Novelle af Harun

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2015
  • Opdateret: 10 mar. 2015
  • Status: Igang

0Likes
1Kommentarer
106Visninger

1. Hænder

Hænder

 

 

Jeg vaskede mine hænder for ca. 20. gang, men jeg mærkede den stadig. Skylden.

Den løb gennem min krop og fik mit hjerte til at pumpe hårdt i brystet, og mit blod til at

fryse til is. Jeg kiggede ind i spejlet og fik øjenkontakt med en ung dreng. Hans hår var

vådt af sved, og hans pande glimtede. Hans øjne var mørke, og det virkede som om, at

som om at det ikke var mig selv jeg stod og kiggede på. Ligesom det heller ikke føltes

alt var dødt inden i ham. Selvom jeg godt vidste at det var mit eget spejlbillede, var det

som om det var mig der gjorde det..                  

 

- “Der er ikke nogen puls”

- “Hvad! Hvad fuck mener du Simon?”

- “Han er død”

 

Sætningen kørte rundt i mit hovedet, og gjorde mig helt svimmel. Jeg kollapsede ned på

det kolde gulv, og lukkede øjnene. Med èt var jeg tilbage til den aften. Den aften, hvor

Jeg myrdede en uskyldig dreng.

Jeg tog endnu en slurk af vodkaen, jeg kunne næsten ikke smage den bitre smag mere.

Mit blik var sløret, og gulvet sejlede. Jeg skar ansigt, og rakte den næsten tomme flaske

videre til Simon. Musikken buldrede gennem højtalerne, og vores snakken blev hurtigt

til hidsige råb, og skrål. Jeg var alt for fuld, og alt for dårlig, men alligevel sang jeg med

på de sange Simon satte på, og alligevel tog jeg endnu en stor tår, når han satte flasken

foran mig. Man siger jo ikke nej til Simon. Det kan man ikke.

Jeg åbnede forsigtigt øjnene. Som om jeg håbede på at når jeg åbnede dem, var alt

lyst, og at alting bare var et mareridt. Men jeg lå stadig på badeværelset, og min krop

Blev stadig langsomt ædt op af min samvittighed. Jeg havde lyst til at dø. Bare for

at slippe for smerten, og ikke mindst for at slippe fra mig selv. Jeg kiggede på mine

hænder. Lige meget hvor meget jeg vaskede dem kunne jeg stadig se blodet. Det løb

ned af mine fingre, og lagde sig i tørre pletter på mine håndflader. Det siv ind i min hud,

og tog følelserne med sig.

 

 

- “Hey Timmo dreng? Har du egentlig nogensinde du ved sån’, slået nogen ned?”

Det løb mig iskoldt ned af ryggen. Hvad skulle jeg svare? Ville Simon stadig være

venner med mig, hvis han opdagede at jeg er en svans? En svækling.

- “Ja da. Jeg mener, hvem har IKKE prøvet det før?” sagde jeg nervøst

- “Super fedt!” råbte han “Så lad os gøre det nu. Jeg har lyst til sjov og ballade!”

- “Hva.. hva.. hvad mener du? Altså sådan s..s...slå en ned i virkeligheden?” Jeg

skulle kaste op.

- “Ja mand!

 

 

Vi gik ned ad vejen som endte i byen. Mange unge mennesker var ude i byen og

feste, og Simon lignede en der skulle til at spise et lækkert måltid. Han kiggede rundt

mellem menneskemængden, og hans blik faldt dybt, på en dreng der var på vej ind i en

gyde. Jeg kiggede på ham. Han standsede, og støttede sig til muren. Han virkede fuld.

“KLASK”. Uden jeg havde set mig om, var Simon nået over til den stakkels dreng, og

var begyndt at slå på ham. Jeg havde allermest lyst til at sige han skulle stoppe, eller

hente hjælp. Men hvad nu hvis det så ville være mig der lå der på jorden, med blod

ud af den ene mundvig? Hvad nu hvis Simon ville gøre ligesom min far gjorde når jeg

ikke adlød ham? Jeg stak hånden om i nakken, og mærkede forsigtigt på de bulede ar.

Det var der han plejede at slå mig med den skarpe lineal. Tankerne blandede sig med

alkoholen, og lagde sig som en tyk klump i halsen. Jeg var lige ved at knække sammen,

men mine tanker blev afbrudt.

 

 

- “ KOM HER TIM! DU SKAL OGSÅ PRØVE” råbte Simon med en stemme

blandet med adrenalin, og vrede.

- “Øh ja.. ja, jeg kommer Simon”.

 

 

Jeg huskede tydeligt hans blik det sekund, hvor jeg stak kniven ind i hans bryst. Det var

spørgende, og håbløst. Jeg kunne se, at han ikke var klar til at dø. Han holdte mig fast

med sit blik, indtil det blev sort, og han faldt omkuld henover mig.

 

Jeg rejste mig for at vaske mine hænder igen. Hver eneste gang episoden kørte

igennem mit hovede, følte jeg en trang til at vaske mine hænder. Som om at alt smerten

og alt skylden ville blive skyllet af. Men det gjorde den selvfølgelig ikke. Og da jeg for

21. gang stod med mine hænder inde under det varme vand, gik det op for mig at det

var nytteløst. Man siger at intet varer forevigt. Men jeg var sikker på at jeg ville være

fanget her forevigt. Fanget i mit eget univers af skyld, dårlig samvittighed og smerte.

 

Skrevet af Harun Karakoc (GRF-Hold B)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...