Månen

En del af en lille novellesamling jeg er igang med at skrive.
Novellerne behandler dagligdagsemner i temaer.

0Likes
0Kommentarer
177Visninger
AA

1. Månen

Han kiggede op. De før så knivskarpe skygger, der stod i stor kontrast til det blændende lys udenfor var begyndt at bløde op. Solen havde trådt af og månen var klar til at møde ind på nattevagt. Persiennerne var trukket for og om dagen stod skyggerne som tremmer ned over hans blege ansigt, men nu kom natten og en følelse af frihed sitrede i hele hans krop. Det var nu alle sov. Det var nu han var fri. Hans gyldne time. 

 

Han svingede benene ud over sengekanten og hans spinkle krop rejste sig som en virrende flagstang i hård vind. Rummet var mørkt og han greb ud efter noget tøj på gulvet.

Efter han havde smidt noget tøj på kroppen, listede han ud af værelset og sprang let og elegant hen over det ellers knagende dørtrin.
Lyden fra stuen brød muren af stilhed, der altid stod rejst omkring ham inde på sit værelse. Mørket blev brudt af farver, der dansede på væggen i entréen og lyden af “Nyhederne” overdøvede hans knirkende krop, der larmede for hvert skridt han tog. Forsigtig lænede han sin krop ind mod døråbningen, lige akkurat så hans ene øje kunne skimte ind i stuen og analysere terrænet.

I sofaen sad to zombier, der var var mere fuldkommen opslugt af nyhederne. Den hylende stemme fra en kvindelig nyhedsoplæser blev konstant brudt af en uendelig slubren fra to sæt læber, der synkront smøgede sig om hvert sit krus og bød den sorte varme væske velkommen ned i ganen.
Pludselig ophørtes den evindelige slubren, som blev efterfulgt af et suk. Koppen var tom. For første gang siden han havde stilt sig hen i døråbningen var der nogen som rørte på sig. Den kvindelige skikkelse rejste sig, men så hurtigt som hun var kommet op, ligeså hurtigt mødte hendes fedladne krop igen den beskidte sofa. Rummet emmede af afmagt og dovenskab.

 

Da han passerede døråbningen dansede farverne fra flimmerkassen hen over hans krop, men han fortsatte videre ud mod døren, mod friheden.
Den kølige aftenbrise ramte ham blidt i ansigtet og legede med hans små dun på kinderne, da han forsigtigt åbnede hoveddøren.
Den varme kind og den kolde luft mødtes og det begyndte at krible i hele hans krop. Som en vulkan gik han i udbrud. Der sprøjtede forløsning rundt i hans krop. Det bredte sig som en steppebrand indeni ham.

Nu var han fri. 

 

Frihedsfølelsen gav ham vinger og snart ville han flyve oppe på himlen, sammen med hans eneste ven. Den store lysende runde planet. Månen.
Nattehimlen var klar og overalt synes stjernernes blinken, at være at finde. De små blinkende lygter blegnede dog i lyset af månen, der stod på himlen som den altid havde gjort.

Den fulgte ham hver nat og det havde den gjort så længe han kunne huske. 

Det var hans ven. Hans måne. 

 

Han havde længe troet at alle børn, der manglede en ven havde fået en på nattehimlen, men en sen novemberdag gik han hjem fra en af sine venner. Hans vens måne fulgte ham. Den stod på himlen som hans egen gjorde.
Hans måne var også alle andres måne. Alle andres ven. 

 

Den lyttede når han havde brug for det og svarede aldrig igen.
Tænk alle de historier den gamle måne måtte have fået, fra så mange børn før ham. Mon de alle havde været ligeså ensomme som han selv var. 

 

Hans tanker blev brudt da månen pludselig syntes borte. Panikken bredte sig som en infektion i hans krop. Månen var skjult bag en tåge af uhygge. Tågen var tæt og mørk som en regnvejrssky på en solrig sommerdag.
Det var hans time. Hvorfor blev månen slugt af den tætte griske tåge. Det var hans tåge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...