Atom

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2015
  • Opdateret: 9 mar. 2015
  • Status: Færdig
Efter at have overlevet krigen nede på landjorden, er der nu nogenlunde fred og ro i Clairs hoved. Clair og de mange andre sky-folk lever i et rumskib oppe i rummet, de har levet fredeligt i lang tid efterhånden. Men nu da ilten er ved at slippe op, er kansleren Rufus på spanden. Han har truffet en meget stor beslutning, han vil sende 100 unge kriminelle ned på landjorden, man landjorden er ikke ufarlig. Clair er en af de 100 unge. Hun er bange men også spændt. I historie nummer 2 får du at vide, om hvad der er sker på landjorden.

4Likes
1Kommentarer
283Visninger
AA

1. En lille ting , kan gøre en stor forskel...

ZZZZZ

Jeg vågner op til endnu en helt almindelig dag, tirsdag, men det er dog ikke en helt almindelig dag. I dag er det 23 år siden, at atomkatastrofen på Jorden skete.

Jeg var ikke født, da katastrofen skete. Jeg kan huske, at mor har fortalt, da den første bombe faldt. Jorden rystede under dem. Efter et stykke tid faldt endnu en bombe. Lige efter den tredje bombe, kom evakueringsholdet endelig til min mor og fars gamle lejlighed.

De havde en slags bus med andre bange mennesker. De blev ført ned i en slags grotte, noget der lignede et sikkerhedsrum…

Der var mange mennesker, de kendte, men også nogle de ikke kendte. Der var en masse mad, de havde samlet ind, men det ville snart slippe op.

Der gik måneder, men endelig en dag fik de overlevende at vide, at de skulle til et møde. Den store gruppe overlevende og alle soldaterne, skulle vælge en chef. De kaldte chefen en Kansler. Kansleren skulle tage de endelige beslutninger, hvis der kom uenigheder.

Der kom stemmevalg, og Kansleren blev udråbt.

Der gik et par år og der blev bygget et enormt rumskib, hvor alle menneskerne kunne leve. Både med mad og drikke. Skibet blev sendt op, og her har vi levet lige siden.

Lincoln, hed han. Han døde, da jeg var syv år gammel. Nu har vi en ny Kansler. Han hedder Rufus, og er Lincolns søn.

Rufus er en rar mand, og jeg er tit sammen med hans dreng Yarl.

Mine tanker bliver glemt da min mor kalder:

’’Blair, skynd dig nu, ellers kommer du for sent skat.’’  Det var min mor, som råbte. Min far var allerede taget på arbejde. Jeg skal hen og arbejde i Active Fit.

Active Fit er et motionscenter for unge. Jeg ekspederer/betjener centeret sammen med min veninde, Rawen,  hver tirsdag. Min veninde og jeg hader vores chef, vi synes han er en sur gammel nisse, fordi han altid er så gnaven!

10 minutter til at vagten starter. Jeg kan godt nå det, det tager kun mig 5 minutter at gå derover.

Så er jeg kommet ind, og står ved kassen. Jeg kan ikke se min veninde nogen steder, hvor er hun?

Jeg spørger rengøringsdamen, om hun havde set hende, men hun sagde, at jeg var den eneste anden end hende, der var kommet ind.

Jeg går ud af centeret og spørger nogle folk omkring. Endelig finder jeg en af hendes venner, som siger hun er kommet i fængsel.

 Da jeg spørger hvorfor, får jeg et chok, men bliver rolig igen, da hun siger, at en anden havde taget skylden. Rawen, min veninde fyldte 18 år i dag. Hun ville blive dømt til døden for det hun gjorde, men heldigvis tog hendes 17-årige ven, Taras skylden.

 Taras ville give hende en fødselsdagsgave, en rumvandring ude i rummet. Jeg vidste det godt, fordi jeg havde diskuteret det med ham. Jeg synes, at det var alt for farligt, hvis de blev opdaget, eller hvis noget gik galt, men Taras blev ved med at sige, at vagterne ikke var der, ved den udgang om tirsdagen. Så han endte med at overtale mig.

