Dæmonen gemt i mig.

Tamara Lozano lever dybt nede i et sted kaldet helvede. Da hun var en lille pige på 12 år, solgte hun sin sjæl til Jacinto for at redde sin søster fra hendes sygdom. Hun blev til en dæmon, men enhver dæmon har vel en god side? Tamara kan ikke styre sig selv, da hendes hersker Jacinto Hathaway styrer hendes sind. Hvordan kan han det? Jo en hersker af helvede kan vel alt han har lyst til? Men alle kan slippe fri, og Tamara er ikke en undtagelse.Alt hun behøver for at slippe fri fra fangeskabet er kærlighed. Men det er svært at finde kærligheden når ens hersker får en til at opføre sig dumt, eller er det? Lawrence Edwards er den type badboy som alle falder for. Han forelsker sig i Tamara, men hun styrer jo ikke sit eget sind. Han er nødt til at befri hende fra hendes fængsel, og det kræver lidt tålmodighed. Tamara finder også ud af sandheden om hendes fortid. En historie om kærlighed, savn, drama, dæmoner og ikke mindst mennesker. Velkommen til helvede

8Likes
3Kommentarer
1024Visninger
AA

1. Kapitel 1

Kapitel 1

Jeg gik i en lige linie over mod det store luksuriøse slot. Det var Jacinto, der boede inde bag de store grusomme mure. En kæmpe vold lå i en cirkel rundt om slottet. Derfor kunne folk kun komme over ved hjælp af hængebroen. Den blev altid hejst op når ingen brugte den. 

Mine kinder var utrolig varme, lidt ligesom hvis de var ved at bryde i brand. Men jeg stod jo trods alt midt i helvede, og det var en utrolig varm dag. Hvilket det som regel altid var, når Jacinto var i strålende godt humør. Der var ingen tid hernede i helvede, og hvis man havde et ur med, ville det stoppe med det samme. Som om vi ikke måtte vide hvad klokken var. 
Jeg gik hen til den lille øjenscanner, der var sat på slottets mur. Jeg kiggede ind i den, indtil en lille skrigende lyd, dukkede op af scanneren. Det betød at broen ville blive hejst ned, og at jeg var godkendt til at komme ind. Det ville også være mærkværdigt hvis jeg ikke kom ind, da Jacinto havde kontrollen over mig. 
Det var ikke fuld kontrol han havde over mig, men hvis jeg pludselig besluttede mig for noget han ikke brød sig om, sørgede han for at jeg ikke ville gøre det. Man kan vel kalde det for mental manipulation. 
Følelsen er ubeskrivelig frygtelig, men det føles som om en kæmpe smerte inde i dit hoved pludselig kommer dunkende, og det stopper ikke før du har ændret mening. Grunden til at han kan gøre det er simpel. 
Da jeg var en lille pige på 12 år, ville jeg redde min søsters liv. Derfor solgte jeg min sjæl til ham. Alt han ønskede var at have kontrollen over mig. Han ændrede mig til hans lille marionetdukke. 
Jeg skælvede ved tanken, om at jeg var det. Da jeg solgte min sjæl til ham, havde jeg ikke regnet med noget så slemt. Alt jeg havde i tankerne, var min søster der lå døende i sin seng. Han snød mig. Han reddede hende aldrig. Det hadede jeg ham for. 
Tamara vi sidder inde i opholdsrummet, kom herind med 4 glas lemonade. Hans mørke dominerende stemme lød som en genklang i mine tanker. Det var en af hans fordele ved at styre mit sind. 
Hvad mente han med vi? Han inviterede næsten aldrig nogle på besøg, og var derfor altid ensom. Det var jo derfor at han anskaffede mig, så han havde en at snakke med. 
Jeg mumlede et ja sir, og skyndte mig ud i køkkenet efter det. Han kunne mærke at jeg var gået ud i køkkenet, og langsomt forsvandt hans tilstedeværelse i mit hoved sig. Jeg havde aldrig kunne gøre mig klog på Jacinto, men som sagt havde jeg ikke ligeså onde tanker som ham.
Det mindede mig tydeligt om, hvor skræmt jeg havde været, første gang vi mødtes. Jeg var så skræmt, at jeg var tæt på at løbe skrigende bort fra ham. Han udviste ondskab. 

