Kærlighedens Reinkarnation

I år 146 f.Kr. fødsel ved den endelige afslutning af den 3. puniske krig, følger vi den unge kartagiske krigsfange Nora Garibaldi, som sammen med tusindvis af andre slaver føres til Rom. En ung romersk hærfører i blandt, falder for den unge Nora, som har mistet alle dem hun elsker til romernes uendelige jagt på magt. Vil han være nøglen til reinkarnationen af Noras kærlighed? Eller har hendes vemodige hjerte opgivet al håb for genopstand?
// Bidrag til Valentinsdag konkurrencen.

14Likes
28Kommentarer
765Visninger

1. I

 

År 146 f.Kr. Rom

 

Midsommer solen stod højt over de italiske græsmarker, der strakte sig så langt øje rakte. Modne oliventræer bugtede sig ind over de utallige smalle grustier, der hver og en syntes at føre til verdens ende. Den idylliske duft af frit land sendte strømme af velbehag gennem luften. Men akkurat som freden syntes ubrydelig, brudtes den af klingrende rustninger og galoperende hestesko. Lettere utydelige skikkelser trådte frem på bakketoppene, og snart var markerne befolket af flere tusinde mænd, kvinder og børn. Marcherende, fortsatte flokken ned mod de unge oliventræer og derpå stik mod nord. Solens varme stråler genspejlede sig i de mange ridderes rustninger. Iklædt guld, sølv og blodrødt, var deres stenhårde ansigter vendt direkte fremad, som var de besat af at nå deres mål. Bag de mægtige riddere var et særdeles anderledes syn.

Flere rækker af usseltudseende folk vandrede usikkert efter. Blåmærker, skrammer og åbne sår strakte sig hen over deres udsultede og letpåklædte kroppe. Deres forslåede hænder var bundet stramt fast bag deres foroverbøjede rygge. Sommetider hændte det, at en af de udmattede kroppe var, af ren og skær udmattelse, nødsaget til at synke sammen. Men med kort varsel pegede fem sylespidse spyd ned på den pågældende, så han forskræmt måtte strække halsen for, at spydspidsen ikke borede sig gennem hans tynde hud. De omkringværende krigsslaver, en ung pige og en ældre dreng, trak ham varsomt op og hjalp ham besværet med at fortsætte. En af soldaterne spyttede blodtørstigt i jorden, som ønskede han at gøre det af med den udslukte krigsfange. Men en ridder få meter foran ham, drejede rundt i sadlen på sin hvide hest og sendte ham et truende olivengrønt blik.

Krigerens bidske udtryk forsvandt i det samme, og han sænkede ærbødigt hovedet mod jorden for hærføreren foran ham. Hærføreren nikkede anerkendende, vendte sig om og hamrede atter sine læderindbundne sandaler mod hestens side. Men halvvejs i bevægelsen spærrede han sine øjne op. Hans blik var i et kort glimt faldet på en ung pige, og nu syntes han ude af stand til at flytte det. Små fine træk udgjorde hendes kønne ansigt, hvorpå et væld af bløde fregner var spredt ud over de rødlige kinder. Mod og viljestyrke syntes at omkranse hendes livlige skikkelse, som hun holdt venstre arm omkring den ældre mand med viljen om at holde han oppe. Men det der fastholdt ridderens blik, var de strålende havblå øjne, der trådte frem under hendes pjuskede øjenbryn. De var stærke, næsten urørlige og alligevel glinsede et tyndt lag tårer ved hendes smukke irisser. Hun var bange, og hans blik var fortabt i hendes.

