JEG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2015
  • Opdateret: 19 feb. 2015
  • Status: Færdig
Jeg gik en tur med mine andre jeg'er for at møde ham.

20Likes
22Kommentarer
494Visninger

1. JEG

Jeg går en tur med mine andre jeg'er. Ikke, at jeg kan slippe af med dem, for de er en del af mig. De lever inde i mit hoved, som små insekter, der har boret sig fast til kraniets hårde overflade.

I det mindste er jeg aldrig alene.

Jeg sætter mig ved bænken, der altid står for sig selv mellem de to bøgetræer. Bladene er blevet grønne af forårets pensel, mens den fugtige jord er blevet vandet af skyerne. Og jeg kan mærke, hvordan I alle gerne vil tale.

"Hvorfor er vi ude?" mumler jeg-2 tvært.

"Fordi, at vi skal mødes med ham," svarer jeg-3.

Jeg sukker og ser mig en smule ubeslutsom omkring. Han er ikke ankommet endnu, men det skyldes nok, at jeg møder en halv time før tid. En ren og skær vane.

"Men hvorfor skal vi mødes med ham her?" hvisker jeg-2, stadig med den sure mine printet ind i stemmen som om, at den ikke kunne være andet.

"Shhh," tysser jeg-4 fra baggrunden.

"Hvorfor tysser du?" udbryder jeg-2.

"Fordi-"

Og i samme nu ryster jeg på hovedet for at få dem til at holde mund. De taler og taler, som om de ikke ved, hvad der foregår, men selvfølgelig gør de det. Jeg mødtes med ham her for nogle dage siden, og da vi ved et tilfælde opdagede, at vi begge godt kunne lide bænken her, så aftalte vi at mødes igen for at tale sammen.

"Jeg kan ikke lide det," surmuler jeg-2.

Et suk lyder fra jeg-4, men det er jeg-3, der taler: "du har ikke rigtig noget at skulle have sagt."

"Hold mund," hvisler jeg ud mellem mine tænder, hvilket får dem til at tie stille.

Udmattet lægger jeg mine lange tynde fingre mod tindingen, hvor jeg masserer let. At have de andre jeg'er kan virkelig give en hovedpine, der siger spar to. Det hjælper at massere, men stilheden fra de andre er mere behagelig.

Jeg kan ikke rigtig huske, hvornår det begyndte. Men i starten var det kun mig, og så kom jeg-2. Vi to blev ret hurtigt uvenner, hvilket så bød jeg-3 velkommen. Det gjorde det lidt mere udholdeligt, da jeg-3 i det mindste kan læse mit humør og er fornuftig. Til tider føles mit hoved bare så tungt, og selvom jeg-4 næsten altid holder sig i ro, så er det jeg-4, der fylder mest i mit hoved. Jeg kan næsten mærke placeringen af jeg'erne på indersiden af mit kranie, så meget fylder de.

Men, den nyeste tilkommer er jeg-5. Vi har ikke rigtig talt sammen endnu, men jeg har fundet ud af én ting.

"Ha ha ha ha ha! Så vi er på daaaaaaate!?"

Jeg-5 er meget højlydt og til tider alt for useriøs.

"Jeg bad jer om at holde mund," hvisker jeg ud gennem sammenbidte tænder.

"Men... Vi er på daaaaaaate, ikke sandt?" griner jeg-5 inde i hovedet med en latter så skærende, at jeg læner mig frustreret bagover.

Latteren bliver ved, og giver mig en kvalmende fornemmelse helt ned til maven. Jeg har bare lyst til at kaste op.

Vindens svage kærtegn hjælper lidt på den klamme følelse, som præger min krop. Udmattet sukker jeg tungt og læner mig atter forover, så jeg har blikket vendt ligefrem.

Foran mig er der en lille dam med svømmende ænder, der rapper sagte til hinanden.

"Han kommer nok ikke," udbryder jeg-2.

"Selvfølgelig kommer han, " lyder det opmuntrende fra jeg-3.

"Der er stadig lidt tid til det aftalte tidspunkt," hvisker jeg-4 med sin skrøbelige stemme.

