Only Him ~ H.S.

Hun troede aldrig at hun ville opleve noget som det, men da den unge pige fra tøj forretningen forelsker sig i den unge sanger med brunt krøllet hår, grønne øjne og smilehuller, kan hun mere end hun forventer.
Hendes mor havde slået hånden af hende, og da pigen finder ud af at hun er gravid, går hun i panik.
Hun tænker ikke klart.

© All Rights Saved To LOOOVE_BY_BOYS. || 2015.

5Likes
1Kommentarer
316Visninger
AA

1. One Shot ~ H.S.

Endnu en gang var hun faldet i staver. Det måtte altså stoppe. En eller anden dag ville hun gøre det imens hun laver noget farligt, også kan det altså godt koste hende livet.

Men det var jo ikke hendes fejl!

Det var ikke hende, der havde valgt, at han skulle tabe hendes hjerte. At han skulle efterlade et kæmpe hul i hendes bryst, der ikke havde en chance for at blive fyldt igen. At han skulle flå hendes verden fra hinanden og efterlade det som en svinesti. Det var ingens fejl. Men det hjalp hende ikke. Det eneste der kunne hjælpe hende, var ham.

Han kunne komme og redde hende. Række hende den hånd, hun så inderligt havde brug for. Men han kom aldrig, og han ville aldrig nogensinde komme. Det vidste hun jo også godt. Alligevel kunne hun ikke lade være med at sidde og kigge ud af vinduet, tage ned til hans ynglings café eller hans ynglings pub. Bare for at se om hun kunne få ét lille glimt af ham. Hun ville blive så lykkelig. Han ville blive så lykkelig, også ville de løbe mod hinanden, med tårer i øjnene og kæmpe smil på læberne, mens de kæmpede sig vej frem til deres elskede. De ville blive genforenet, og leve resten af deres liv sammen.

Selvom hendes mor ville slå hende ihjel hvis det skete, så var dét det hun ønskede sig mest til jul.

 

"Det er da ikke min skyld!" havde han råbt.

"Hvis skyld er det så? Er det måske min?" havde hun råbt, mindst ligeså hårdt tilbage til ham, som han havde gjort til hende. Tårerne løb ned af hendes kinder, i tykke stråler, mens hun holdte den lille pinde lignende plastik test op foran hendes ansigt, og fortsatte med at diskutere med hendes kæreste. "Det her er dig! Hvad tror du ikke folk vil tænke om os nu?!" hun råbte ikke mere. Nej hun skreg.

"Hvis du nu bare for en gangs skyld kunne skide på andres mening! Men det kan du ikke og det gør dig så fucking svag" han gik mod hoveddøren, men nåede ikke så langt, før hun havde stukket ham en lussing på hans venstre kind. Hans øjne blev store, og han blev rød i hoved, inden han forlod hende.

Deres sidste minde sammen, var ikke just som man kunne have håbet på. Men lige meget hvor højt hun ønskede at ændre det, var det en umulighed. Han var væk, og ville aldrig nogensinde komme tilbage.

 

Langsomt gik hun ind i den store stue og over til vinduet for at kigge ud. Det var endelig begyndt at sne. Vinter havde altid været hendes ynglings årstid. Hun elskede hyggen, glæden og auraen den medbragte. At man bare kunne sidde indenfor, med en kop the, var virkelig også noget hun satte pris på. Modsat alle andre, ville hun ikke nødvendigvis blive gladest for at modtage gaver. Nej, det hun virkelig værdsatte var at give. At se glæden, i hendes nærmestes øjne, var alt hun ville have.

Han havde også elsket vinteren. Men han var en af de typer, der ikke kunne vælge. Det var altid det samme: han stod med to ting, han ikke kunne vælge imellem.

Det var faktisk sådan de havde mødtes, første gang.

 

"Kan du hjælpe mig?" spurgte han den unge, kvindelige medarbejder han havde fået øje på. Egentlig havde han det ikke så godt, med at spørge andre om hjælp. Han kunne jo godt selv, men i dag havde han ikke hans kæreste med til at hjælpe ham. Stephanie hed hans kæreste. Hun mente altid det modsatte af ham, og hun fik altid ret, men han elskede hende stadig.

Medarbejderen vendte sig om mod ham, og smilede.

"Ja selvfølgelig! Hvad kan jeg hjælpe dig med?" svarede hun.

Hun var smuk, ingen tvivl om det. Hendes lange, mørke krøller indrammede hendes ansigt perfekt. Hendes læber, der var belagt med et tyndt lag skinnende væske, var fyldige. Hendes krop var formet perfekt. Hun lignede en engel.

Da han opdagede, at han havde stået og stirret på hende, kløede han sig akavet i nakken, og grinede lidt af situationen, selvom den ikke var sjov. Først da kom han i tanke om, at han ikke havde sagt hvad hun skulle hjælpe ham med. Derfor sagde han: "Jeg skal fejre 7 årsdag med mit band og jeg ved ikke hvilken af disse skjorter jeg skal vælge derfor tænkte jeg at du kunne hjælpe mig med det" og holdt dem op, så hun kunne se dem begge. Hun trak lidt på skulderen, efter hun havde set på dem i nogle lange sekunder. Men hun så ikke yderligere imponeret ud.

"Vil du have min personlige mening?" han nikkede hurtigt på hoved. "Så kan jeg ikke lide nogen af dem. Den her er derimod meget bedre" hun gav ham en mørkeblå skjorte, hvorpå der var et lyst mønster. Derefter fandt hun en blazer, i en endnu mørkere blå nuance, og matchende tørklæde. Han nikkede anerkendende, smilede til hende og gik over til prøverummet, for at prøve det. Inden længe havde han prøvet det, og skulle til at betale.

