Competence

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2015
  • Opdateret: 3 mar. 2015
  • Status: Igang
I fremtidslandet Sinnia er samfundet splittet op i klasser efter rang og velstand. Da sekstenårige Kris som en af de absolut lavest stillede i underklassen beslutter sig for at prøve lykken i Kompetenceprøven, bryder helvede løs.
Vil det mon lykkes hende at bestå og dermed imødegå et liv med velstand i herskerens hof? Eller vil prøverne blive for meget for hende? Hvis hun fejler, kan det vise sig som en fatal beslutning, hun sent skal glemme.

11Likes
4Kommentarer
491Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Regnen silede ned. Kris strøg varsomt en hånd gennem sit hår, påpasselig med ikke at lade den dybe hætte falde tilbage. Foran hende stod en mager skikkelse med mørkt, brunt hår. Vedkommende havde ingen kappe på, og Kris måtte atter tvinge sig selv til ikke at kigge på den bare hud, der viste sig ved de markerede arme og ben. Det var ikke høfligt at snage.

   Køen var kort her i Sia-distriktet. Det var her, folk som hende boede. De fattige, dem med færrest rettigheder. De ubetydelige, som de i folkemunde blev kaldt. Kris havde aldrig været udenfor distriktet, men hun håbede, at dette kunne gøre forskellen.

   ”Næste!” lød en dyb stemme, og køen trådte synkront et skridt frem, da den forreste var gået ind i det aflukkede rum for enden. Hvad der præcist ville foregå derinde var Kris endnu ikke sikker på, men hun vidste, det var en form for indledende kvalifikationsrunde. Bestod man dén, ville man officielt blive en del af årets kompetenceprøvefinalister.

   Køen rykkede atter et skridt frem et par minutter senere, og hun tillod sig at kaste et blik rundt på de få andre, der havde valgt at tage chancen og melde sig til. Af hvad hun kunne se var de fleste mænd, alle omkring tyveårsalderen. De var større og stærkere end den gennemsnitlige borger i distriktet, hvilket sandsynligvis var grunden til, de havde håbet og modet til at deltage.

   Selv var Kris ikke noget særligt. Hun var tynd og splejset, havde hverken store muskler eller specielt meget fedt på kroppen. Med kappen på og kroppen tildækket, som buddet gik på at man skulle være som borger i Sinnias mindre velstillede distrikter, lignede hun mest af alt en dreng.

   Fyren foran hende blev kaldt ind, og omsider fik frygten tag i Kris. Hvad nu, hvis hun ikke var god nok? Hvad nu hvis hun var god nok? Hun vidste snart ikke, hvad hun frygtede mest. Blev man først en del af finalisterne var der ingen vej tilbage. Og var man ikke en del af vinderne? Ja, så kunne man godt vinke farvel til alle rester af værdighed, der da trods alt var i livet som det var.

   Stemmen fra det aflukkede rum kaldte atter den næste i række frem. Kris stod et øjeblik forstenet, før hun atter fik samlet mod nok til sig til at tage et skridt. Hun slog med bankende hjerte det tunge stykke stof til side og gik ind i det lille aflukke.

   Til venstre sad en embedsmand i fint jakkesæt bag et halvrustent stålbord. Hans pæne ydre stod i skarp kontrast til de støvede og beskidte omgivelser, og det trak let i Kris’ smilebånd. Hun slog forsigtigt hætten tilbage og satte sig på den anden side af stålbordet.

   ”Identitet?” spurgte manden ligegyldigt, og Kris rakte prøvende sin hånd frem. Indopereret i håndledet sad hendes chip, som hun havde fået indopereret ved fødslen. De var blevet indført for flere århundreder siden, så identitetstyveri ikke længere ville være et problem.

   Manden scannede automatisk hendes håndled via mekanismen i den håndholdte multimat. Hun så hvordan han hurtigt lod øjnene glide igennem hendes informationer, før han så op. Han hævede kort øjenbrynene af hende. ”Er Kris ikke et lidt besynderligt navn til en pige?”

