Forladt

Novelle om en kvinde, der bor ved vandet.

1Likes
1Kommentarer
291Visninger

1. Novelle

Mit sommerhus ligger inde i fjorden. Et sørgmodigt lille hus. Det er stort nok til både min datter, hendes to børn og jeg. Det er nu et dejligt hus, også selvom der altid er så stille. Jeg sidder ofte kun i lænestolen og glaner ud over vandet. En gammel gråhåret kvinde, som mig, er kun taknemmelig, når hendes eneste barn kommer forbi en tilfældig dag med sin egen søn og datter. De smiler alle tre i dørkarmen og jeg smiler naturligvis tilbage.

    - “Maja!” gisper jeg træt og får kuldegysninger, da jeg åbner døren. - “Hvor er det længe siden”.

Maja ser på mig med et fortvivlet blik. Hun holder Lulu og Lucas i hånden. Jeg undrer mig.

    - “Børnene ville gerne ned til vandet” svarer Maja følelsesløst.

    - “På den her årstid?”. I min kalender står der sommer, men jeg har ikke set en solstråle i langt tid. Jeg ser tvivlende på Maja. Det er åbenlyst. Hun er ikke kun kørt hele vejen herop bare for at se vandet med Lulu og Lucas. Hun har noget andet hun vil.

    - “Måske ville du med ud?” spørger hun.

Hun får mig med udenfor. Jeg fryser. Der er skyet. Ingen sol. Ingen varme. Lulu er vokset siden jeg så hende sidst. Lucas har fået mere hår på hovedet. Han er stadig lille, men han er fuld af fart sammen med sin storesøster. Maja råber efter dem. De skal passe på, hvor de går. Hun er helt klart bekymret. Jeg kigger mig omkring. Det er efterhånden længe siden, at jeg sidst var så tæt på vandet. Bølgerne svævede frem og tilbage for øjnene af os.

    Pludselig kommer Lulu løbende tilbage til Maja og vil have fat i hendes taske.

    - “Mor! Mor! Må jeg få min dukke?” spørger hun.

Maja stopper op og finder Lulus Dukke-Lise. Den har sjusket hår og intet tøj. Maja finder en lille rød kjole med hvide prikker og beder pigen om at klæde dukken med den. Lulu nikker og løber tilbage hen ad sandet sammen med Lucas.

    Jeg står og sukker. Træt og magtesløs.

- “Hvorfor kom du?” spørger jeg.

Maja tier. - “Du havde ærligt talt brug for at komme ud af det hul” hvisker hun.

- “Det hul var vores hjem og det er det stadig” hvæser jeg skeptisk. Mørke horn gror ud af min pande og Majas glorie skære i øjnene. Hun virkede trøstende. Jeg ville gerne tage imod den, men min skepsis var alt for dominerende. Hendes blik gav mig myrekryb.

- “Det er så længe siden, at jeg sidst så dig, mor. Jeg kan knap nok huske, hvorfor du overhovedet flyttede herud”.

- “Tro mig! Det kan jeg efterhånden heller ikke” svarede jeg.

- “Hvad kan du dog lave helt herude? Udover at se på vandets uendelige gang”.

Jeg tier. Der var ikke noget at sige. Maja sukkede og fik øje på børnene.

- “Det har været hårdt for os alle. Ik’ kun for dig”.

Hvordan kunne hun få mig til at lyde selvoptaget? Selvfølgelig havde det været hårdt for de andre. Jeg var muligvis depressiv, men jeg var ikke blind.

    Stranden er så øde. Lidt ligesom dengang, da jeg var 17. Tiden fløj. Der kommer aldrig nogen. Ikke herude. Den er ikke tiltrækkende. Denne strand. Det perfekte sted at bosætte sig, hvis man ønsker at være alene. Alene med minderne...


 

Husholdningsskolen er ikke min kop te. Alle piger, både de lys - og de mørkhårede, har valgt det frivilligt, men ikke mig. Jeg er her kun for min moders skyld. Jeg kan ikke se mig selv i et køkken, når jeg bliver gift med en snop af en mand. Jeg vil være fri. Fri som en fugl med vind i fjerene. Snavset og beskidt er jeg, når jeg kommer hjem efter en lang dag bag mig. Blot på en enkel dag ændres alt for mig.

    Jeg er på vej hjem gennem byen. Mine hæle klikker mod brostenene. Det er skumring. Lyden af brusende vand går gennem min øregang og jeg bliver tiltrukket af støjen forude. Mine blege ben når ned til vandet og mit blik glaner over horisonten. Med lukkede øjne står jeg og tager en dyb indånding. Nogle få store sten står ensomt og møder vandet med godt humør.

