Efterfulgt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2015
  • Opdateret: 18 feb. 2015
  • Status: Igang
At fare vild i mørket, kan være skræmmende. //En stil jeg lavede i 5 klasse\\

4Likes
15Kommentarer
487Visninger

1. Efterfulgt?..

Ikke rettet igennem fra stave-tastefejl.

Jeg kigger ud på det stille hav. Det var en smuk udsigt. Man kunne se skilningen, mellem himlen og havet. Havet var en smuk mørkeblå farve, og himlen var mørk med lysende stjerner. Det var sent, næsten midnat ville jeg tro. 

Jeg rejste mig stille op fra det kolde sand. Mine bukser var sandet til. Jeg tog forsigtigt min hånd ned til mine bukser, mine hænder børstede automatisk sandet af dem. 

Jeg kiggede rundt. Det var mørkt. Jeg valgte at gå til højre. Jeg følte jeg gik ud i, ingenting. Ingenting, kom til syne. Kun den mørke, kolde luft. Jeg var ved at gå i panik. Ingen vej førte mig hjem. 

Jeg kunne dog mærke jeg var kommet væk fra stranden, og ud på en sti eller en vej. Klokken var mange, så der var øse. Jeg ved ikke hvordan men jeg var endt dette dystre sted. 

Mørkt og koldt var det ihvertfald. Jeg valgte dog bare at gå videre. Jeg følte mig halvblind i mørket. Man var helt indelukket, i mørket. Jeg vendte mig om og gik videre ud i ingenting. 

Dette eksempel kan man bruge til at sige man er ensom. For det var jeg. Mine fødder var ømme efter jeg var gået så langt. 

Jeg var kommet væk fra gyden. Der kom det første levende væsen forbi, en bil. Lyset fra bilen blændede mig. Men lyste ud, så jeg kunne se mine omgivelser i 2 sekunder. Det var ensomt dette sted. Meget ødelagte huse. Jeg var aldrig kommet i denne ende af byen. 

Bilen var væk. Jeg gik efter den. Begyndte at løbe, men den røg ud af centrum. Det kunne da heller ikke blive bedre? Oh, jo. Så fik jeg jeg en fugle klat i håret. Okay nej, der var ingen fugle her. Jeg var stoppet et sted. Det lignede et sted ved en skov. Jeg mærkede efter. Der var et træ, et ynkeligt træ. Jeg valgte at gå ind i skoven.  Jeg var kommet okay langt, og der skete det. Jeg blev sulten. 

Det var det perfekte tidspunkt jo. Men jeg vidste der intet mad var her. Jeg begyndte at gå igen, imens min mave rumlede og det hele. Det var da også irriterende. 

Jeg kom ud af skoven. Det lignede et bekendt sted. Jeg vidste nu at jeg var på rette vej. Men intet talte sandt. Jeg lyttede godt efter. Der kom en bil. Den lyste op. Jeg kunne se hvilken vej jeg skulle, og gik den vej. Jeg kom til en gade. Nemlig den gade jeg bor på. 

Nu skulle jeg bare finde nummer 23.. 19. 21. 23. DER!

 

 

Jeg åbnede døren og trådte ind. Jeg var på vej op ad trappen og ind på mit værelse. Alt var smadret derinde...

Mere nåede jeg ikke tænke. Eller se. Jeg vågnede med et sæt. Det hele var bare en drøm. Jeg kiggede rundt, mit værelse var ikke smadret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...