Drengen der vågnede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2015
  • Opdateret: 7 mar. 2015
  • Status: Igang
The boy who lived come to wake up

2Likes
0Kommentarer
389Visninger
AA

1. Drengen der vågnede

Han vågnede med et sæt.

Han kunne ikke trække vejret. Han vred sig febrilsk rundt. Umenneskelige lyde forlod hans mund. Det lyse skær skar i hans øjne, gjorde det umuligt for ham at åbne dem. Han .. Han .. Han.

Så meget skete. En stærkere kraft ovenfra holdt ham nede. En stærkere kraft der begyndte at føltes mere som .. hænder. Stemmer forsøgt at nå ind til ham. De gav ingen mening, de talte til ham på et sprog, som han ikke forstod. Hans pande gjorde ondt.  Han forsøgte at vride sin hånd fri, så han kunne tage sig til hovedet, højre side af panden, altså det sted, hvor det altid gjorde ondt. Efter et mislykket forsøg opgav han. Først da han lod hver eneste muskel slappe af og overgive sig til de magter, der forsøgte at overbemande ham, bemærkede han det. Det gjorde ikke ondt. Det gjorde ikke ondt i hans pande. Det gjorde ikke ondt det sted, hvor det altid gjorde ondt. Han kneb sine øjne, som lige så stille var påbegyndt at vænne sig til lysets skarpe skær.

”Harry?”

En kvindelig stemme nåede ind til ham. En genkendelig, varm stemme så fyld af kærlighed, at der ikke var plads til luft i rummet. Harry var hans navn, ja. Det var ham. Den hvis navn hvilede på alles læber med håb, taknemmelighed, beundring, lettelse. Han var Harry Potter.

Endnu en umenneskelig lyd forlod hans læber.

Hans tunge havde svært ved at forme ordene.

”Du behøver ikke at sige noget,” endnu en stemme brød igennem muren. Denne gang en mandelig. Han vidste, hvem de var. Men det kunne ikke passe. Det kunne ikke være sandt. Hans tidligste minder tillod ham end ikke at kunne huske silhuetten af dem. Alligevel var de her, talte til ham, klemte hans hånd, skiftede til at stryge deres hænder over hans pande, diskret forsøgte de begge at skjule den gråd, der gennemrystede deres skuldre. ”Hvad gør vi? Fortæller vi ham, hvad der er sket?” hviskede kvindens stemme.

Han kunne se hendes røde, lyse lokker ud af øjenkroget. Det var hans mor. Lily Potter. Akkompagneret af hans far, James Potter. De snakkede med en tredje person, lavmælt, hviskende, med et øje der hele tiden holdte øje med Harry, for at tjekke om han lyttede; stadig var vågen; stadig var i live; stadig var der. Det var han. To sekunder senere, så var de ved hans side igen.

”Er jeg død?”

Det kradsede i halsen, krævede alt hans energi, efterlod ham øm, men han fik ordene presset ud af sin mund. Lily tog straks hans hånd, klemte den, så hårdt, at hvis ikke det var for at han kunne mærke kærligheden strømme fra hendes krop til hans, så ville det have gjort ondt. ”Du er ikke død. Næsten. Men du har kæmpet hårdt,” Harry nikkede. Det havde han. Han havde endelig besejret ham. Ham der ikke må benævnes. Ham, der havde myrdet hans forældre, de der må være bragt tilbage i form af hans illusioner, hans sinds inderste ønske.

Lord Voldemort var død.

Harry Potter havde dræbt ham.

Han havde selv set det. Med sine egne øjne. Voldemorts livløse krop, hvis sjæl ikke længere befandt sig på denne jord, han var virkelig væk, alle kunne bekræfte det, men de havde ikke fejret, de fejrede ikke, de sørgede, sørgede over de der stod til offer for virkelighedens barske realitet. ”Du har ligget i koma,” James’ stemme rev Harry tilbage til en anden virkelighed.

Lily rømmede sig, hviskede noget til James, der ud fra tonelejet kunne fortolkes som en dyb uenighed af, hvad han netop havde lukket ud i rummet, som der nu hang over dem som en mørk, tyk sky, der fik stilheden til at blive altdominerende.

Lily rømmede sig atter igen. Kæmpede med at holde tårerne tilbage, tårer på hendes ansigt virkede så malplaceret, han huskede ikke fra minder, men fra billeder, fortællinger, andres ord, tårer passede ikke ind i den beskrivelse, som han havde fået af hende.

”Du har ligget i koma ja,” begge forældres hænder klemte om hans hånd, ”siden du var 10 år. Du har ligget i koma i 8 år,” hendes stemme var usikker. Som at bevæge sig over en bro i midten af et uvejr.

”Da du var 11 begyndte du, at vise hjerneaktivitet igen, du overraskede os alle. Du var i live,” – ”Men bare ikke vågen.”