*Flashback*

Jeg førte mig selv ud i gårdspladsen, og kiggede sørgmodigt på min pappa. Hans brune hår var tjavset, og hans grønne øjne så opgivende ud. Hans krop var muskuløs, da han tit arbejde i marken. Han nussede mig i håret, og trak mig ind i et kæmpe knus. Derefter gik han forsigtigt over til vores hingst. Jeg begyndte at græde, og han kiggede trøstende på mig. "Det er min pligt at tage i krig og beskytte mit hjemland, ellers kommer de og henretter mig, Tamara," forklarede han mig, og satte sig op på hingsten. Den havde fået vores gamle slidte saddel på. Min moders øjne var tårevædede. Hun tog det dårligst af os begge, men det var jo også hendes ægtemand. Min søster kunne ikke komme ud og sige farvel, da hun lå inde i sengen. Hun var syg, og doktoren havde fortalt moder at hun var døende. Jeg kunne ikke forstå det, min egen søster kunne da ikke dø? Hendes sygdom var blev værre. Vi kunne ikke kurere lungebetændelse, og folk døde i store mængder. Folk prøvede sig frem med ildere, men de hjalp slet ikke. Jeg ville ikke kunne bære at miste min elskede søster, især ikke når pappa også kunne risikere at dø. Min moder havde på forhånd fortalt mig om den lille chance, der var for hans overlevelse. Kun de dygtigste soldater der havde trænet med våben længe, ville have en stor chance for at overleve. Det havde pappa ikke.
Der gik to måneder, og min søster fik det dårligere. Hun spiste næsten aldrig noget mere. Min mor var gået ud for at snakke med doktoren, mens jeg sad og læste i bibelen. Vores familie var meget religiøse, men jeg havde aldrig rigtig troet på det, jeg gjorde det i håbet om at det ville redde min søster. Dengang var jeg så godtroende, og vidste ikke at det var forgæves. Pludselig hørtes en rædsom buldren, og lynet slog ned inde midt i stuen. Midt i det hele stod han. Hans øjne havde en blodrød farve. 

*Flashback slut. 

Bare tanken om dengang fik mig til at få kuldegysninger, og nakkehårene rejste sig. Jeg skubbede mindet væk, og fokuserede mig om at skænke lemonaden op i de 4 glas, som skulle ind til Jacinto. Jeg brød mig ikke om opholdsrummet. Et eller andet signalerede utrolig meget fare derinde, og derfor gik jeg kun sjældent derind.
Jacinto sad med 3 andre mennesker og snakkede. 1 dame og 2 mænd. De så meget mystiske ud, men jeg ignorerede det stille. Jeg ville helst ikke ligne en nervøs pige på 12 år, når jeg faktisk var 16. 
”Dette er Tamara, som i skal bo med” rømmede Jacinto sig, og smilede falsk med hele hans perfekte tandsæt. Bo med? Skulle jeg bo hos nogle fremmede? Jeg vidste på ingen måde hvad han mente, men han var min hersker og jeg skulle adlyde ordrer. 
Jeg kiggede forvirret på ham, men fik kun et bestemmende blik tilbage. Det kunne jeg på ingen måde diskutere med ham om. Han havde allerede bestemt sig, og så var der ingen vej tilbage. Det havde jeg erfaret de sidste 236 år jeg havde været sammen med ham. 
Glemte jeg at nævne, at jeg fik udødelighed, da jeg solgte min sjæl til ham? Nå men jeg havde i hvert fald levet længere end hvad der var muligt. Jeg vidste derfor med hundrede procents garanti at ingen fra min familie levede længere. 
Jeg nejede stille, og gik så op på mit værelse. Jeg smed mig ned i sengen, og tårer efter tårer fløj ud ad mine øjenkrog. Mindet om dem var alt for meget for mig. Jeg lod mig stille falde forsigtigt ind i en drømmeløs søvn.

