed. Hvis Lysets hersker ikke var forsvundet, ville hun være blevet givet til ham med det samme. Hun havde trods alt haft lidt tid, til at vænne sig til tanken om, aldrig mere at kunne bestemme over sig selv. Hun havde i sit stille sind, håbet at han ikke ville vende tilbage, og nu havde hendes bror, fået den ide, at de skulle søge efter ham. Hvad hvis de fandt ham? Hun havde lyst til at skrige.

”Vi drager af sted ved daggry!” Kotas stemme nåede hende igen.

Hun smilede til forsamlingen og fulgtes med Kota ud af salen.

 

Da Taina endelig var blevet alene i sit sovekammer, lod hun sig falde om på sengen, og mærkede de varme dråber som hun havde holdt tilbage så længe. Virkeligheden havde indhentet hende, og nu skulle hun selv ud og finde sin fangevogter.

En let banken på døren fik hende til at sætte sig op.

”Et øjeblik.”

Taina rejste sig, og gik hen til vaskefadet i hjørnet, og pjaskede vand i ansigtet. Hun duppede ansigtet tørt, med et stykke stof, og trak vejret dybt et par gange. Der blev banket på døren igen. Taina trak vejret dybt en gang til og åbnede.

”Hvor var du smuk deroppe, Taina.”

Udenfor stod Akayia, med et stort smil, og hendes grå øjne lyste af glæde, men hendes smil forsvandt, da hun så på Taina.

”Hvad er der galt?”

”Intet … jeg er bare lidt træt.”

”Hmm … Jeg har kendt dig i snart firs år, og jeg har set dig være lidt træt.” Hun rynkede brynene. ”Hvad er der galt?”

Taina trådte et skridt tilbage, og lod Akayia komme ind i hendes sovekammer. 

”Nå?! Hvad er der med dig, Taina?”

Taina havde lyst til at fortælle Akayia om hendes blandede følelser. At hun ikke ønskede at finde Lysets hersker endnu. At hun på ingen måde følte det som en ære, at være udvalgt til at skulle være Lysets beskytter. At hun var bange. Men hun vidste, at hun ikke kunne dele det med hende. Hun anså Akayia for at være hendes bedste veninde, men dette var en af de få ting, hun ikke kunne dele med hende.  

”Hvad hvis vi fejler? At vi ikke kan finde Lysets hersker?”

”Er det, det du er ked af?!” Akayia så mistroisk på hende.

Taina følte et stik af dårlig samvittighed. ”Ja. Jeg er Lysets beskytter, og hvis jeg ikke kan leve op til det, vil jeg skuffe alle der har troet på mig.”

”Nu er du fjollet, Taina. Der er ingen der vil bebrejde dig, hvis I ikke finder ham. Folk ved, at det er et stort ansvar, du er blevet givet. Han har været forsvundet i over sekshundrede år, folk håber selvfølgelig at I finder ham, men alle ved at det ikke bliver let. Ellers ville han allerede være her.”

”Nej, du har nok ret. Tak fordi du tror på mig.” Taina forsøgte at lyde optimistisk.

Akayia så stadig ikke overbevist ud, men hun spurgte ikke mere ind til det. Det var en af de ting Taina elskede ved Akayia, hun vidste hvornår hun skulle skifte emne.

”Så du den kjole Valkine havde på?”

”Nej …”

”Hun var ellers yndig.” Akayias stemme lød sarkastisk. ”Hun pynter sig virkelig for din bror. Hun havde endda sat en stor lyserød rose i håret.”

Taina kunne ikke lade være med at smile. Valkine havde været interesseret i Kota, lige siden hun kom hertil fra Lærdomens by, for omkring tres år siden, men han så ikke til hendes side. Taina havde lidt ondt af hende. Kota gik mere op i sit arbejde end kvinder.

”Det er mærkeligt, at hun ikke forstår, at han ikke er interesseret i hende.” Akayia lagde hovedet på skrå.

”Hun kan ikke gøre for det. Jeg tror ikke, at man selv bestemmer hvem man forelsker sig i.”

”Nej, du har ret, og mange af byens kvinder, synes at din bror ser godt ud. Desuden er han et godt parti. Søn af byens mester, og en højtstillet kvinde fra Lysets herskers hof, og bror til Lysets beskytter, ikke at forglemme.”

Taina så ned, på sine hænder, der hvilede i skødet. ”Ja …” Hendes stemme var kun en hvisken.

”Undskyld, Ina. Vi skulle tale om noget andet.”

”Jeg ville ønske, at man selv kunne bestemme, hvem man blev forelsket i. Hvis jeg bare vidste, at jeg ville kunne forelske mig i Lysets hersker, når jeg ser ham, ville jeg ikke skulle bekymre mig om det.”