”Nu og da ville du udveksle visse ord. Ord der intet havde med os at gøre. Du snakkede om Dumbledore, Hogwarts. Voldemort. Avada Kedavra. Lægerne forstod ikke, hvor det kom fra, ingen af os gjorde.”

”Ingen kunne finde ud, hvad der var galt. Du var ikke død, men du var heller ikke levende. Du var udenfor en ulykke. En spritbilist kom kørende nedad vores vej, du legede med din far ude i forhaven, han mistede styringen..” Lily trak skælvende vejret. ”Han ramte jer. Dig først. Du bekæmpede alle odds, ingen havde troet på, at du ville overleve, men det gjorde du. Det har du dit ar som bevist for,” hun kærtegnede den højre side af hans pande. Der hvor det altid gjorde ondt, men der hvor det ikke gjorde ondt lige nu. Men arret var der stadig.

”Hvor meget husker du?” spurgte James efter et par sekunders stilhed.

Endnu et misbilligende blik blev sendt i hans retning fra hans kone.

”Magi,” sagde Harry hæst.

”Magi?”

”Ron, Hermione, Ginny..” det gjorde ondt i hans bryst. ”Hvor er de?”

Hans forældre udvekslede et forvirret blik.

”De flyttede for flere år siden. Hermiones forældre fik et jobtilbud i Frankrig, Ron og Ginnys familie fandt et større hus på landet i en anden by. Kan du virkelig huske dem? De var kun vores naboer indtil du fyldte 4,” forklarede James.

Harry forstod intet.

”Vi skal tilbage til Hogwarts!” forsatte han.

”Hogwarts?” Lily afbrød. Forvirret. Bekymret. Forvirret. Bekymret. Det var alt han så hos sine forældre. ”Hvad er det?”

Harry begyndte så småt at gå i panik. Han kunne mærke sveden samle sig på hans pande, pulsen der gik op, panikken der spredte sig i hans krop, fra tåspidserne til de sorte hår der stak ud fra hans hovedtop i alverdens retninger. ”I har selv gået der? Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab,” det tog alle hans kræfter at snakke, selvom det blot var lavmæle, hæse ord der forlod hans læber.

”Jeg ved ikke, hvad du snakker om..”  James lagde en hånd på Lilys og hun stoppede med at snakke. ”Hvad med, at du ligger dig til at sove?” – ”Du har allerede anstrengt dig alt for meget,” han sendte sin søn et olmt blik.

 

4 måneder senere

”Så intet af det passer?”

Han blev nødt til at høre det igen.

”Nej, men..” Harry skar hende af der. Han behøvede ikke at høre forklaringen igen. Forklaring om, hvordan hans sind havde skabt sig en verden for at kunne en overleve, en alternativ verden, da han ikke kunne klare sig i den virkelige. Om hvordan det ikke var virkeligt, som en realitet i muggler verdenen, som viste sig, at være den eneste rigtige, men hvordan det havde været virkeligt for ham. Men nej.

Intet af det passede.

”Tak for i dag,” sagde Harry og rejste sig. Det var en del af hans genoptræning. Disse psykolog timer. Det var en slags oprydning af hans tanker. Det bestod mest af gentagelser. Det var tydeligt at mærke, at denne dame søgte bestemte svar, så hun kunne sende ham videre i processen, markere sin klient som succesfuld, men det havde hjulpet – Hjulpet og hjulpet, han havde fået styr på sine tanker.

Hans forældre var ikke døde. Hogwarts fandtes ikke. Voldemort var en rekreation af krigen om overlevelse der rasede indeni ham.

Han havde et hjem. Et hjem med sit eget værelse. En lillesøster og en lillebror. En lillebror der lignede ham, med runde briller som ham selv, en lillesøster med røde, gyldne lokker. Familie der værdsatte hans tilstedeværelse højere end noget andet.

Han vidste, hvad der ventede ham, når han kom hjem. Aftensmad om bordet, alle samlet, latter, ligegyldige samtaler om alt, skænderi om, hvem der skal rydde af bordet, hygge i stuen. En seng han skulle sove i når dagen var omme.

 

* * *

”Goddag Harry.”

Harry tog hænderne for øjnene. Rummet var lyst. Der var ikke andet end lys. Ikke andet end lys og dem. ”I drømme møder vi en verden, der er fuldstændig vores egen,” – ”Drømme er virkelige. Men du må huske ikke at dvæle for meget ved dem og glemme at leve.”

Stemmen var rungende, fyldte rummet, lyden kom alle steder fra, kunne ikke lokaliseres, men han kunne føle den.

Han åbnede øjnene og lod sine øjne scanne hans omgivelser; hans værelse omgivet i mørke. Kun hans stemme afbrød stilheden.

 

”Tak, Dumbledore.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...