Vinterlandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2015
  • Opdateret: 23 feb. 2015
  • Status: Færdig
En hel hær af koldblodsheste kom galopperende bag kronhjorten. De tordnede frem gennem skoven med flammerne lige i hælene på dem. Ville de nogensinde nå frem til Vinterlandet?

6Likes
10Kommentarer
447Visninger

1. Vinterlandet

Et egern kom hoppende hen ad den grønne skovbund… Den samlede et agern op og var netop på vej væk, da noget kom tordnende frem mod den. Den pilede væk i sidste øjeblik, da en stor kronhjort galopperende forbi lige der hvor egernet havde siddet, for 1 sekund siden. Bag den kom en hel hær af koldblodsheste ridende i fuld galop. Panikken fra den løbende kronhjort bredte sig hurtigt som en ildebrand ned gennem flokken af heste med ryttere, og de løb for livet, for bag dem brændte ilden i græsset og træerne, og jagede dem nådeløst med de lange fangarme… Der var ikke tid til at tage hensyn til hinanden. For at redde livet måtte rytterne ride så hurtigt de overhovedet kunne. Rytterne var på vej til Vinterlandet, men rejsen udviklede sig til en kamp for livet…

Forrest løb kronhjorten med en ung pige på ryggen. Ved hendes side galopperede en dreng, hvis navn var Niko. Hans mørke hår faldt ned i øjnene på ham, så han ikke kunne se hvor han red, men den panikslagne hest fulgte bare med strømmen og mærkede intet til sin rytter.. Optoget snoede sig som en slange gennem det frodige landskab, som nu snart ville være brændt væk til ingenting, og dækket af et sort lag aske. Ilden åd sig hurtigt gennem mosset som et sultent rovdyr. De bagerste heste var kun få meter foran ildmonstret, og rædslen glimtede i deres øjne. Det er i sådan et øjeblik at man som rytter begynder at håbe på et mirakel… Skrigene fra rævene, musene og rådyrene der blev fanget af ilden, trådte frem og skar som knive gennem den buldrende lyd fra ilden, og dybt ind i hjertet på hver eneste flygtende sjæl der måtte efterlade dem derinde. Pludselig, da det så allerværst ud, kom nogle klipper til syne foran dem, som et fatamorgana i ørkenen. Det var vejen ud af skoven!

De fortsatte alle sammen af stien ind mellem klipperne, og da de alle var ude af ildens rækkevidde, satte de farten ned. Ilden efterlod de bag sig, som et dyr bag tremmer, som ikke kunne komme hverken ud eller ind...

Niko satte forpustet sin hest i skridt, og skævede til pigen på kronhjorten. Sveden drev af dem begge to, og hjertet hamrede i brystet.

En stor fuldvoksen mand rejste sig i stigbøjlerne, og kiggede ud over flokken og begyndte at tælle dem.

- Er alle uskadte?! Råbte han med myndig stemme.

Kun få ryttere svarede, men alle var uskadte.

De fortsatte af stien.. Alle spejdede op og ned af klipperne. De ledte efter passagen...

Niko sukkede og kiggede på Kimmies brune hår. Hendes vågne øjne studerede klipperne nøje, og pludselig drejede hun sin kronhjort hen foran en af dem.

- Vi har fundet den!! Råbte hun ned gennem flokken, og fik tegn tilbage om at hun kunne åbne klippen.

Hun red over til den sælsomt formede klippe, og hviskede hastigt nogle ord. Før Niko kunne nå at se hvad der skete, trængte et skarpt lysglimt frem fra en revne i klippen, og forsvandt igen med det samme. Der voksede en port frem i bjerget. Selvom Niko og hele flokken vidste at det ville ske, var det alligevel overrumplende, og spændende… Det så ud som om Kimmie først trak vejret nu. Hun kiggede lettet på Niko.

- Tænk at vi klarede det.. Jeg troede at vi skulle dø! Sagde hun og smilede svagt.

Niko red over til hende på den stadig nervøse hest, og tog hendes hånd. De red ind gennem porten med bankende hjerter, og hele den store flok af ryttere og heste fulgte efter.

De befandt sig nu i en tunnel. Der var bælgmørkt, men hestene havde været her før, og det var som om at mørket beroligede dem. Niko havde som den eneste, ikke prøvet det her før, og han følte sig som en kluntet lille dyreunge, som endnu ikke havde fået øjne. Den eneste lyd der hørtes var deres åndedræt, og en dryppen som kom fra et sted dybere inde i bjerget. Alle hestenes og rytternes sanser skærpedes, og luften sitrede nærmest af den koncentration der var derinde. Pludselig opdagede Niko at han stadig holdt Kimmies hånd. Uden at tænke over noget som helst, kom han til at fnise. Som om det ikke var nok, rungede det derinde som om de var i et stort rum, så hans grin lød højere end det var i virkeligheden. Det gav oven i købet ekko. Rødmen steg op i hans kinder, da han mærkede 50 par øjne stirre på ham, inklusivt Kimmies. Selvom det var mørkt, kunne han mærke det lige så tydeligt som hvis de havde prikket til ham med nåle.

De nåede til enden af tunnelen, og Kimmie red igen frem til klippevæggen foran dem. Et lysglimt flængede mørket itu, og oplyste hele hesteflokken for et øjeblik. De red gennem porten der igen var kommet frem på klippen, og stod nu og missede med øjnene i klart dagslys. Hestene trådte ud på forsigtige hove.

Foran dem bredte der sig det mest vidunderlige syn! Niko rejste sig i stigbøjlerne og kiggede frem over landskabet der strakte sig ud som et maleri foran ham. Han kiggede storsmilende på Kimmie, og så at hun havde tårer i øjnene af glæde. Han krammede tøjlerne så hårdt at det gjorde ondt. Lysende sne dækkede landskabet som en fin glitrende dyne, og månen stod højt på den lyslilla himmel. En hel flok af hjorte stod unaturligt roligt og betragtede dem. Med ét fløj en sneugle hen over deres hoveder med en tudende lyd, som om den bød dem velkommen ind i dens smukke verden. De var kommet til Vinterlandet!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...