Efter omtrent en times vandring, tårnede adskillige marmorbygninger sig op i det fjerne. Hæren og dets utallige krigsfanger var nået til civilisationernes midtpunkt; Rom. Soldaterne jagede deres spyd mod de krympende fanger og pressede dem til at sætte tempoet op. Den ældre mand, som pigen med de havblå øjne stadig fastholdt armen omkring, stoppede brat op og udstødte en række halvkvalte host. Hun aede ham forsigtigt på ryggen, pressede sine læber mod hans øre og hviskede en række beroligende kartagiske ord til ham. Han vendte sit forslåede ansigt mod hende, spredte læberne og fremviste et smil af halvrådne tænder. Pigen skubbede en mørkebrun lok om bag sit øre og gengældte hans smil. Men i det samme hamrede et stålhårdt rødt skjold mod hendes ryg og tvang hende videre fremad. Hendes smil forsvandt og erstattedes af fortvivlelse, da den ældre mand sank til jorden. Hun rakte forgæves sin arm hen i mod ham, men som tårerne fyldte hendes øjne, blev hun skubbet længere og længere væk fra ham.

   ”Nej! Giancarlo,” skreg hun, mens hun forgæves pressede sig selv tilbage.

En ung mørkhåret dreng, Giancarlo, banede sig vej hen til den ældre mand. Han hvæsede glubskt af soldaterne og kastede dem til siden, inden han knælede ned ved den udmattede. Han gjorde et forsøg i at trække ham op, men blev grebet omkring livet, af en bagfrakommende soldat. Et bronzesværd var rettet direkte mod hans strube.

En af soldaterne sparkede Giancarlo hårdt i maven, hvorefter han trådte hen til den besvimede mand. Han spyttede på ham, løftede så hovedet og lod et sigende blik falde på hærføreren på den hvide hest. Men hans blik flakkede i retningen af pigen, der nu sparkede og slog på soldaterne, som med et grumt smil let holdt hende tilbage. Hærføreren sukkede og så ned mod jorden, inden han så væk fra scenen og op mod den klare blå himmel. Han løftede en gyldenbrun hånd og vendte tommelfingeren nedad.

   Et blodtørstigt smil bredte sig på soldatens ansigt, da han sagde, ”som de ønsker hærfører Calligaris.”

Han trak et sølvglinsende sværd op fra skeden fastgjort til hans rustning. Derpå løftede han det højt op imod den skyfri himmel, inden han hakkede det ned i den rystende mands bryst. Et øresønderrivende skrig undslap pigens læber, da mandens sidste åndedræt forlod hans sprukne læber.

   Uden af stand til at se tilbage på pigen, befalede Calligaris henkastet, ”de to unge er stadig arbejdsdygtige. Sørg for at de ikke såres.”

Soldaterne, der holdt pigen fast, bukkede i det samme og trådte et par skridt væk fra hende. Hendes raseri syntes at forsvinde som en sky for solen, da hun stoppede sin fortvivlede kamp og i stedet lod et undrende blik falde på hærførerens stærke ryg. Han lod ikke til at ænse det, da han atter slog sine sandaler mod hestens side. Han galoperede majestætisk videre hen mod det storslåede Forum Romanum, der nu åbnede sig for hans udtryksløse øjne.

Kort efter nåede troppen ind gennem byens port, og snart herefter var de omkransede af hundredvis af storslåede marmorbygninger. Hver og en strakte de sig op, glinsende i den orange eftermiddagssol, som ville de nå helt op til skyerne. Adskillige krigsfangere løftede deres hoveder af forundring, for de havde aldrig før set en sådan skønhed. Pigens blik var til kontrast sunket ned mod den brostensbelagte jord, og hun så hverken op eller frem for sig. Hun lod sit hoved falde tungt ned på Giancarlos skulder, og han lagde sit ovenpå hendes. En glinsende saltvandstårer gled ned over hendes fine kindben, for til sidst at synke ind i stoffet på hendes snavsede hvide kjole.

Da de nåede indgangen til forummet, en uendelig stor græsmark spækket med hundredvis af prægtige marmorkonstruktioner, gjorde Calligaris holdt og skubbede sin guldbelagte hjemmel af. En gylden solstråle ramte hans skarpe kindben, olivengrønne øjne og bløde læber. En sort skægstubbe bredte sig hengivent hen over hans stærke kæbe, og det var samme farve, som de løse krøller, der omkransede hans hoved. Soldaterne bukkede ærbødigt og lod deres spyd falde, inden de trak sig tilbage. En ung slavinde hjalp hærføreren ned fra sin hest, hvorpå han gjorde tegn til soldaterne om at følge med. Soldaterne pressede atter slaverne fremad, gennem indgangen og direkte ligeud. Men da omtrent en tiendedel af slaverne, herunder Giancarlo, var ført derind, pressede et spyd mod pigens ryg og tvang hende i en anden retning.