***

Jeg slog blikket op, og kom i tanke om dagen før. Derfor skyndte jeg mig ud ad sengen, og over og tog tøj på. Det var ikke det helt store af tøj jeg havde. Faktisk havde jeg kun det tøj. jeg gik med, da jeg boede hos min familie. Jeg havde jo ikke ændret mig og var derfor heller ikke blevet tykkere eller højere.
Det var nok en ekstra bonus, at jeg ikke kunne blive fed. Men alligevel savnede jeg lidt det normale ved at kunne blive tyk. Mit liv var i hvert fald ikke specielt normalt på nuværende tidspunkt. 
Jeg skyndte mig at påføre et tyndt lag makeup, og gik derefter nedenunder. Det tog langt tid, da Jacinto's slot var enormt. Jeg boede nemlig i et af loftsværelserne, næsten ligesom Rapunzel der boede i et tårnværelse. Men jeg var heldigvis ikke spærret inde. 
Altså ikke fysiks spærret inde. Men jeg følte det som hvis døren var låst, og en kæmpe hængelås sad på vinduet. Jeg havde ingen private tanker, uden at Jacinto kunne høre alt. Det er næsten det samme som at sidde i et fængsel uden nogle form for kommunikation til andre. 
”Skynd dig herned Tamara,” Skyndte Jacinto på mig i mine tanker. Jeg nikkede endnu en gang, og sukkede indvendigt. Havde han stadig ikke ændret mening, med at jeg skulle bo hos de mennesker? Han var ude på noget, men desværre vidste jeg ikke hvad. 
Jeg løb videre ned ad resten af trapperne, og ind i opholdsrummet. Endnu en gang fik jeg kuldegysninger af at stå inde i det rum. Det var det klammeste rum jeg nogensinde havde været i. Nok fordi det føltes som om det spøger. Men det er jo også trods alt helvede jeg var i. 
Jeg kiggede spørgende hen på Jacinto igen, men endnu en gang sendte han mig et bestemmende blik. Han havde ingen intuition om at forklare mig hvad i alverden det gik ud på. Sommetider fik han pludselige ideér, som alligevel ikke var så gode. 
De 3 mennesker som var der igår, trak mig med ud ad slottet, og jeg havde ingen af mine ting med. Endnu en gang skulle jeg forlade mit hjem, for jeg havde boet der så længe til at jeg opfattede det som et hjem. Husholdersken havde været det sødeste som hun kunne være, og nu skulle jeg forlade hende. 
”Hvorfor skal jeg pludselig bo hos dem?” hviskede jeg til Jacinto. Han svarede mig ikke tilbage. Enten havde jeg gjort noget forkert, eller også så var han bare blevet sindssyg. 
Den ene mand gik over i en bil, mens de to andre gik med mig over i en rød Opel Corsa. Den ene mand var sikkert en af de der advokater som normale mennesker brugte. 
”Du skal nok få det bedre hos os, end du havde det hos ham” forklarede damen med et smil på læben. Den eneste jeg ville få det godt hos, var min egen rigtige familie, som nu var død. De var i helvede, da dødsriget er helvede. Himlen fandtes ikke som menneskene troede. Himlen var opdigtet.
Men helvede var også delt op i den gode og den onde side. Jacinto's slot var på den onde side, så han kunne pine folk. Min familie var på den gode side, og derfor kunne jeg ikke besøge dem. Jeg havde allerede prøvet i hundrede år. 
”Jeg havde det nu ellers fint nok” mumlede jeg lavt, selvom det var lidt af en løgn. Grunden var nok at jeg nu skulle op i menneskenes verden og væk fra helvede, hvilket betød at jeg ikke kunne prøve at besøge mine forældre og familie. 
Damen kiggede om på mig med et stramt smil, mens manden sad og kørte bilen. Hun tændte radioen, og ud kom noget tudemusik. Hvilket ikke lige var noget for mig. Godt nok havde jeg mistet min familie, og godt nok havde jeg været i helvede, men jeg var også en meget stærk pige.
Jeg tog mine høretelefoner frem, og tændte min ipod. Som i nok kunne regne ud, så virkede elektronik ikke i helvede, men vi var også lige kørt ud ad helvedes porten. Det var en smal åbning, som kun Jacinto kunne åbne. Det var sjældent han gjorde det. 
Jeg lagde mig tilbage i sædet, med et suk spillende på mine læber. Jeg var træt, og havde ondt af mig selv. Jeg skulle på mærkværdigvis bo hos nogle mennesker, jeg aldrig i mit liv havde kendt. Nogle mennesker som rev mig væk fra muligheden om at finde min familie igen.
Jeg sukkede indvendigt, og følte lidt at alt var nyttesløs. Hvad havde jeg egentligt overhovedet tilbage til at leve for? Ja listen er i hvert fald sindsygt kort, måske er den så kort at den slet ikke eksistere. Der var intet jeg gad leve for. 
Jeg kiggede ud på vejen, og lod mine øjne studere omgivelserne. De var meget kønnere heroppe. og så var der også sol. 
”Vi betyder noget for dig, men du har aldrig selv vidst det,” forklarede kvinden. Jeg så chokeret på kvinden, som kiggede alvorligt på mig i bakspejlet. Hvad mente hun mon med at hun betød noget for mig? Jeg havde ingen anelse om hvem de var. 
For mig var de to mennesker, der fjernede mig fra det sted, der kunne gøre det muligt at finde min familie. Intet mere, intet mindre.
”Undskyld mig, men jeg kender altså ingen andre end Jacinto.”

