The peacemaker - Divergent fanfic

Ali er født og opvokset hos skytsenglene og er totalt og andels ligeglad med alle de andre faktioner. Hun syntes det er direkte irriterende, når der kommer folk til skytsenglene, fra de andre faktioner. Men måske kan en enkel fyr fra pacifisterne få hende til at ombestemme sig.
(Historie er skrevet til divergent skrive konkurrence)

7Likes
0Kommentarer
1692Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg er født til det her. Det her er mit liv.

Jeg pustede hårdt ud og satte mig op i sengen. Den var lidt hård, men jeg havde efterhånden vendt mig til den. Jeg havde slet bygget den af et pat paller og en madras. Min mor bankede hårdt på døren kort efter og flåede næsten døren op.
”Det er ikke i dag du skal komme for sent Ali.” Sagde hun strengt.
”Jeg ved det. Jeg ved det. Jeg vågnede faktisk før du kom ind, okay?” Jeg rullede med øjnene af hende. Hun skulede bare af mig og forlod straks huset for at tage ud til hegnet. Hun var beskytter af byen og gik hele dagen rundt med et AK-47 gevær. Ikke en dame man lige skulle pisse af. Jeg smed benene ud over sengekanten og lige ned i min kæmpe militærstøvler der var godt udtrådte efterhånden. Jeg var kommet sent jeg dagen før, da jeg havde rendt rundt med mine venner nede ven sprækken hele aftenen. Paul havde ledet som om han ville skubbe Kathleen i sprækken og hun skreg op. Vi blev hurtigt fanget af en af de voksne, men han valgte at være med i legen i stedet for at sige, at vi ikke måtte lege tæt på det gabende hul der var i vores kompleks. Det er det fede ved at være skytsengle. Man kan tillade sig næsten alt og selvom vi skal forstille at være byens beskyttere og politi og alt det halløj var vi også dem der havde det sjovest bag facaderne. Vi skulle ikke sidde stille i krogene og læse bøger eller diskutere politik dagligt. Vi snakkede om det der passede os. Jeg elsker det her, og derfor er jeg også 100% sikker på at egnethedstesten vil sende mig direkte tilbage hertil.

Jeg sjoskede ned til morgenmad hvor mine venner allerede sad ved vores sædvanlige bord. Efter i morgen vil der være en masse andre ved dette bord, som vi ikke kende. Det vil være skiftere fra andre faktioner. Små sandhedstalere, peacemakers og hvad andet, katten nu får slæbt med ind. Der skulle nok hurtigt blive sorteret godt ud i dem som altid. Vi er nogen der er født til det her liv.
”Det er virkelig klamt.” Konstaterede Kathleen. Paul sad og prøvede at fodre Hilary med hans kartoffelmos, men hun fik det tværet ud over hele hendes grinende ansigt. Det sad tilmed i hendes røde krøller.
”Kan hun ikke æde selv?” Spurgte jeg, da jeg satte mig. Paul grinte bare og forsatte med at smøre mosen ud på Hilary.
”Hvis du røre mig med det der, så får du tæsk.” Advarede Kathleen. Hun himlede med øjnene og tog en bid af hendes blåbær muffin og passede på hun ikke rørte ved andet end papiret. Hun skulle jo nødig få beskidte fingre. Hun var en meget forfængelig mulat pige med lang hår der var sat op i en høj hestehale. Man skulle ikke tro hun var skytsengle så påpasselig hun var med alt, men hun havde det ondeste cirkelspark, hvis man rørte hendes hår. Hun var også en af de bedste af os til at skyde og ramme plet, så man skal ikke skue en hund på hårene. Heller ikke selvom den er velfriseret.
”Av for helved!” Udbrød Paul og trak straks sine hænder til sig. Hilary havde bidt ham i hånden og skraldgrinte. Jeg selv kunne ikke lade være med at grine. Han havde rigtig godt af det.
”Klar på egnethedstesten?” Spurgte jeg og kiggede straks ned på min fransktoast. Vi måtte egentlig ikke snakke så meget om testen. Det var der regler om. Ingen vidste hvad der skulle foregå og hvad testen gik ud på, men vi fik konstant at vide, at hele vores liv indtil nu havde været en forberedelse til den her test. Det var noget af et pres for så unge mennesker som os.
”Så klar os man kan være, tror jeg.” Sagde Hilary der var holdt op med at grine og tørrede kartoffelmod af sit ansigt, med et stykke køkkenrulle. Paul hjalp hende med at få det ud, der sad i hendes hår.
”Hvad tror i testen går ud på?” Spurgte jeg stille, så de andre ved bordet ikke kunne høre os. Mine tre venner trak på skuldrene.
”Min storebror sagde det var møg ubehageligt. Andet ville han ikke sige.” Næsten hviskede Paul. Møg ubehageligt. Det lyder jo super.

