Definitionen af galskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2015
  • Opdateret: 24 feb. 2015
  • Status: Færdig
~ Spørgsmålet er bare: Hvad er din definition af galskab? ((Dette er en tekst, der skal optræde i en antologi om ikke så længe.))

2Likes
2Kommentarer
154Visninger
AA

1. Definitionen af galskab

 

Galskab: Tilstanden hvor fornuft og sammenhæng er kaotisk meningsløst.

Allerhelst vil han skrige. Skrige så længe og hjerteskærende, at glas ville knuses ved sammenstødet med lydbølgerne. Skrige indtil han ingen stemme har, lade de salte tårer vælte afsted som en buldrende fos… Men dette er så elendigt, at det ikke er værd at græde over. Og man kan ikke skrige under vand.

Endelig bryder han den sorte overflade. Dråberne han forsøger at holde sig opover er som blæk, tykt og sort har det lagt sig henover hans nøgne krop, hår, ansigt. Blæk han skulle have brugt til at skrive med, danne ord, sætninger – de blev aldrig til, og så alligevel.

Der er en kant. Hvis han rækker sin ene hånd ud, kan han måske nå den. Hvid og skinnende venter den længere henne. Hans redning. Hans eneste redning.

Gispende griber han fat i det hårde materiale, i et forsøg på at trække resten af kroppen op. Det er koldt, så ulidelig koldt, og det sorte vand der endnu dækker hans overkrop og ned føles som iskrystaller. De prikker og borer sig ind i huden på ham, uden at efterlade sig det mindste mærke. En usynlig lidelse, en ueksisterende smerte.

Alt omkring ham er mørkt, lige så uigennemtrængeligt som en tåge. Kun platformen har en anden farve, som den står der, robust og glat. Så glat at det næsten er umuligt for ham at trække sig op.

Einstein sagde engang, at galskab kunne defineres som; At gøre det samme flere gange, men forvente et anderledes udfald.

Pludselig er det som om, at der falder noget fra hvad der burde have været en himmel. Ved første øjekast ligner det sne, langsomt og yndefuldt faldende, men i virkeligheden er det noget andet: En uendelig regn af ark i en ubærlig, hvid farve. Og der står intet skrevet på dem, da de lander på det sorte vands overflade, platformen og omkring ham.

… Hvor mange gange har han ikke prøvet at skabe en fortælling med mening, ord, sætninger, uden at komme nogen vegne? Afslører disse stykker papir hans tomhed, forvirring, løgne, alt?

Der er stille, så ulideligt stille. Og i næste nu lyder der skridt. I den mørke horisont på den anden side af platformen, dukker der en skikkelse op, dernæst en person. Farverne er lige så triste som alt det andet: Kridhvid hud, natsort hår, gråt tøj… Og dog: Hvad der skiller sig ud, er øjnene. Himmelblå, klare og ikke mindst kølige. Kolde som det blæksorte vand, han endnu ikke har fået kæmpet sig væk fra.

Hjælp mig, jeg beder dig!

Han rækker hænderne udefter personen, får fat i buksekanten, dernæst benet. Hvad der skræmmer ham mest, er vedkommendes ansigt. Han ser ind i øjnene på sig selv, det er hans ansigt, ham der står oppe på fast grund. Og da han ud af øjenkrogen ser sin genspejling i vandet, synker hans hjerte til bunds: Genspejlingen viser måske det samme ansigt, men hans egne øjne er blodige røde og håret platinblondt. De er forskellige, men måske alligevel den samme.

Pludselig ændres udtrykket i den blåøjede tvillings ansigt henne på platformen. Munden fortrækker sig i et umenneskeligt grin, de pjuskede bryn rynkes, og det der måske var den hvide i en sort version, løfter sit frie ben. Dernæst, med et velplaceret spark og pres lagt til, skubbes den rødøjede ned i vandet igen.

Han stritter imod, forsøger at skrige igen, men ingen lyd undslipper hans læber. Febrilsk, fortabt. Og han kan høre sin egen stemme i sit hoved, en lille række ord, der stammer fra skikkelsen over ham, trods han ingenting siger.

Synk. Drukn.

Men han slipper ikke. Han slipper for Guds skyld ikke. I stedet bider han sig fast, slipper, presser neglene imod benet, stædigt, naivt… Indtil den blåøjede sætter sig på hug og fletter sine fingre i et stramt tag om hans hals. Det er næsten lige så slemt, som da han var under vand. Ingen luft, intet liv. Kun en ubeskrivelig tomhed.

I et øjeblik ligner det næsten, at der flyver en flig af fortrydelse henover den blåøjedes ansigt – i hvert fald, da han giver slip på den hvidhårede, rødøjede. Han bevæger sig ikke længere, selvom øjnene er spærret op i en uforstående grimasse. Det er nytteløst at kæmpe imod.

Hvorfor kom du i det hele taget?

Så er det dog som om, at den blå tager sig sammen. Endnu en gang hæver han foden og presser den livløse krop imod det blæksorte vand, der skvulper til alle sider. Og selvom den rødøjede ikke længere bevæger sig, er lige så død som en sten, opfanger hans blik alt.

Spørgsmålet er bare…

Da begynder den blå at gå imod den mørke tåge igen. Forsvinder ind i horisonten. Bag ham ligger der en sø af sort, en hvid sti og et isslag af tomme papirark. Hverken han eller den røde ved, hvad de kom efter. Måske den historie, som de aldrig fik fortalt – den fortælling der aldrig blev til… Og som heller aldrig vil. Præcis ligesom dem. Glemt.

 Men iblandt glemte ord, minder og mennesker, vil der altid være lige så ubesvarede spørgsmål. De vil fortsætte med at være, hvad de er: Ueksisterende.

Og da, stiller han – den blå – sig selv det sidste spørgsmål, et spørgsmål der i denne situation er usammenhængende, kaotisk og meningsløst:

… Hvad er din definition af galskab?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...