Blodhætte

Det er en gyserfortolkning af den originale Rødhætte. Den handler om Moon der skal hen til bedstemor, præcis som Rødhætte. Der sker bare noget lidt anderledes...

5Likes
2Kommentarer
399Visninger

1. Blodhætte

Der var engang en pige som hed Moon. Hun havde langt sort hår, og gik altid med en hvid kjole. Kjolen havde en hvid hætte, med indtørrede blodpletter fra alle de rotter, Moon havde dræbt gennem årene, og så havde hun store blå og tomme øjne.

Hendes mor, som alle kaldte Heksen, havde fået adskillige plastikoperationer, og hun lignede et skelet med udmagrede og tynde knogler. Hun røg også tre pakker cigaretter om dagen.

Moren kunne ikke lide Moon, fordi hun skulle bruge penge på hende, og hun ville hellere bruge pengene på cigaretter og operationer.

En dag sagde moren til Moon, at hun skulle tage hen til bedstemor, som var alvorlig syg. Bedstemoren hostede store mørkerøde farvede blodpletter op, og havde haft voldsomme hjerneblødninger flere gange. Moon var glad for sin bedstemor mere end noget andet. Så hun begav sig af sted gennem den dystre skov. Hun kunne høre et fjernt ulvehyl, og en gren der knækkede længere væk. Alle skovens dyr krøb i skjul. En lille sort kanin kravlede ind under en mosbegroet træstamme, og en grå stor fugl med spidst næb, fløj hurtigt ind i et nedbrændt træ. Fodtrinene kom nærmere og pludselig kom en stor zombielignende ulv ud mellem træerne. Moon skreg, da hun så den. Ulven havde blodskudte øjne, og adskillige skudhuller rundt omkring på kroppen. Dens lange gule tænder viste et dystert og sultent smil, da den fik øje på Moon, der stod og skælvede over hele kroppen.

”Goddag lille pige. Jeg kan se, at du er på vej over til bedstemor?” sagde ulven med hæs stemme. ”Ja, jeg ville bare muntre hende lidt op, inden hun dør, og bliver til sort, kold jord” svarede Moon med en lille hviskende, sukkersød stemme. Ulven løftede det ene øjenbryn, så det lignede, at hans øje var ved at falde ud. ”Du er Moon. Ikke sandt? Hende gyserpigen der bor over i det forladte kloster med den sindssyge mor?” sagde ulven med lidt rystende stemme.  ”Jo” sagde Moon. Når nogen sagde det på den måde, lød det endnu værre end hun selv syntes det var. Ulven løftede undersøgende hovedet, og sprang så væk i et øredøvende hyl.

 Moon gik videre. Vinden susede i træernes mørke kroner, og et blad kom raslende forbi. Var hendes liv virkelig så slemt? tænke hun. Moon havde aldrig tænkt på hendes liv på den måde. Hun var jo vant til det. De andre piger fra hendes klasse, gik i fine lyserøde kjoler med blonder, og havde lyselilla sløjfer i deres lyse krøllede hår. Når de blev hentet var det med kram og kys fra deres forældre. Når Moon blev hentet var det: ”Kom her din grimme tøs!” og hiven i håret af hendes mor.

Nu kunne hun se bedstemors lille hus længere fremme. Det var mørkegråt med afkalkede vægge og et stråtag der var ødelagt af kragerne, der havde taget stråene til deres reder. Moon gik ind af den rustne dør. Den sagde en høj knirkelyd, der fik bedstemodernes skaldede og sindsforvirrede kat Momo, til at fare rundt og sige som et æsel. I sengen henne ved det åbne vindue lå bedstemoren. Men hun så endnu værre ud, end hun plejede. Hun var kridhvid og lå med stift åbne øjne. ”Bedstemor?” sagde Moon stille. Intet svar. Moon gik hen for at trække dynen længere op omkring hende, men så til sin store rædsel, at der kun lå bedstemorens afhuggede hoved! Moon hørte en knirkelyd, hun skreg et skingert gyseligt skrig. Bag hende kom zombie ulven frem fra en mørk krog med en bloddryppende økse i hånden. Han hylede og løb hen mod Moon. Lige pludselig kom en brølende jæger, med ødelagt og beskidt tøj, løbende ind, med den største dolk Moon nogensinde havde set. Han havde ondskab malet i ansigtet og grinede et ondskabsfuldt grin. Ulven stak den hårløse hale mellem benene og sprang pibende ud af det store vindue, så det knuste i en million stykker. Jægeren sprang hen til bedstemoderens krop, der lå halvt inde i skabet, og flåede den op, så der kom gulligt blod over hele gulvet. Moon stod som naglet til stedet. Jægeren kom gående med store langsomme skridt hen mod Moon. Han rev hendes kolde hjerte ud. Moon nåede lige kun at skrige det sidste hjerteskærende skrig, inden hun faldt livløs om på gulvet.

Hjemme i deres hus, levede moren lykkeligt med hendes cigaretter og plastikoperationer, nu da hendes mor og datter var borte. For det var nemlig hende, der havde hyret jægeren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...