Best friends

Elizabeth & Alexander er bedste venner.
De gør alting sammen.
De har planlagt hele deres liv sammen.
Men tiden går, og planerne ændrer sig når mennesker gør.

9Likes
15Kommentarer
774Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Best friends

"A guy and a girl can be just friends. But at one point or another, they will fall for each other... Maybe temporarily. Maybe at the wrong time. Maybe too late, or maybe forever..."

 

ÅR 2004

Elizabeth's synsvinkel:

"Moooor, jeg tager ned til hulen!" Råber jeg mens jeg hurtigt løber ned af trapperne.

"Jaja Beth, men vi spiser om en halv time så du skal være tilbage inden" råber hun kærligt tilbage.

Jeg går hen til vores hoveddør og tager mine converse og en tynd jakke fordi det er ved at være lidt køligt udenfor, især nede i skoven. Jeg åbner hoveddøren mens jeg kigger på mit ur for at se hvad klokken er, den er 18.00, så jeg skal altså være hjemme klokken 18.30 ca. Jeg løber ned til skoven, der kun ligger et par hundrede meter væk fra der hvor vi bor. Det er et af de mest fantastiske og rolige steder jeg kender til, og det er mit sted. Eller, næsten mit i hvert fald næsten. Skoven må alle vel være i, men ikke i min hule. Det er kun mig der ved hvor den er, og min far, men det var altså også ham der byggede den! Jeg går igennem skoven, indtil jeg kan se havet. Der står et stort træ, med en lille træ hytte oppe i, som er dækket af blade og grene, afhængigt af årstiden. Jeg begynder at klatre op i træet. 

 

Alexanders' synsvinkel:

Jeg sidder oppe i en lille træ hytte og kigger ud over havet, mens jeg nyder den dejlige og friske duft af saltvand. Jeg tænker på, at jeg lige er flyttet til byen, og skal starte i skole i morgen. Min første skoledag i en helt ny klasse, fyldt med fremmede børn. Jeg håber virkelig jeg får nogle venner... Jeg bliver revet ud af mine tanker da jeg hører en der klatrer op i det træ jeg sidder i lige nu, formentlig for at komme ind i hytten. Jeg holder skræmt vejret, og kigger imod indgangen for at se hvem der kommer... 

 

Elizabeth's synsvinkel: 

Jeg kommer forbustet op i hytten, og er lige ved at falde ned derfra igen da jeg ser en dreng på min alder eller lidt ældre sidde og kigge på mig. Jeg spærrer øjnene op i forbløffelse, og kigger derefter surt på ham. Selvom jeg er sur på ham, fordi han er i MIN hule, kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til hans gyldne hår og smukke øjne. Hans hår har den her perfekte nuance af guld, brun og gul. Hans ene øje er lige så blåt som havet jeg er vokset op ved - og det andet øje, lige så smukt og grønt som træernes blade i skoven.

"Hej" siger en stemme, jeg ikke har hørt før. Så drengen er altså ikke fra skolen af, men på den anden side, hvis han var, ville jeg helt bestemt kunne huske ham.

"Hvad laver du her?" Spørger jeg lettere irriteret. Det her er jo mit sted! Hvordan kunne han vide at jeg havde en hule her?! Det er ikke fair det her... 

"J-jeg... Jeg så bare at der var en hytte oppe i træet og kravlede op i den... Jeg troede ikke der var nogen der brugte den. Undskyld! Jeg er lige flyttet til byen..." svarer drengen skræmt. Jeg smiler svagt til ham for at vise det er okay, og han smiler heldigvis tilbage, og ser knap så skræmt ud. 

"Hejsa, hvad hedder du?" Spørger jeg smilende mens jeg sætter mig ned overfor ham, og stryger en af mine brune lokker om bag mit øre.

"Alexander, men mine venner fra min gamle skole kalder mig bare Alex. Hvad med dig?" Svarer han og kigger spørgende på mig, mens han smiler så man kan se hans pæne hvide tænder. 

"Jeg hedder Elizabeth" svarer jeg sødt.