   Giancarlo vendte sig panisk i mod hende og kaldte, ”jeg finder dig igen Nora! Tag det roligt. Jeg skal nok finde dig.”

Pigen, Nora, havde langt om længe opgivet al forsøg på at gøre modstand. I stedet lod hun dem presse hende væk fra indgangen, sammen med de andre krigsfanger, og væk fra Giancarlo. Nora lod sit hoved falde ned på niveau med hendes sammensunkne skuldre, medens hun tvang sine trætte ben til at følge trop.

   ”Holdt!” Råbte soldaterne i kor.

Forsamlingen var nået til en smal bagindgang, da de standsede brat. Hurtigt, blev krigsfangerne gennet ind mellem de brede mure to styks af gangen. Indgangen blev lukket og med et var de omkranset af mørket. Soldaterne antændte hver en fakkel, hvorpå de tvang krigsfangerne fremad og hen mod endnu et mørke, der syntes uendeligt. Flere af krigsfangerne klynkede og maste i sin søgen efter en udgang. Nora blev presset op mod de ru stenvægge, så det sled mod hendes hud. Hun mærkede det varme blod løbe ned langs hendes bare arme, uden at hun lod til at ænse det. Efter hvad der føltes som en evighed eller blot et par sekunder, syntes forsamlingen at tynde ud og Nora mærkede et fast greb om sin arm. Før hun vidste af det, var hun i et nyt værelse oplyst af det dæmpede lys fra et par fakler på væggene.

Med et hvæs, vrikkede hun sin arm ud af soldatens, trådte et par skridt til siden og så sine nye omgivelser an. Hun var blevet anbragt i et halvstort værelse med omtrent tyve andre af krigsslaverne – alle sammen kvinder. De fleste krympede sig sammen i hjørnerne af værelset med hovedet gemt i hænderne, andre var allerede blevet ført hen til et af de tre aflange borde spækfyldt med madrationer af al slags. En lettere beskidt pige, på omtrent syv år, spærrede øjnene op ved synet af maden og rakte en spinkel hånd frem mod et frugtbart æble. Hurtigt, var hendes hånd slået til side af en firskåren soldat, hvorefter han stødte siden af sit spyd ind mod hendes mave. En strøm af tårer sprang ud fra hendes øjne og strømmede ned langs hendes udhungrede kindben, da hun faldt bag over.

   ”Ingen tyveri! I er her kun for at tjene,” istemte han med lynende øjne.

Han anbragte en kniv i pigens hånd og pegede på en kurv med en række af årstidens grøntsager. Hun tilbageholdte et klynk, da hun febrilsk påbegyndte tilberedningen. Soldaterne henviste de resterende krigsfanger til deres arbejde, hvorefter de forlod værelset. Nora var efterladt sammenkrympet i et hjørne med hovedet mod den iskolde væg. Blødningen fra hendes arm tog til, og hendes øjne glippede ildevarslende. Hun fjernede dog ikke sit blik fra den unge pige, der nu knapt kunne holde sig oppe længere. Nora gned sine slørede øjne, hvorefter hun rev et stykke stof af fra sin kjole og vinklede det stramt om den forslåede arm. Derpå rejste hun sig vaklende fra jorden og trak sig over mod pigen. Nora tørrede hendes tårer væk med hånden, hvorefter hun trak kniven ud af hendes hånd og overtog hendes arbejde.

   ”Sæt dig ned, min pige, og luk dine øjne for en stund,” sagde Nora med et vagt smil.

Pigen pegede på Noras arm, hvor blodet nu var begyndt at trænge igennem det tynde stof, men Nora rystede blot på hovedet og nikkede opmuntrede til pigen. Pigen nikkede kort tilbage, trak sig væk og lod sig så dumpe ned. Øjenlågene gled ned over de uskyldige øjne i det selvsamme sekund.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...