Dit nye format

Et digt skrevet til en afdød ven, der troede på reinkarnation.

1Likes
0Kommentarer
153Visninger

1. Dit nye format

Dit nye format

 

Jeg troede det var et digt

Af Leonard Cohen

Men det var dit eget

Et sms-digt

Om livets flygtighed

Dødens pludselige bid

Det ene øjeblik her

En sæbeboble af kød og blod

Det næste puf

Væk

 

Måske kommer vi tilbage til universet

sagde jeg

nej, vi kommer ikke tilbage

vi er universet

sagde du

døden findes ikke

vi ændrer os bare til noget andet

et nyt format

 

Du var ikke bange for at briste

Det ved jeg

Men hvorfor lige nu

Vi skulle jo lave den hjemmeside

Skrive den der sang

Spise den her middag

 

Du skrev på en roman

Som var god at falde i søvn til

Dit hoved lå på tastaturet

Og drømte den perfekte slutning

Nanos stemme flettede sig ind

På lysegrå kattepoter

Din kat mente

Du var nærig med kommaerne

Jeg vil gerne læse din roman

selv om den ender blindt

Må jeg låne den

Hvis det bliver regnvejr i morgen

 

Okay

Det vil du så ikke svare på

Kun det dér med døden

At den ikke findes

At vi ændrer os til noget andet

et nyt format

 

Det er meget godt alt sammen

men nu går jeg rundt og leder og leder

efter dit nye format

måske er du den baby

min overbo skal føde til Sankt Hans

bare rolig

jeg bærer over med dig

hvis du bliver et kolikbarn

eller er du kirsebærtræerne i Kyoto

der bygger en rosa tunnel

så jeg ikke bliver våd på Filosofistien

du er måske den solsort

der triller foråret

ud af trompetblomsterne

eller er du persiennens pletter af lys

der laver solhilsen i min øjenkrog

 

Jeg ved det ikke

jeg ved det virkelig ikke

det er svært at vænne sig til et nyt format

når du har været dig

så længe jeg kan huske

og når nu det er dig

som lige præcis dig jeg savner

jeg ved heller ikke

om du frit kan vælge

men hvis du kan

så bliv her i kvarteret

skal vi ikke sige det

også selv om du længtes

efter fjerne kyster

og ikke kom af sted

på grund af flyskræk

måske er flyskræk

ikke et problem mere

 

Sæt kryds her: __

hvis jeg skal

skrive igen

i aften

og her: __

hvis du kan

se mig lige nu

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...