Rawens veninde fortalte, at alarmen gik, fordi der skete noget ved luftlugen. Heldigvis skete der ikke noget alvorlig. Rawen nået at komme inden, at det gik helt galt.

Jeg er så sur på mig selv, hvorfor tænkte jeg mig ikke om, før jeg blev overtalt af Taras?

Taras er en sød og flink fyr, men jeg synes ikke altid, han lige tænker over tingene. Han gør bare det, uden at tænke en eneste lille tanke.

Veninden fortalte videre, at Taras havde bedt Rawen om at tage dragten af og give ham den. Fordi Taras er kun 17, han er ikke 18 ligesom Rawen. Taras ville ikke blive dømt til døden, men bare komme i fængsel i nogle måneder.

Jeg kommer til at tænke på min 16-årige fødselsdag. Jeg holdte en stor fest for mine venner.  Senere kom der nogen jeg ikke kendte, de havde tage stoffer med. Politiet kom endnu senere for at tjekke, at vi ikke havde noget alkohol.

Lige pludselig råbte en af politimændene ’’Ingen forlader lokalet’’, de havde opdaget stofferne, men dem som kom med det, var gået. Jeg ville ikke give de andre skylden. Så jeg tog skylden for det, og betalte med 3 ugers fængsel.

 

Mødealarmen går i gang. Vi skal til mødelokalet.  Nu..

Efter et stykke tid er min mor henne ved centeret. Jeg skynder mig at blive færdig med at snakke med Rawens veninde, og skynder mig hen til min mor. Min mor fortalte, at Rawen havde det godt, og var blevet løsladt igen.

Jeg kan skimte døren til mødelokalet, nu er vi der snart. Jeg kan se, at Rufus står i døren, og tager imod folk. Vi hilser på ham, og går ind, og finder en plads.

Jeg får øje på Rawen, og trækker min mor med. Da vi kommer over til Rawen giver jeg hende en KÆMPE krammer. Hun virker trist og lettet på samme tid.

Mikrofonen begynder at støje. Nu skal Kansler Lincoln til at tale: ’’Kære venner. Jeg har en meget trist nyhed. Der bliver mindre og mindre luft, her i Arken (rumskibet). Så vi er nødt til at sende 100 børn/unge ned til jorden. ’’

Der kommer en masse snak, mange bliver vrede. Nogle græder endda.

Kansleren snakker videre: ’’Det unge kriminelle, og jeg vil nu læse dem op.’’

Efter 53 navne bliver Rawen råbt op. Jeg kan se på hendes forældre, at de bliver triste. Efter Rawen kommer Taras. Der går et sæt gennem mig. Mit navn blev råbt op, som det næste. Jeg skal ned til Jorden. Jeg skal selv finde føde og drikke. Jeg begynder at trække vejret igen, da jeg kommer til at tænke på, at det ikke kun er mig. Men også 99 andre børn, hvad vil der mon ske?

Efter en meget lang diskussion. Blev det slået fast, at vi 100 børn skulle ned til Jorden igen. Jeg var bange, det var de 99 andre sikkert også. Jeg var bange for nogle af de 99, nogen var mordere, andre terrorister, tyve og mange andre forbrydere. Så var der os, der havde været i fængsel. Pga. en dum fejl.

Jeg kan på en måde også forstå dem, man kom til at kede sig. Det var det samme metal, man kunne se hver dag. Ikke noget grønt overhovedet!

Kansleren meldte afgang om to dage. De to dage gik hurtig, nu var det nu. Der var lige en sidste ting jeg skulle. Jeg fik rumdragt på. Jeg sad derude i timevis, jeg sad og kiggede på den store flotte måne. Jeg kom i tanke om, det måske var sidste chance få månen at se på den her afstand.

’’Blair, det er nu.’’ Jeg kan hører min mors triste stemme. Jeg flyver ind til kanten, får rumdragten af, og gør mig klar. De andre 99 børn og jeg, stod nu i affyringsrummet, det var nu. Jeg krammede min far og mor så længe jeg kunne. Så længe, at jeg var nødt til at blive løftet ind i rumraketten. Motoren starter, og den tager kurs mod jorden.

Nu kan jeg ikke se mig tilbage…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...