Manden kiggede sigende over på damen, og hun holdte mund resten af vejen. Manden ville sikkert ikke have hende til at uddybe det mere, men jeg krævede svar! Hun kunne ikke starte med at sige noget, og så bare stoppe. 
”Fortæl mig hvorfra jeg skulle kende jer!” udbrød jeg sigende og kiggede skiftevis på manden og kvinden. De sagde intet, og havde kun øjnene på vejen. 
Det gjorde mig irriteret. Jeg ville ikke bare ignoreres, de startede selv emnet og de skulle også selv afslutte det. En indre kamp startede i mit hoved. Skulle jeg provokere dem til at fortælle mig det, eller skulle jeg lytte til deres ordre og håbe på at de en dag ville fortælle mig det?
”I kan ikke bare sige sådan noget, og så stoppe med at forklare det!”
”Jo vi kan, og det er for dit eget bedste, det vil du en dag opdage” mumlede manden, som ellers havde forholdt sig nogenlunde tavs under turen. Jeg stirrede ondt på ham, og følte kun at jeg kunne snakke med kvinden. Det var hende der ville fortælle mig det, og måske kunne jeg lokke det ud af hende? 
Jeg satte mig stædigt tilbage i sædet, og kiggede arrigt ud ad vinduet. Et lille forfinet kvarter dukkede frem, og det lignede mest af alt et sted hvor personer som mig ikke hørte til. 
Jeg fnyste lavt, og kiggede til imens manden drejede en til en lille villa, som så meget moderniseret ud. Jeg havde jo trods alt heller ikke været ude fra helvede i lidt over 200 år. 
Fuglene kvidrede og pippede udenfor og det var til at blive sindssyg af. I helvede kunne man i miles omkreds høre skrig fra menneskene som den eneste lyd. 
Det lød skingrende skørt, men det var en mere behagelig lyd. Måske fordi jeg havde vænnet mig til den, og fordi fuglenes pippen var et mysterium for mig. Minderne fra mit gamle liv var svage og utydelige. Alt jeg kunne huske var mindet om da Jacinto reddede mig. 
Jeg blev vist ind på et værelse, som var helt tomt. De sagde at det var mit. Mit helt eget værelse, som jeg helt selv kunne dekorere med små nips ting. Som jeg kunne gøre helt personligt. 
Underligt nok anede jeg ikke hvad nogle af de ting var. Nips ting og hygge var ikke noget jeg normalt havde. Men som jeg stod heroppe i menneskenes verden, var det som om at alle de ting susede igennem mit hovede. 
Jeg smilede taknemmeligt til damen, og studerede i stilhed mit nye værelse. Det trængte til en ordentligt omgang maling, og en rengøring. 
”Vi ved godt at det trænger til en del, men det har været brugt som lagerrum. Måske kan du hjælpe med at gøre det hyggeligt igen?” sagde kvinden meget påpasselig, næsten som om hun var bange for mig. 
