Ulykkelig, lykkelig med dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2015
  • Opdateret: 2 mar. 2015
  • Status: Igang
Kærlighed binder os sammen - men er vi bundet sammen af kærligheden?
Alt hvad jeg ved er, hvad mit hjerte fortæller mig, og alt hvad jeg har lært er, at lytte til hvad jeg føler. Jeg er fanget af kærlighedens uendelig aspekter, og spekulerer sommetider på, om jeg er blind for min fornuft.
Vi siger kærlighed gør blind - men hvad hvis det i virkeligheden styrker vores sande syn? Hvad hvis det drager os mod den sandhed vi alle søger, og besvarer de spørgsmål, som vi ikke selv ved vi stiller?

Muligvis er jeg virkelighedsfjern, måske er jeg realistisk - men jeg vælger at lytte til de uforklarlige signaler der farer gennem mit forvirrede sind i månens mørke timer.

I denne samling vil jeg forsøge at formulere mine ærlige længsler, og lysten til at opleve kærlighed med det menneske, som bærer mit hjerte med sig, form af tanker og korthistorier.




6Likes
1Kommentarer
326Visninger
AA

1. Det sidste døgn

 

Jeg kiggede på ham gennem døren, som stod på klem, i håbet om han ikke gennemskuede mig. Til min forskrækkelse, men begejstring for mine hår på armene, imødekom han mit blik, og jeg kiggede den anden vej. Kjolen hang så fint på en af bøjlerne og ventede på at blive brugt. Jeg tøvede et øjeblik, mens jeg iagttog min smukke, elegante veninde. Værelset bar en forfærdelig tomhed, som den første dag jeg satte mine ben på fynsk jord. En klump i halsen sneg sin vej frem, men idag var følelsen en anden. Der eksisterede ikke tvivl om begyndelse og slutning, men i stedet en sørgelig sandhed om fremtidens skæbne. Væggene var atter hvide igen, og mindede mig frygteligt meget om, hvor fremmede vi snart ville være for hinanden. I husets inferno følte jeg mig lukket inde bag mit sind, på samme måde, som jeg var revet op, klar til at tage hver og en af dem med ind. Det dyre stof mod min porcelænsblege hud gav mig kvalme. Jeg listede nervøst mod døren, og lurede gennem sprækken, som jeg havde formået hele året. I det ualmindeligt rene køkken stod tre af drengene samlet. Alting føltes så forkert, men allerværst, var følelsen af dråberne der nu faldt ned over min kind. Synet af hans mørke lokker, som klistrede til kanten af hans pande, fik hele min eksistens til at dele sig i to. En del af mig var allerede fløjet, ulykkelig og håbløs i søgen efter hans næste hus. I aften ville være enden på et kapitel vi knap havde startet, og endnu var det eneste der bekymrede mig, tanken om at se solens stråler en sidste gang, alene, danse deres vej hen over vores lille hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...