 

Efter den dag havde de bare stødt på hinanden tilfældigt i byen, og var faldet i snak. Han havde flere gange inviteret hende på middag, og sådan var deres forhold begyndt. Han gjorde det også forbi med hans kæreste, Stephanie, da han mente at de var for forskellige.

Den dag han fortalte hende, at han havde gjort det forbi med hans kæreste, var den lykkeligste dag i hendes liv. Hun kunne ikke stoppe med at smile, og ligne en idiot i hoved.

Til gengæld slog det hende også hård, den dag hun blev nødt til at ringe til hans bandmedlemmer, for at meddele dem den forfærdelige nyhed. De var alle blevet synderknuste. Han var trodsalt også en stor del af deres liv. Ja, han var en stor del af alles liv. Han var altid så glad og smilende. Altid så sød og betænksom.

Deres sidste dag sammen skulle aldrig have fundet sted. Det var en tanke, der tit løb igennem hendes urolige og kaotiske sind.

Deres dag var startet ud normalt: Han var stået tidligt op, for at mødes med de andre drenge. Der var lavet brunch, da hun stod op. Hun havde haft lidt morgen kvalme, men det havde hun haft i et stykke tid, så det var ikke noget hun lagde yderligere mærke til.

Men da hun så beslutter sig for at finde ud af, hvorfor hun kan have det dårlig, ændre alt sig.

Hun kom i tanke om graviditetstesterne, der lå ude på badeværelset, under håndvasken. Hans mor havde været så betænksom, at give dem et lille hint om hvad hun mente skulle gøres, så moderen havde givet dem testene i forlovelsesgave, der blev holdt, da han havde friet til hende, kun få måneder før. Med rystende hænder og svage ben bevægede hun sig mod badeværelset, og fandt en test frem. Da hun var færdig, og resultatet blev vist, døde lidt af hende indeni.

Hun var gravid! Og hun var ulykkelig. Ikke nok med at hun skulle tage sig af sig selv, hendes job og hendes syge far, så skulle hun, i fremtiden, også tage sig af et lille barn. Deres barn. Det kunne ikke passe! Hun var jo slet ikke klar til at være mor. Hun havde ikke engang en rigtig uddannelse endnu. For ikke at tale om ham.

Han var på ingen måde egnet til at være far. Han var jo en popstjerne. Et teen age idol.

Han kunne ikke tage sig af et lille barn, imens han var på verdensturne, eller spillede koncerter. Desuden mente hun ikke, at deres hjem var det rette element for et barn, at vokse op i. Alle paparazzierne, deres fans, rygterne, hun kunne blive ved. Det var ikke et miljø for et lille barn. Børn har brug for omsorg, kærlighed, trygge rammer og ro. Men hvis de skulle være forældre, ville de kun kunne tilbyde kærlighed og omsorg, hvilket de ikke engang ville kunne levere nok af. Deres barn ville ende med at føle sig alene, forladt og ikke god nok. Hun havde godt hørt, hvordan det endte for sådanne børn. De ville cutte, begå selvmord og ende ude i et stofmisbrug, der var umuligt at komme ud af. Sådan en fremtid ønskede hun ikke for nogen. Men samtidig kunne hun ikke få sig selv til at slå et uskyldigt væsen ihjel, på grund af en af deres fejltagelser.

Da han endelig kom hjem, og hørte det, blev han ellevild. Han svang hende rundt i stuen, og spurgte om hun ikke bare var lykkelig. Men det var hun ikke. Hun var knust. Hun var skræmt fra vid og sans, og intet kunne få hende til at tænke klart. Hun fortalte ham, at der jo var andre muligheder, de kunne jo bortadoptere. Men det ville han ikke, han ville have deres barn, det var jo deres. De begyndte at skændes. I en halv time råbte og skreg de bare af hinanden. Lige indtil han gik. Hun vidste godt at hun skulle have stoppet ham, hun kunne mærke det. Dog gjorde hun det ikke. Og hun ville fortryde det, til den dag hun dør.

Hun glædede sig. Glædede sig til at dø.

Måske, sagde lægerne. Måske vil han en dag vågne op, men hun ville ikke leve i håbet. Hun ville videre, være stærk og støtte hendes barn. Hun ville rejse væk fra London, ud på landet. Hun ville døbe deres barn, i en flot kirke, omringet af raspmarker. Hun ville leje et lille hus, i en lille landsby. Der skulle hun bo med barnet, de skulle have en stor have, hvori der skulle være en lille sø. Barnet ville vokse op, arve sin fars krøller, smilehuller og de flotte grønne øjne, der altid skinnede så flot i lyset. Barnet ville godt nok ikke kende sin far, men barnet ville leve et godt liv.

Men i sidste ende, var det så det der betød noget?

Hun blev hævet ud af sin dagdrøm, af telefonen der ringede. Hun tog den, og lyttede godt efter.

"Taler jeg med en Miss. Lois Adams?" spurgte stemmen. Hun svarede, med et enkelt ja, og ventede på at stemmen ville fortsætte.

"Jeg ringer for at meddele at en Mr. Harry Styles er vågnet op fra komaen og at du kan komme og besøge ham." Tårerne løb ned af hendes kinder, hendes krop blev slap og hendes hjerte begyndte at banke, hurtigere og hurtigere. Hun kunne ikke forstå det! Hendes kæreste, gennem 2 år var vågnet op fra den koma han havde været i, i 3 måneder. Hun tabte telefonen, begravede hendes ansigt i sine hænder og begyndte at skrige.

Hun følte sig ikke tom og alene mere, for hun vidste at der var håb forude.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...