Vi sprang af toget som altid og landede alle perfekt på benene – på nær Paul der skulle blærer sig med et rullefald. Vi var så vant til det efterhånden. Vi små løb ned af bakken imod skolen. Et af de få steder faktionerne blev blandet. Et par elever i blå stift tøj sprang til side for os, da vi kom løbende. Kloge åger fra Intelligentsia. De rystede på hovederne af os, men for at være ærlig er jeg ligeglad med dem. En gruppe leende elever sad samlet på nogle bænke uden for skolen. De var klædt i sparsomligt rødt og gult tøj. Hippierne eller pacifisterne. De lod deres hår gro vildt om deres hoveder og de gik som regel med en plante under armen eller lignende.  Ej okay, det var sket én gang, at en fyr tog en potteplante med i skole, men det var virkelig også sært.
”Se jer for! I tror i ejer det hele!” Blev der råbt efter os fra højre. Sanddru elever i sort og hvidt. De sagde hvad der passede dem og de var altid klar til at diskutere, men for at være helt ærlig, så kommer man ikke nogen vegne med at diskutere med dem. De er stædige som en flok gamle æsler. Da vi når dørene går et par gråklædte skikkelser til side for os og bukker hovederne. Puritanerne. Stiverter hele bundet. De lignede noget der var løgn i deres sparsomlige grå genbrugstøj der var lavet af lapper. Jeg havde aldrig haft noget med dem at gøre og ville heller ikke. De var simpelthen for mærkelige. Vi stoppede op uden for lokalerne. Der hang en liste i hvilken rækkefølge vi skulle gå ind i testlokalerne.

Vi stod pænt og ventede. Snakken gik, men vi blev i vores køer. Selvom vi var skytsengle og gjorde hvad det passede os, så var det her stadig den anden vigtigste dag i vores liv, og vi ville ikke gå glip af selv den mindste detalje, bare fordi der var en der råbte op eller grinte som en søløve. Rækkerne rykkede sig og folk kom ud ingen og så smårystede ud. Vi måtte ikke snakke med dem, sådan var reglerne, men vi sendte dem alle lange blikke. Jeg smilede til Hilary før hun gik ind før mig. Hun var blevet helt bleg, da hun pludselig stod forrest i køen. Jeg forsikrede hende, at der ikke måtte ske det store derinde. Ingen var kommet ud med sår i hovedet eller brækkede ben.  Dog var det mere en trøst for vores perfekte Kathleen. Dit ansigt er uskadt! Hurra! Snart blev det min tur og jeg gik ind på samme tid som Paul. Han sendte mig et lille smil og en tommel op, før vi begge trådte frem og dørene blev lukket bag os.