”Bekymrer du dig om det?”

”Ja … lidt …” Taina vendte blikket mod Akayias ansigt igen.

”Ina … hvis bare …” Akayia tøvede, og bed sig i læben. ”Du vil forelske dig i ham. Det gjorde de fleste kvinder ved hoffet. Han var en god hersker, og det bliver han igen. Når han vender tilbage. Du bliver måske ikke forelsket, lige når i mødes, men med tiden …”

”Med tiden.”

”Du ved, jeg voksede op her i Lysets by, og at jeg nåede at se ham inden han forsvandt. Jeg var måske kun en lille pige, som endnu ikke havde været i en af lærdomsbyerne, men han virkede som en god mand.”

”Jeg er sikker på, at han er en god mand. Det har alle sagt til mig, men …” Taina sukkede og rystede på hovedet. ”Det er ligegyldigt.”

”Taina?”

”Nej, jeg vil ikke snakke om det, lige nu.”

Akayia, lagde en hånd på Tainas arm. ”Jeg må hellere gå, du får brug for hvile inden i morgen.”

Taina nikkede stille.

”Så godnat.” Akayia lænede sig ind til hende og gav hende et knus.

Taina følte tårerne presse på. ”Godnat, Aki.”

 Akayia rejste sig og forlod rummet.

Taina blev siddende på sengen, og kiggede på den lukkede dør. Efter lidt tid rejste hun sig. Det var som om, noget trak i hende. Hun måtte ud.

Gaderne var næsten tomme, da hun trådte ud i det tiltagende mørke. Hun rystede på hovedet af sig selv, mens hun begyndte at gå ned mod vest enden af byen. Hun ville besøge Kaike, fremtids seersken. Taina vidste godt at det bare var blændværk, og at Kaike ikke kunne forudsige fremtiden, men alligevel ville hun gerne høre hendes løgne om hvor godt rejsen ville gå. Det ville være betryggende.

Taina nåede ned til Kaikes hus, og bankede på. Der var mørkt indenfor. Måske havde hun lagt sig for natten? Taina skulle lige til at gå igen, da Kaike åbnede døren.

”Hvad kan jeg hjælpe med?” Kaikes stemme lød ru.

”Jeg ønsker at høre om min fremtid.”

Kaike lagde hovedet på skrå. ”Jaså. Jeg troede ellers Lysets beskytter kendte til sin fremtid.”

”Jeg har brug for at vide, hvordan min kommende rejse vil forløbe.”

”Kom indenfor.” Kaike trådte til side, og lod Taina komme ind.

Indenfor lugtede der røget og krydret, med en note af blomster. Det var ikke en ubehagelig lugt. Kaike viste Taina hen til et lille bord, og bad hende sætte sig, og tog selv plads overfor.

”Så du vil kende din fremtid.” Kaike holdte en lille pose frem, og lod indholdet falde ned på bordet. Posen havde indeholdt små dyreknogler, som nu lå spredt rundt.

Taina vidste, at Kaike nu ville lade som om, at hun læste fremtiden, alt efter hvordan knoglerne lå. Hun følte sig tåbelig over at hun endnu engang sad her. Det havde bare været for sjov første gang, og intet Kaike havde forudsagt var nogensinde gået i opfyldelse. Alligevel var det rart at høre hendes løgne.

Kaike havde bøjet sig ned over knoglerne. ”Jeg kan se … Jeg kan se … Jeg k…” Uden varsel rettede hun sig op, og stirrede stift på Taina et øjeblik, hvorefter hun vendte det hvide ud af øjnene.

Taina rykkede sig forskrækket tilbage.

”Gudernes udvalgte vil hjælpe dig med at se lyset, men tag dig i agt for at mørket ikke forblænder dig.”

Taina stirrede på kvinden. ”Gudernes udvalgte? Hvem er det?”

Kaike blinkede og hendes øjne blev normale igen.  ”Undskyld hvem?”

”Du talte lige om Gudernes udvalgte. Hvem er det? Og hvilke guder?” Taina følte det som om hun var ved at gå i panik. Var dette her et af Kaikes nye tricks? En ny måde at fortælle fremtiden på. I så fald brød Taina sig ikke om det.

”Jeg ved ikke hvad du taler om, Lysets beskytter. Jeg har ikke talt om nogle guder.” Kaike kiggede forvirret på hende. ”Ville du ikke kende din fremtid?”

Taina rystede på hovedet. ”Nej, jeg har ombestemt mig. Jeg må hellere komme tilbage og forberede mig.” Hun rejste sig, og smed nogle mønter på bordet foran Kaike. ”Farvel.” Hun skyndte sig ud. Hun havde håbet at blive beroliget af Kaikes løgne, men var kun blevet mere urolig for den forestående rejse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...