Pokkers penge

En novelle om kærlighed, penge og savn.

1Likes
0Kommentarer
142Visninger

1. Pokkers penge

~~Penge. Jeg var overbevist.100 % overbevist faktisk. Nej, jeg var endnu mere overbevist. Omkring de 200 % - mindst. Det var pengenes skyld. Alt. Det hele. Penge, penge, penge. Pokkers penge.

Morgener havde aldrig været min kop te. Eller… Kop te og kop te – det var måske de forkerte to ord. Te. Ad for den! Morgener, de var… de var ikke min dåse cola. De havde aldrig været det og – gættede jeg – blev det nok heller aldrig. Dagen i dag var ingen undtagelse. Trods den store, skinnende sol, der prydede den lyseblå forårshimmel, var mit humør lige så mørkt, som min bedstefars morgenkaffe. Alt sammen på grund af de pokkers penge. Jeg lukkede øjnene. Lukkede af for alle mine sanser, dog med undtagelse af høresansen. Jeg lyttede. Jeg spidsede virkelig ører. I et øjeblik følte jeg mig som et rådyr på vagt. Stille. Afventende. Vaskemaskinens summen, urets tikken-takken og vinden der rev i skodderne, det var alt jeg kunne høre. Ellers stilhed. Jeg slog overrasket øjnene op. Hvor var larmen, de afdæmpede råb og de ophidsede stemmer, der lige så snart jeg betrådte rummet atter blev rolige?  Jeg fnøs. De troede ikke, at jeg vidste det; at vi ingen penge havde, at vi måtte sælge lejligheden, sælge virksomheden. De troede, jeg ville græde. Hmpf! Mig, græde? De to ord passede ligesom ikke helt sammen. Men det vidste de jo ikke, mine forældre. De vidste ingenting. Vidste ikke en skid.

Ubemærket forlod jeg lejligheden. Med min fjällräven-taske hængende løst henover skulderen bevægede jeg mig ned gennem byen. Kun få huse lå mørkbelagte hen. Ud af de fleste vinduer strømmede et hyggeligt lys, der bekendtgjorde, at der under det, levede en hyggelig, velfungerende familie. Jeg vendte hovedet bort, kiggede ligeud. Velfungerende familie? Kun slapsvanse behøvede det! Jeg fortsatte i samme dovne tempo til jeg nåede sportsbutikken. Som et køleskab, der tiltrak en magnet, nærmest kaldte sportsbutiksvinduet på mig. Fodbolden i butiksvinduet skinnede. Læderet så blødt, men fast ud. Et øjeblik forestillede jeg mig, at den tilhørte mig. At den var min. Jeg forestillede mig, hvordan jeg kom driblende ned ad banen, hvordan bolden var min, hvordan jeg scorede, hvordan vi vandt. Jeg sukkede. Sådan ville det aldrig blive. Jeg rystede tanken af mig, vendte ryggen til bolden og fortsatte ned ad gaden. For dyr, det var det, den var. Jeg fnøs. Penge. Pokkers penge.

Velfungerende, tænksom, klog og venlig. Det sagde de jo, at jeg var. Men var jeg det? Måske nu, men ikke senere.

Efter syv lange timer i fysik-Gittes selvskab, så jeg frem til at komme hjem. Sædvanligvis var hun kommet med sin lange, tunge peptalk. Jeg lukkede øjnene. Et øjebliks ro. Blot et øjeblik – mere forlangte jeg ikke. Alligevel, trods roen omkring mig, kunne jeg ikke høre andet, end Gittes glade, kvidrende stemme. Jeg bandede lavmælt. Ingenting skulle lykkedes for mig, åbenbart. Besværligheder efter besværligheder, uheld efter uheld. Pokkers også! Livet? Fanden tage det!