   Kris trak blot ligegyldigt på skuldrene. Det var ikke fordi, hun ikke havde hørt dén kommentar før. ”Er det ikke en lidt besynderlig adfærd for en velstående embedsmand som dig at stille tåbelige spørgsmål til en pige fra Sia-distriktet?” gav hun igen.  

   Manden rettede sig tænksomt op i stolen. ”Det kan du vel på sin vis have ret i,” kommenterede han tørt. ”Jeg burde velsagtens bare smide dig ud med en afvisning. Du er alligevel alt for tynd til at komme i betragtning som finalist.”

   Et hvæs undslap Kris’ læber. ”Så du siger, tynde mennesker ikke kan komme i betragtning? Så kan I da først om sidst nedlægge rekrutteringerne her i distriktet. Det er ikke fordi, vi ligefrem vælter os i hverken penge eller mad.”

   Hendes øjne lynede. Hun vidste godt, at hun sandsynligvis var gået for vidt overfor denne velstillede mand, men hun brød sig ikke om at blive afvist udelukkende grundet sit skravlede udseende. Hun rejste sig brat op og knyttede vredt næverne.

   Manden lagde med let sammenknebne øjne hovedet på skrå. Han rejste sig op og tårnede sig med ét op over hende. Hun krympede sig mærkbart under hans granskende blik.

   ”Gåpåmod har du da trods alt,” mumlede han ved sig selv og satte sig resigneret ned. Kris fulgte hans eksempel og satte sig vagtsomt på kanten af den vakkelvorne stol. Hun fulgte hans bevægelser, da han åbnede et dokument på sin skærm.

   ”Jeg indsender normalt ikke forslag til kandidater på halve grundlag, men i dit tilfælde vil jeg gøre en undtagelse. Vi har fået specifikke retningslinjer om at gå efter folk med viljestyrke og intelligens … Hvordan de så har tænkt sig, jeg skal finde ud af det. Men jeg går ud fra, du vel teknisk set godt kunne komme i den kategori.”

   ”Så jeg er med alligevel?” spurgte Kris, nu lettere forvirret. Manden trak igen på skuldrene og begyndte at taste løs på keyboardet.

   ”Måske,” svarede han omsider, da hans fingre atter var faldet til ro. ”Du overholder ingen af de andre retningslinjer, vi normalt kigger efter ved disse udvælgelsessamtaler, men jeg har ordre om at sende en ansøgning afsted alligevel. Jeg tror dog ikke, du skal forvente for meget.”

   Kris nikkede. Hun var overrasket over den hurtige drejning, tingene havde taget, men turde dog ikke få sine håb op. Sandsynligheden, for at denne mands overordnede ville se noget særligt i hende, var så godt som ikkeeksisterende. Det var i hvert fald, hvad hun fortalte sig selv.

   Han rakte hende en lille sort kasse. En vibreringsalarm, huskede hun. ”Jeg har sendt dine oplysninger afsted til dem højere oppe,” meddelte han, da hun tog imod den. ”Du skulle gerne få svar inden 24 timer. Jeg går ud fra, du ved hvordan den virker.”

   ”Hvis den vibrerer betyder det en bestemt ting. Ikke?” spurgte hun usikkert. Teknologi var ikke noget, hun ofte var i besiddelse af. Vibreringsalarmer var smarte, elektroniske kasser, man kunne have på sig hvor som helst. Til symbolske, hemmelige beskeder vidste hun, de var brugbare, men hvad skulle en Sia-pige som hende dog med det? Hun var aldrig blevet givet en før.

   Manden strammede læberne misbilligende sammen. ”Jeg bliver ved med at glemme, hvor lidt viden I har om resten af verden her i distriktet. Hvis den brummer, er det fordi, du er blevet godtaget, og du skal straks møde op i jeres informationscenter. Hvis den ikke gør, skal du også gå hen i informationscenteret, men udelukkende for at aflevere den tilbage. Er det forstået?”

  Kris nikkede. Hun trak varsomt sin hætte over hovedet igen, smuttede ud under forhænget og vendte næsen hjemad i det nu lette regnvejr. Da hun omsider nåede bygningen, hun boede i, var hun gennemblødt fra top til tå. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...