Blikket

Blikket

Han kiggede udover horisonten som han plejede. Han så begejstret ud, hans øjne fulgte pigens bevægelser på stranden som de så ofte havde gjort før.

1Likes
5Kommentarer
115Visninger

1. blikket

Blikket

 

Han kiggede udover horisonten som han plejede. Han så begejstret ud, hans øjne fulgte pigens bevægelser på stranden som de så ofte havde gjort før. Han vidste hun hed Bell. Samme nedslidte blonde kjole som altid, charmerende smil med et blik i øjet der fik ham helt blød i knæene. I det han stod og beundrede hende, var hun pludseligt væk. Nu drog ensomheden over igen, alene i det store hus på nær de få gange hans mor valgte at komme hjem fra alle sine mange arrangementer og begivenheder.

 

Det bankede på døren.

Han åbnede døren med sine svedige hænder, han så forbavset ud på den gode måde.

Bell stod i dør åbningen, han stivnende brændt. Han så på hende så kærligt, i det han beundrende hendes lange gyldne brune hår, hendes vidunderlige smil, silke hud og de dejlige diamant grønne øjne.

”Hej” sagde Bell med et muntret udtryk i ansigtet.

”Hey kom inden for” fløj ud af munden på ham, da han endelig kom til sig selv med et smil på læben.

Bell trådte ind. Han lukkede døren i og gik ind i stuen, ved siden af. Hun flugte så stille med uden at trække en mine, derimod flakkede hendes øjne rundt i hele lokalet, hendes øjne var som klistret, mon om han skulle sige noget. Bell begyndte at kører sin finger over bordfladen. Bell stod tættere på ham, han kunne mærke hendes åndedrag i nakken, hans hjerte begyndte at galopere.

”Dit hjerte banker” sagde Bell, kækt.

Han vendte sig om og deres ansigter var tætte på hinanden. Han støj hende blidt på kinden i nervøse træk og deres læber mødtes. Det gav et sus i ham da hun pludselig skubbet ham væk, hun så helt anderledes ud i sit ansigtsudtryk. Hun havde travlt med at komme ud, ud af stuen, igennem de store gange der var udstyret med Porcelæn.

 

Han havde aldrig set noget lignede.

Han fulgte efter hende. I et øjeblik troede han, at han havde mistet Bell af syne, hun løb så hurtigt. Han forstod ikke hvad Bell blev så skræmt af eller hvad der hastede så meget. Hun stoppede bræt op, der stod de midt ude i midten af ingenting. Han kiggede i et stykke tid men Bell rørte sig ikke, ikke det mindste. Hun stod med sig krop hændte op af noget, han men kunne ikke se hvad. Det var som om hun ikke kunne se ham stå der kun få meter væk. Han trådte et skridt fremad, og knæk lyd det fra under hans sko, en gren der spilteret itu. Bell hørte lyden, i det vendte hun sig om. Det blik der plagede at være i hendes øjne var nu store blodsprængte mørke øjne med et tomt blik, som han ikke kendte til. Han følte ubehag i alle knogler i sin krop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...