Det undrede mig, da jeg ikke havde haft voldelige tendenser i over 50 år. Jacinto havde straffet mig noget så grusomt, og det var på en måde uretfærdigt. Han gik hver dag og pinte folk, men det måtte jeg ikke?
Jeg var selvfølgelig glad for at han straffede mig, fordi så var jeg ikke en ond person. I hvert fald ikke i det store perspektiv. 
Selvfølgelig var jeg anderledes, og Jacinto havde et par gange talt over sig når han troede jeg ikke lyttet. Han havde været for uopmærksom ikke at tjekke om jeg lyttede. Han havde et par gang nævnt et par evner jeg besad, et par evner som kunne være en stor trussel for alt og alle. 
Endda dem jeg elskede, men de levede jo ikke mere? 
Jeg fulgtes op med kvinden, og hun viste mig et gæsteværelse jeg kunne sove i indtil mit værelse var beboeligt. Jeg var ekstremt taknemmelig for en masse, men jeg var stadig ikke tryg ved dem. 
En behagelig duft kom mig i møde, da jeg stille bevægede mig op til de andre. Mit værelse lå nemlig nede i kælderen, som ellers så anstændig ud. 
”Maden er snart klar vi har bare varmet nogle frysepizza op hvis det er okay?” forklarede hun og kiggede spørgende på mig, som om at hun ville have et svar på om det var fint nok. 
Jeg rynkede på næsen, da jeg ikke anede hvad frysepizza var. Jeg skyndte mig dog at sige at det var fint nok til hende, da hun troede jeg ikke brød mig om det.
”Jeg ved bare ikke hvad det er” sagde jeg undskyldende og fremtvang et lille smil. Hun nikkede og fortsatte med det hun var gået i gang med. Hun skurrede gulvene, og de lignede næsten nogle man kunne spejle sig i. 
Jeg tog overtøj på, og sagde at jeg ville gå udenfor og kiggede mig omkring. Døren knirkede lidt, og mindede mig mest om den dør vores nabo havde engang. Selvfølgelig levede hun ikke mere, da hun så ville have været over 200 år.
Hun var en ældre dame på 91 år, som altid hjalp til der hvor hun kunne. Man kunne ikke mærke på hende at hun var så gammel. 
En frisk duft kom mig i møde, og jeg indsnusede straks den behagelige duft. Der var en stor forskel fra den og lugten nede i helvede, hvor der generelt lugtede af afbrændte mennesker og råddenskab.
En kvinde gik pludseligt ind i mig, og usædvanligt nok blev jeg rasende. Hun kiggede forskræmt på mig og løb videre. Jeg undrede mig over dette, men skyndte mig hjem, og ind i spisestuen. Pizzaen smagte hæsligt, men jeg løj og sagde at det smagte fantastisk. 
Derefter var jeg hurtigt til at smutte direkte ovenpå og lagde mig i gæstesengen. Dagens begivenheder susede igennem mit hoved som en masse forvirrede minder, der ikke vidste hvad de skulle gøre. Jeg var taknemmelig for alt det de to mennesker havde gjort, men et eller andet sagde mig at jeg ikke kunne stole på dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...