Jeg tog ikke den sædvanlige vej hjem. I stedet tog jeg en omvej, ned forbi skoven, hen langs åen. Langsomt gik jeg frem. Taktløst. Jeg gik bare. Stoppede lidt. Kiggede udover åen og ind bag træerne. De så forladte ud, træerne. Ensomme. Alene. Ligesom mig. Idyllisk var området ikke. Det var bare smukt. Fredfyldt. Jeg mindedes dengang Maja og jeg var fulgtes hjem. Dengang vi gik hånd i hånd ned forbi skoven, hen langs åen. Det hele – skovens træer, åens strøm og fuglenes kvideren – havde syntes en smule mere levende. En smule smukkere. Jeg huskede, hvordan Maja havde betroet sig til mig. Betroet mig hendes dybeste hemmelighed, hendes dybeste frygt. Jeg husker, hvordan hun sagde, at hun stolede på mig. At jeg var hendes bedste ven. Jeg havde følt mig særlig. Følt det, som levede jeg i et paradis. Det gjorde jeg også. Dengang. Med ét havde det hele dog ændret sig. Jeg skulle have stoppet hende, bremset hende. Jeg skulle have talt hende til fornuft. Men jeg kunne ikke. Hendes bedende øjne, hendes løfter om at det nok skulle gå, at vi senere kunne være sammen, sammen for altid – alt det, det havde overbevist mig, blændet mig. Jeg havde været hypnotiseret, eller også var det blot kærligheden. Kærligheden, der lukkede af for alt andet. Lukkede fornuft og viden ude. Skubbede familie og gamle venner bort. Måske var det blot kærligheden. Måske bare det. Alligevel følte jeg, at det var min skyld. Det var det ikke. Det var pengenes. De pokkers penge.

Jeg gik ind i skoven. Hytten måtte være der et sted. Vores hytte. Min og Majas. Vores paradis, vores slot. Det havde Maja kaldt det. Jeg smilede sørgmodigt. Jeg savnede hende. Utrolig meget. Det var ubeskriveligt. Heldigvis var der ikke længe til, at vi skulle mødes – og jeg glædede mig. Jeg kunne ikke vente. Jeg glædede mig til at se hendes mørkegrønne øjne, omfavne hende i et kæmpe knus og lytte til hendes klangfulde stemme. Jeg lukkede øjnene, forestillede mig hvordan det ville være.

I hvad der føltes som en evighed efter, åbnede jeg øjnene, og dér så jeg den; hytten! Højt oppe i et af de høje bøgetræer befandt den sig, stadig uberørt. Hurtigt bevægede jeg mig hen til det, og stadig med et roligt hjerte, satte jeg foden på en af de laveste grene. Til mit held, knækkede den ikke sammen under min vægt, men hang ligeså fint, som den hele tiden havde gjort. Langsomt bevægede jeg mig op ad træet, og sekund for sekund kom jeg tættere på hytten. Jeg tilbagelagde hurtigt de sidste to meter op til hytten. Den lille bjælkehytte lignede sig selv; det grøn/gule vattæppe lå stadig på gulvet og de gamle chokoladekiks lå stadig på det lille, hvide træbord. Skovfogeden havde smidt os ud. Hytten var for farlig, havde han sagt. Måske, måske ikke. Jeg trådte helt ud til hyttens kant. Langt, måske 17 meter, under mig, lå den mørke, hårde jord, klar til at gribe mig. Jeg var ikke bange. Mit hjerte slog sine normale, rolige slag, og jeg mærkede knap nok en spænding. Jeg var helt rolig, sikker på min beslutning. Hvorfor skulle jeg også være bange? Jeg ville blive grebet, ville møde Maja. Hvad var der, at frygte? Jeg trådte endnu længere ud på kanten. Jeg slog hovedet tilbage, kiggede op igennem trækronerne. ”Vi ses lige om lidt, Maja” hviskede jeg. Derefter tog jeg endnu et skridt, mærkede luften omkring mig og den skønneste følelse af at være fri. Nu ville vi blive genforenet, Maja og jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...