"Daaaaaaaaaaaaaaate, date, date, date, date, daaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaate!! Ja, ja, ja!" synger jeg-5 og overdøver de andre med sin dominerende stemme.

Jeg prøver at tømme hovedet og lukker alt luften ud.

I samme nu knækker en gren ved siden af mig, og jeg ser op.

"Se, jeg sagde jo, at han kom," hvisker jeg-3 i mit baghoved.

Han står foran mig med en lille hjemmeplukket buket i den ene hånd. Der er ikke noget specielt ved ham. Men det forsigtige smil og den lidt tøvende bevægelse fra hans krop, gør mig helt afslappet og får et øjeblik de andre jeg'er til at holde mund.

"Hej," smiler jeg.

"Hej," smiler han igen.

Vi ser på hinanden og til sidst laver jeg en gestus mod bænken, hvorefter at han sætter sig.

"Jeg har taget noget med til dig," mumler han genert og rækker mig buketten.

"Skynd dig væk, han gider ikke engang købe en ordentlig buket til dig!" grynter jeg-2, men bliver hurtigt overdøvet af jeg-3 og jeg-4's sukkersøde sukken.

"De er flotte," smiler jeg tilbage og tager imod buketten.

Den føles kold mellem mine tynde fingre, men det er på en måde rart. Jeg ser ned på blomsterne, mens jeg prøver at finde på noget at sige. De andre jeg'er begynder at byde ind med idéer, men det gør mig bare en smule ør i hovedet.

"Du kommer tit her?" spørger han mig efter en rum tids stilhed.

Jeg nikker ivrigt og knuger hårdere fast omkring buketten.

"Yea, der er så roligt her."

"Mmh... Det er et godt sted at være alene og tænke."

Igen nikker jeg, men denne gang lidt mere forsigtigt.

"Et godt sted at være alene og tænke... Er det det? Hvad er han? Et træ?" næsten råber jeg-2 i utålmodighed.

"Lad være... Han skal bare have lidt tid til at komme igen," lyder det fra jeg-3.

Jeg kniber øjnene sammen og prøver atter at lukke deres stemmer ude.

"Vi kunne gå en tur?" udbryder han pludselig, hvilket jeg nikker ivrigt til som svar og rejser mig op.

Den fugtige jord virker svampet under skosålerne, men det er okay, for solens dansende stråler er med til at varme min kolde krop.

Vi bevæger os langs stien, der fører hen til centrum af byen. Her har han sagt, at han vil byde på kaffe, da det hører sig til ved sådan et møde som det her.

En smule spændt rykker jeg mig tættere mod ham.

"Nu ikk' forhast dig," hvisker jeg-4 en smule bekymret.

Jeg ryster på hovedet som for at forsikre dem om, at jeg har styr på det. Og som svar begynder jeg-5 at synge igen: "daaaaaaaate, date, date, date, date, daaaaaaate, ja, ja, ja!"

Da vi stopper ved et lyskryds, skifter jeg buketten over i min anden hånd, så han kan gribe ud efter den, hvis han altså vil.

Et svagt grynt lyder fra dybet indeni i mit kranie, hvorefter et sug får mig til at trække maven ind.

"Hvad sker der?" lyder det træt fra jeg-1.

De andre klapper med det samme i, mens jeg hurtigt slår blikket ned.

"Du er vågnet," hvisker jeg-4 en smule skræmt.

En hånd lægger sig på min skulder, og jeg ser forskrækket op, hvor jeg møder hans beroligende smil.

"Der er grønt."

Jeg blinker hurtigt og bryder ud i et undskyldende smil, hvilket får ham til at ryste svagt på hovedet. Da han lader hånden falde ned langs siden igen, snitter den kort min, hvilket giver et lille gib i mit fuglehjerte.

Vi går over fodgængerfeltet.

"Hvorfor er vi ude og gå med en mand?" udbryder jeg-1 pludseligt.

Jeg ignorerer stemmen og knuger i stedet hårdere om buketten, så mine fingre bliver helt hvide.

"Vi er på date," hvisker jeg-4 forsigtigt.

"Date!?" næsten råber jeg-1 og fortsætter: "men, vi havde en aftale om, at det var slut! Efter sidste gang... Vi ved jo alle, hvordan det ender!"