    Jeg åbner øjnene igen. Der står nogen bag mig. Jeg mærker det. En blid ånde ved mit venstre øre. Et par hænder kaster sig om mig. Jeg er rolig. Spændt. Han kommer så uventet. Dog er det en vidunderlig egenskab. Eric. En mørkhåret knægt fra fjorden. Jeg kender ikke hans præcise alder. Det betyder intet. Jeg mødte ham første gang på husholdningsskolen. Hans søster skulle starte sammen med mig. Jeg husker hans ord. Hans stemme. Jeg tænker på, hvor heldig jeg var, at starte så godt et år. Han er mit levende bevis på, at lykken kommer så uventet.

 

     - "Mor... ". Maja rusker mig på skulderen. - "Er du sikker på, at du ikke er ved at blive sindssyg af at være alene i det hus?".

Jeg misser med øjnene. - "Af alt det jeg er og bliver, er det ikke sindssyg, Maja. Det kan du roligt stole på" svarer jeg rystet.

Børnene har lagt sig i sandet. Lucas har samlet søpindsvin. Han sidder og ligger dem i en rundkreds. Lulu har lagt sin Dukke-Lise på en af de ensomme sten. Den har stadig ikke fået kjolen på. Den har hun stadig i hånden. Lucas kalder på hende og pigen løber hen til ham længere henne af stranden.

    - "Børnene virker ikke til at være påvirket" mumler jeg.

Maja rynker brynene. - "Selvfølgelig er de det, men de ser jo deres far næsten hver dag, så...". Hun standser.

- "Det har jeg ikke forstand på!" hvæser jeg. - "Jeg valgte jo aldrig at gå fra nogen. Det var dem, der valgte at gå fra mig".

Typisk mig! Kommer og ødelægger hele familiestemningen. Jeg kan ikke være det bekendt.

    - "Hvordan går det så med den nye?" spørger jeg i håb om en chance til.

    - "Det går godt. Han er regelmæssig. Han holder, hvad han lover".

    - "Er han det?"

    - "Ja, en rigtig gentleman".

Der bliver stille blandt os. Mit øje fanges af den forladte dukke på stenen. Den er helt fredfyldt og næsten livagtig. Så livagtig at det giver mig kvalme...


 

Frygt. Rædsel. Gys. Hvor skal jeg gå hen? Moder tager ikke imod mig. Husholdningsskolen forviser mig. Jeg græder. Jeg erindre Erics ansigt, da han høre nyheden. Han har en blandet reaktion. Han viser lykketårer, men de er kunstige. Jeg ser det ikke med det samme, men nu gør jeg. De første par måneder går alting godt. Vi har en plan. Jeg har en plan. Vi siger ingenting til nogen. Det er vores egen hemmelighed. Lille hemmelighed. De første måneder har jeg voldsomme humørsvingninger. Moder siger intet til det. Jeg mistænker hende for at sende mig på husholdningsskole på grund af hendes dovenskab. Hun vil mig ikke. Det er tydeligt. Der er gået seks måneder og det begynder at blive synligt. Jeg går med store bredde kjoler for at gemme det. Moder ved stadig ingenting. Hellere ikke skolen. Kun mig og Eric.

    Ni måneder er snart gået. Det er et held, at jeg er så tynd. Ellers ville alle kunne se det. Hanne, Erics søster, og jeg står ved et tilfælde sammen. Jeg snakker ikke meget med hende, men den dag giver jeg ikke slip på pigen.

    - "Hanne," hvisker jeg. - "Hvad ville du sige, hvis jeg gifter mig med Eric?".

Hun svarer ikke med det samme. Hun kaster blikket på mig. Forfærdet.

    - "Tøjte!" hvæser hun ad mig. - "Min bror er forlovet. Tænk at du kan have sådanne tanker!".

Jeg misser med øjnene.


 

- "Vi har tænkt på at gifte os. Det var hans ide. Du ved, hvad jeg selv synes om ægteskab" nævner Maja i stilheden. Jeg gisper lydløst. Min mund er fuld af ord, men mine læber er syet sammen med ståltråd. Jeg hører Majas åndedræt. Der bliver koldere og koldere. Vand når mine støvler. Jeg kan ikke bevæge mig.


 

Stranden bruser. På stenen ligger jeg det sølle kræ. I et tæppe er væsenet pakket ind. Helt stille ligger det og siger ikke en lyd. Det sover. Tungt. Roligt. Mine fingre er frosne og mit hjerte hamre af en forfærdelig blanding af adrenalin, frygt og sorg. Intet er sagt til nogen. Ingen ved, hvor jeg er. Ingen ved, hvad der er sket. Ingen. Bortset fra mig og barnet. Jeg vender ryggen til. Jeg klarer ikke synet. Erics kærlighed ligger i et tæppe på stranden og snart er den væk som tiden, men vil blive som et ar på min krop. Et ar, som kun jeg kan se. Hvis jeg holder vejret og går min vej, så hjælper det måske på smerterne. Mit blik kastes tilbage på stenen, hvor barnet ikke længere befinder sig. Selv tæppet er pist væk og kan ikke ses nogen steder. Jeg græder og holder mit vejr endnu engang. Jeg vil væk inden solen går op, men mit hjerte fører mig hen mod vandet en sidste gang. Ingen Eric. Ingen kærlighed. Intet barn. Ingenting. Kun mig. Helt forladt.