"Hvor gammel er du Elizabeth?" spørger han.

"Jeg er otte, så jeg skal begynde i anden klasse i morgen" svarer jeg stolt.

"Jeg er ni" siger han. 

Jeg kigger på ham med store øjne. 

"Skal du så starte i tredje klasse?" spørger jeg chokeret.

"Nej, jeg kom et år senere i skole" svarer han stille.

Jeg nikker og smiler. "Så skal vi måske gå i klasse sammen" siger jeg spændt.

"Ja" siger han og lyser op i et smil.

Jeg smiler mens jeg kigger ned på mit ur. Åh nej... Den er allerede 18.30. 

"Jeg skal spise nu, så jeg bliver nødt til at gå" siger jeg hurtigt mens jeg går hen mod udgangen til hytten.

"Vent Elizabeth" siger han stille. 

Jeg vender mig om.

"Ja?" svarer jeg.

"Vil du måske være med til at lave noget i morgen?" spørger han hurtigt mens han rødmer lidt.

"Selvfølgelig" siger jeg smilende. 

"Vi ses i morgen så" siger han og smiler stort.

"Vi ses" siger jeg smilende og klatrer ned af træet og løber hurtigt hjem. 

Jeg træder forpustet ind af døren, og ser min familie allerede sidder ved spisebordet og venter på mig. Jeg sparker mine sko af og hænger min jakke op på knagen, og går så ind til min dejlige familie. Jeg kysser min far og min mor på kinden, og sætter mig ned.

"Du plejer da altid at være hjemme til tiden Elizabeth?" siger min mor spørgende med et løftet øjenbryn og kigger på mig. 

"Jeg mødte bare en, så jeg glemte tiden" siger jeg hurtigt mens jeg kigger rødmende ned i bordet.

"ELIZABETH HAR FÅET EN KÆRESTEEE!" Råber min åh så seje storebror Mason. Han er 11, så han må jo gerne give mig nedladende kommentarer, for han er jo så meget bedre end mig. Det skal altså lige siges, at jeg er det kloge barn!

"Luk munden Mase" siger jeg surt og kigger på ham. Hvorfor skal han altid være så ond mod mig? Jeg sværger, nogen gange tror han altså jeg er en dreng på hans alder, så når han slås med mig er det altid mega vildt, og det ender altid med jeg begynder at græde og sladre til mor og far. Bagefter er han bare endnu mere vild.

"Stop så i to" siger min far en anelse strengt. Han bliver altid så nemt sur når han kommer hjem fra en lang arbejdsdag.

"Hvem var det du mødte, skat?" spørger min mor kærligt og nusser mig på armen mens hun giver mig det der, "fortæl mig det" blik.

"En dreng der hedder Alexander, han er lige flyttet til byen sammen med sine forældre. Han er ni år, så vi skal måske starte i den samme klasse i morgen" svarer jeg og smiler stort til hende.

"De er vores nye nabo, de er flyttet ind i det store hus ved siden af vores" siger hun og smiler.

Jeg nikker og spiser hurtigt min lasagne. 

"Må jeg godt gå fra?" spørger jeg og kigger på mine forældre.

"Jaja, du skal bare lige sætte din tallerken i opvaskeren" svarer min far.

Jeg nikker og går hurtigt ud i køkkenet med min tallerken og sætter den i opvaskemaskinen. Jeg løber op af trapperne, og ind på mit værelse hvor jeg kigger ud af mit vindue for at se hvem der har fået værelset overfor mit. Jeg ser det er Alexander. Han sidder på sin seng hvor dyne og pude betrækket er med ninja turtles. Jeg smiler for mig selv, og håber på at Alexander og jeg vil blive gode venner. Måske endda bedste venner, men alligevel... Gud, hør på... Kan min bedste ven ikke godt være en pige?!

 

 

Okay... Det her var første kapitel, jeg håber I kunne lide det!
Please skriv hvis der er noget jeg skal have skrevet på en anden måde eller lave om på!

Elsker jer!
Olivia**


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...