Please, don't say you love me - One Direction

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 feb. 2015
  • Opdateret: 18 mar. 2015
  • Status: Igang
Alexandra og hendes 11 måneder gamle søn, Mason, rejser til London for at starte et nyt liv. Alt er planlagt; De skal bo hos Alex' bedsteven Philip, indtil de har råd til at få deres egen lejlighed.
Men da Philips mor bliver indlagt, den dag Alex lander i London, bliver han nødt til at tage til Las Vegas og besøge hende.
Alexandra og Mason står alene tilbage i lufthavnen, og har ingen steder at tage hen. Da selveste Zayn Malik tilbyder hende hjælp, kan hun ikke gøre andet end at tage imod hans hjælp, selvom hun ikke kan holde ham ud.
Da Zayn træder ind ad døren til sin lejlighed, med Mason i favnen og Alexandra ved sin side. misforstår alle det. Hans kæreste slår op, og hans fire bedstevenner er skuffede over, at han ikke havde fortalt dem noget.
Alex gør alt hvad hun kan for at hjælpe Zayn, og lige da hun er ved at overbevise hans venner og ekskæreste om at Mason ikke er Zayns barn, kommer der noget i vejen.

92Likes
76Kommentarer
6000Visninger
AA

1. Prolog

 

 

”Jeg tør ikke.” Hviskede jeg til Markus, og strammede grebet om hans hånd. ”Slap af skat, det skal nok gå,” han kyssede mig blidt på panden, ”jeg er hos dig. Der er intet at være bange for.”

”Det kan du jo nemt sige. Det er ikke dig som skal føde vel?”

Veerne var begyndt at blive slemme, og jeg ville bare have det overstået. En mandlig læge trådte ind på hospitalsværelset, efterfulgt af to kvinder. De præsenterede sig som sygeplejerske og jordmoder.

Efter et stykke tid hvor jeg bare havde ligget og skreget ned i puden, oplyste sygeplejersken at fødslen var i gang.

Markus stod ved siden af, og holdte min hånd igennem hele fødslen. Han hviskede en masse søde ord i mit øre, mens jeg råbende bad ham om at holde kæft.

Jeg følte mig pludselig helt let og tom. Jeg tørrede tårerne af mine kinder.

Idet jeg løftede hovedet fra puden, hørte jeg et barn hyle. Markus og jeg kiggede på samme tid hen på jordmoderen, som stod med vores barn i favnen. Jeg smilte, og begyndte at græde endnu mere.

”Jeg bliver nødt til at gå.” sagde Markus pludselig. Jeg kiggede forvirret efter ham. ”Han er sikkert bare nervøs,” fortalte sygeplejersken mig. ”Han kommer tilbage om lidt.”

Men det gjorde han ikke.

Han kom aldrig tilbage.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...