Jeg-5 rømmer sig sagte: "Jeg gør ikke... Jeg er kommet til efter."

"Det er underordnet," hvisler jeg-1.

Mine fødder stopper med at bevæge sig, så jeg strander ude midt i fodgængerfeltet.

"Vi vender om nu... Dating er ikke for os... Det ender kun galt," fastslår jeg-1 bestemt.

"Er der noget galt," lyder det fra ham, mens han ser bekymret på mig.

Jeg ryster meget stift på hovedet, men kan mærke, hvordan min hals snørrer sig sammen og gør mig helt tør i halsen.

"Men, han virker som en fin fyr," næsten græder jeg-4.

Både jeg-2 og jeg-3 forholder sig stille og tør ikke sige noget.

"Ja, ja, ja! Og han havde blomster med og alt muligt," jubler jeg-5.

"Det er lige meget alt sammen siger jeg jo! Vi tager hjem nu!" nærmest sprudler jeg-1.

Min krop skal til at tage et skridt bagud, da han pludselig griber ud efter mig og trækker mig ind på fortovet.

"Du må ikke bare stoppe op sådan et sted... Det er farligt," puster han, men holder stadig fast omkring mit håndled, så jeg næsten ikke tør flytte mig.

"Undskyld," hvisker jeg åndsfraværende.

Varmen fra hans hånd gør alle jeg'erne stille, så det for første gang i lang tid føles som om, at det kun er mig inde i kraniet.

"Jeg vil nødig miste chancen for at snakke med dig," rødmer han let og begynder at trække mig med ned langs gaden.

Mit åndedrag er tungt, og jeg føler mig helt høj af hans nærvær.

"Medmindre, at du har ombestemt dig?" mumler han lidt efter og ser bekymret på mig.

Jeg ryster på hovedet og kan høre i mit indre, hvordan jeg-1 opgivende trækker sig tilbage og lader mig stå frem for mig selv. Alt sammen med de andres jublen og opmuntrende ord.

Han stopper op foran en lille cafe og trækker mig med hen til skranken, hvor vi bestiller. Jeg føler mig en smule beroliget af kaffedunsten og kan ikke lade være med at sukke tilfreds.

"Det skal nok gå," hvisker jeg-4 stille.

Selvfølgelig skal det nok det.

Han slipper min hånd for at tage imod kaffen, så jeg et kort øjeblik føler mig fortabt, men da han smilende nikker hen mod et bord, fører jeg an.

Vi sætter os ned, og med yderst forsigtighed lægger jeg buketten på pladsen ved siden af mig.

Da mine hænder lægger sig om kaffekruset, kan jeg ikke lade være med at tænke, om det bare er mig,  som kun er bolig for andre jeg'er eller om det er normalt.

Gad vide, om han også har andre jeg'er?

"Måske," mumler jeg-3.

Han smiler igen til mig, og jeg kan ikke lade være med at smile tilbage.

Jeg har én gang været til læge med mit hoved, men de mener ikke, at der er noget galt med mig. Så da jeg med vilje slog baghovedet ned i jorden og håbede, at det ville rasle jeg'erne sammen til et jeg, blev jeg overrasket over, hvor meget stærkere de blev.

"Vi er ikke lige sådan til at komme af med..." sukker jeg-3

"Vi er jo dig," fortsætter jeg-2.

"Vi er brudstykker i hvert fald... Tabte puslespilsbrikker," hvisker jeg-4.

Jeg drikker lidt af kaffen og erklærer overfor ham, at den er god.

"Men bare rolig... på et eller andet tidspunkt skal vi nok blive til én," opmuntrer jeg-3.

Jeg-5 begynder blot at synge en glad melodi i baggrunden.

Han sætter sit kaffekrus ned og ser derefter på mig med hovedet på skrå: "vil du ikke fortælle lidt om dig selv?"

Det kilder ned i min mave, mens varmen fra kaffen minder mig om varmen fra hans hånd. Der er noget yderst intimt ved øjeblikket, og jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal starte.

Men der er altid et ord, som er sikkert at starte med:

"Jeg..." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...