Det første jeg så var mig selv. Hele rummet var klistret til med spejle og jeg beundrede mig selv i det nærmeste, rettede min piercing i næsten, så den sad lige. En hosten kom fra den anden side af det lille rum. En Sanddru dame med gråsprængt hår sad og ventede utålmodigt på mig.
”Mit navn er Allyson. Sæt dig ned.” Beordrede hun. Kort og kontakt, må jeg da sige. Jeg satte mig midt i rummet i noget der lignede en muteret tandlægestol. Godt jeg ikke havde tandlæge skræk.
”Hvad kommer der til at ske?” Spurgte jeg nervøst og begyndte at slå hælene af mine militærstøvler ned i foret på stolen.
”Det får du at se.” Sagde Allyson koldt og klikkede løs på sin computer. Et øjeblik efter stak hun et lille glas i ansigtet på mig. Det indeholdt en klar væske der lignede vane, men noget sagde mig, at det ikke bare var et lille shot mineralvand.
”Hvad er det? Gift?” Spurgte jeg og tog imod det lille glas. Jeg snusede til det. Det lugtede ikke af noget.
”Hæld det ned.” Sagde hun bare og vendte sin opmærksomhed imod skærmen igen. Jeg stirrede lidt på væsken. Skulle jeg nippe lidt til den først eller? Det kunne ikke være gift, for de andre kom jo levende ud igen. Jeg gjorde til sidst som hun sagde, og drak væsken i en mundfuld. Selvom den ikke lugtede af noget, var smagen skarp. Det smagte lidt ligesom piller, når man ikke havde noget vand, til at skylle dem ned med. Jeg lavede en grimasse og klemte øjnene sammen.
”Hvad fanden er det for noget rævepis.” Spurgte jeg. Men da jeg åbnede øjnene igen, var damen væk. Jeg kiggede mig omkring i lokalet, men det eneste jeg kunne se, var mit eget spejlbillede. Jeg rejse mig og gik imod døren, men stoppede, da jeg så, at den ikke var der.
”Ømh.. Hallo?” Sagde jeg. Det var en smule klaustrofobisk og så alligevel. Med alle spejlene omkring en, var det svært at bedømme hvor stor eller lille rummet var. Det så ud som om det fortsatte ud i uendeligheder, men jeg så også mig selv fra 100 forskellige vinkler på én gang. Jeg snurrede forvirret rundt om mig selv. Jeg kunne se brændehullerne i min læderjakke, som Hilary lavede engang, da hun skulle prøve at ryge for første gang. Hun havde hørt at læder ikke kunne brænde. Den dag fandt jeg også ud af at min jakke ikke var ægte læder. Jeg kiggede nærmere på mig selv. Det var som om, at mine spejlbilleder ikke bevægede sig på samme tid og måde som mig. Jeg vendte mig hurtigt rundt og så min egen ryg igen. Jeg overvejede kort, om det var en anden person der stod foran mig, for når jeg gik frem imod personen med ryggen til, bevægede personen sig ikke.
”Hallo?” Prøvede jeg igen. Personen rykkede sig ikke. Jeg gik helt hen og lagde en hånd på skulderen af personen, men på samme tid, kunne jeg mærke nogen røre ved min skulder. Det gav et sæt i mig og jeg slog ud efter personen bag mig, som en naturlig reaktion. Min hånd røg lige igennem personen, som var hun en illusion. Personen var mig.
”Tag dig sammen og vælge din spade.” Sagde jeg til mig selv. Jeg blev helt forvirret. Det var underligt at stå og kigge på sig selv. Jeg havde en bums i panden, som jeg først så nu.
”Vælge hvad?” Spurgte jeg dumt.
”Bare vælg.”  Sagde jeg igen og pegede bag mig. Jeg vendte mig om og så et bord med to skåle af mat stål. I den ene lå en rå bøf og i den anden lå en lang kniv. Skulle jeg vælge i mellem dem? Og til hvad? Kniven trak mest. Men det er også kun fordi jeg elsker at kaste med dem, og ved en del om dem. Det var spændende at vide hvad den ægget var lavet af og skæftet var af mørkt træ. Bøffen er jo kun lækker når den er stegt. Jeg tog kniven og bordet forsvandt foran mig. Jeg spærrede øjnene op. Borde kunne da ikke bare sådan forsvinde?! Hvad er det her? Jeg blev hevet ud af min trance, da jeg hørte en knurren bag mig.
Jeg vendte mig om og stod ansigt til ansigt med en kæmpe stor schæfer hund. Jeg ville have beundret dens store pels, hvis ikke den havde blottede tænder.
”Sød vuffie!” Prøvede jeg, men hunden begyndte at løbe imod mig. Det eneste jeg havde på mig, var kniven. Men jeg ønskede jo ikke at skade dyret. Den var helt sikkert blevet kommanderet til at angribe mig. Det var et menneskes fejl, ikke dyrets. På den anden side; det var mig eller hunden. Jeg stillede mig klar med kniven og da hunden sprag op imod mit ansigt, hakkede jeg kniven op i struben på dyret og vi faldt begge. Jeg klemte øjnene i, før jeg ramte gulvet, men jeg mærkede ingenting. Da jeg åbnede øjnene igen, sad jeg med den sure Sanddru dame ved siden af mig. Jeg gispede efter vejret og kiggede mig vildt omkring efter hunden jeg lige havde dræbt, men der var ingen tegn på, at den havde været der.
”Der er vist ingen tvivl her. Du er født til at være skytsengle.”  Sagde Allyson og hamrede løs på tasterne.
”Så jeg er velegnet til at blive i skytsenglene?” Spurgte jeg for at være sikker.
”Det ser sådan ud. Du må gerne gå nu.” Allyson sendte mig ikke så meget som et kort glimt, før hun begyndte at hælde noget af den modbydelige væske op, til den næste der skulle ind i rummet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...