Likes - er det livet?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2015
  • Opdateret: 15 feb. 2015
  • Status: Færdig
En klumme jeg skrev i forbindelse med et skoleprojekt.

38Likes
10Kommentarer
1263Visninger

1. //

 

 

Likes - er det livet? 

 

Klokken 06:00 slår jeg øjnene op ved lyden af alarmen, som kalder på mig fra mit sengebord. Jeg når ikke engang at gabe, før min højre hånd griber fat om min iPhone. Facebookikonet smiler så indbydende til mig.. Og så sker det. Detaljerede statusopdateringer om tante Odas chokoladesmåkager, vittige kommentarer og spilanmodninger vælter ned over mig, mens jeg lapper det i mig og scroller videre ned over min startside. Jeg havde ellers lovet mig selv, at det skulle være slut. Da jeg for et par dage siden fik en god snak med min sunde fornuft, blev vi enige om, at vi var godt trætte af det. Af Facebook.

Men her sidder jeg foran min fotogene havregrød, som jeg hurtigt knipser et billede af. Det skal man jo. Det er det nyeste svar på bordbønnen.

Lad det være sagt med det samme. Jeg skammer mig. Både på mine egne og på andres vegne. At jeg er alt andet end til stede ved middagsbordet, fordi jeg vægter chatbeskederne med vennerne, som er flere kilometer væk, højere, end de mennesker som sidder en armslængde væk fra mig. Det er ikke fordi jeg har noget imod at man har en Facebookprofil, og at man endda opdaterer den i ny og næ. Men hvor blev ’find-dine-gamle-klassekammerater og hold-kontakten-med-forældrene’-konceptet af? Fra min plads i sofaen ser det ud som om, at det er blevet erstattet af en never-ending søgen på anerkendelse, og statusopdateringer som er omtrent ligeså ubrugelige som en brugsanvisning til et IKEA-skab.

Facebook er der hele tiden: Min mobil ligger så tungt i bukselommen, at jeg hele tiden bliver mindet om, at min egen lille gruppe tilskuere venter spændt på mit næste Starbucks check-in, hvor jeg endnu engang skriver om den Pumpkin Spice Latte (med flødeskum og chiafrø, selvfølgelig!), som jeg satte til livs inden klokken rundede 15. Sandheden er, at de cirka tolv ’synes godt om-tilkendegivelser’, min latte kan hente hjem på Facebook giver mig et større koffeinkick end hvad kaffen i sig selv kan præstere. Tankevækkende, ikke?

Men hvad skal jeg egentlig bruge det til? Giver de retoucherede billeder i min venindes fotoalbum mig andet en mindreværdskomplekser og dårligt selvværd? Når alt tages i betragtning, så bliver jeg sgu ikke et lykkeligere menneske af, at kunne like en bekendts marengskageopskrift.

Verden ville da være et rarere sted at være, hvis vi kunne spise fire chokoladedyppede jordbær i solen uden at tænke på, hvordan de ville se ud gemt under et instant-filter på Instagram. Men jeg kan bare ikke lade være. Jeg er ikke længere blot en deltager, men en slave af teknologien, og det frustrerer mig.

Mit værd skal da ikke måles og vejes i virtuelle tommeltotter og antallet af de såkaldte venner, som jeg ikke har snakket med de seneste syv år. For slet ikke at tale om, at deres rolle på min profil minder mere om en anmelder end om en ven. Og de er i den grad en mægtig gruppe af hårde dommere!

Det kan da godt være, at jeg kan leve et glansbillede af et liv på Facebook, hvor lykken er at nogen ’synes godt om’ mig. Men har det smukke ved livet ikke altid været af leve? Leve med alt hvad ordet indebærer. Med noget så uinteressant og ludkedeligt som filterkaffe og citronmåne, og med trefarvet is til dessert. Med slørede billeder fra den mislykkede telttur. Ja, gid det var så vel, når jeg at tænke, før jeg tager et billede af dagens outfit og smutter ud af døren, mens det bliver uploadet til min profil.

 

 

Obs! Klummen blev selvfølgelig stillet op i det rigtige format og så videre i forbindelse med aflevering! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...