 

Majas hår vifter. Lulu har for længst fjernet dukken og givet den tøj på. Lucas har sine hænder i sandet. Han mærker sandkornene under neglene, mens han giver slip og vasker sine hænder i vandet igen.

    - "Du må egentlig være meget lykkelig, Maja" siger jeg.

Maja rynker på panden. - "Selvfølgelig er jeg lykkelig" svarer hun. - "Og det skal du også nok blive. Jeg hjælper dig".

    Jeg hænger med hovedet. - "Er det derfor, du er kørt helt herud?" spørger jeg mismodigt.

    Maja tøver, men nikker til sidst. Jeg hører børnenes latter i mit ene øre.

    - "Svar mig på disse spørgsmål, Maja, og så er jeg lykkelig;". Jeg træder et par skridt frem mod hende. - "Hvor godt kender du denne mand?".

Maja lysner. - "Rigtig godt. Han er et meget åbent menneske. Jeg har haft kendskab til ham i langt tid, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg elsker ham. Børnene har han også mødt".

    - "Har du styr på ham?" spørger jeg.

    - "Styr på ham?"

    - "Ved du om han har sidespring? Er han villig til at dele sit liv med dig?".

    - "Helt ærlig, mor! Hvor gamle tror du lige vi er? Tror du ikke jeg ved, hvad jeg laver?".

Pinlig berørt kigger jeg mig over skulderen og tilbage på Maja. Bag hende ser børnene så friske ud med røde kinder og blanke glugger. De hører ikke vores samtale.

    - "Undskyld, Maja, men tro mig; I mange ægteskaber er det det eneste, der tæller" undskylder jeg flovt.

    - "Mor, jeg ved godt, hvad jeg gør. Jeg er glad for mit valg".

Jeg nikker. Det er godt. Rigtig godt.


 

Om aftenen går jeg ned til vandet igen. Maja er gået. Lulu og Lucas er gået. Vinden er gået. Jeg sidder og ser mig omkring. Tænker på min datters vegne. Siden Henrik gik bort har jeg ikke haft besøg. Jeg ser nu, hvad Maja mente med 'At komme lidt ud'. Hun har ret. Altid.

    Jeg hører en lyd. Vov. Vov. Et par meter væk kommer en hvid hund spænende hen imod mig og mit hus. Den er fuld af energi. Den løber en omgang rundt om huset og aldrig før har mit hus set så lyst ud. Hunden kommer hen imod mig. Vov vov, siger den. Den snuser hen til mig og jeg ler højt. Den slikker min hånd og jeg bliver ør.

    Et pift bliver kastet ud og jeg ser en høj skikkelse. Han kalder på sin hund. Han ser ældre ud. Meget sympatisk. Hunden er lydig over for ham og løber over på plads.

    - "God aften" siger han og jeg er forbløffet.

    - "God aften" svarer jeg.

Det bliver varmere. Selv når solen er gået ned, føler jeg en blid varme inden i mig. En flamme, der før var pustet ud som et fyrfadslys. Jeg er søvnig, men fuld af energi.

    - "Du må være kvinden, der bor over i det der sorte hus" siger han og peger.

Nåh ja, tænker jeg. Huset er sort. I et øjeblik synes det at være hvidt, men det er jo sort.

    - "Jo, det' korrekt" svarer jeg.

    - "Nåh, jamen så er vi jo naboer" siger herren. Han vender sig om og peger over mod bakketoppene. - "Jeg bor derover bag bakkedalen sammen med Yrsa".

    - "Yrsa?" mumler jeg skuffet.

    - "Ja, hunden" ler han. - "Hende har du hilst på".

Jeg smiler bredt. Han smiler tilbage.

    - "Vil du ikke med Yrsa og mig med hjem og få en kop kaffe?" spørger herren med diamanter i blikket. - "Nu når vi trods alt er naboer".

    Jeg svarer selvfølgelig ja til manden og går med ham og Yrsa til hans hus, der svarer til mit, men er kridt hvidt. Den aften tændes et lys i det grå kadaver, jeg er, og der tændes endnu et, da jeg spørger ham;

    - "Hvad hedder du?"

    - "Anders. Hvad hedder du?"

    - "Birgit".

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...