Skoletasken

Samfundskritisk novelle, om en lille afrikansk pige, som har det svært i sin nye, danske familie. En fortælling om fremmedgørelse, men også om sorg, og tabet af et familiemedlem.
Inspireret af Naja Marie Aidts stil og fortælleteknikker.

Ris og ros modtages glædeligt :-)

3Likes
4Kommentarer
284Visninger

1. Skoletasken


Hendes navn er Ayo og hun kommer fra Afrika. Hendes mor kalder hende Bodil, og siger at hvis
hun vil integreres i samfundet skal hun også have et dansk navn. I skolen holder de hende udenfor.
De kalder hende negerbarn og griner af hende fordi hun ikke svarer igen. Når de griner af hende
græder hun ikke. Hun lukker sig inde i sit eget lille kammer, og bliver der inde til stormen er drevet
over. Hun er stille der hjemme og hun er stille i timerne. Hun siger ikke noget fordi hun ikke har
nogle ord der kan beskrive hvordan hun har det. Lærerne tror at hun er trodsig når hun ikke svarer
dem, men i virkeligheden er hun bare helt tom for ord. De sidste tre år har hun ikke ytret et eneste
ord i skolen.
   Når hun får fri samler hun lydløst den lyserøde skoletaste op og begynder at gå hjem. De andre børn
tager bussen.
   Når hun kommer hjem lægger hun sin skoletaske i gangen og går ind på værelset og lukker døren.
Der er ingen lås på døren, så hun låser den ikke. Der er stille i huset og hun sætter sig foran sit lille
spejl og kigger på sig selv. Hun kigger på sine sorte krøller og sin brede næse. Hun kigger på de
mørke øjne og de store læber. Hun presser læberne hårdt sammen og begynder at børste sit hår. Hun
børster det længe og grundigt og hun gør det hver eneste dag. Hendes værelse er småt og mere eller
mindre tomt. Det plejede at være fyldt med plakater og bøger og legetøj som ikke var hendes. Hun
tænker tit på sit hjemland selvom hun ikke kan huske det, fordi hun blev taget fra sin rigtige mor da
hun var meget lille. Hun har boet i dette kolde og kaotiske land lige siden.
   Klokken er mange før hendes mor kommer hjem. Døren knirker, og derefter smækker den hårdt i.
Ayo griber sin lyserøde skoletaske og kravler ind under sin seng. Hun trækker sengelinnedet ned så
hun er helt skjult, og hun ligger sig helt stille med hovedet på tasken.
   Ude i køkkenet bliver der åbnet og lukket skabe. Hendes mor leder desperat efter sin flaske med
vin som hun ikke kan huske at hun allerede har drukket.
”BODIL!” skriger hun hæst, ”Hvor er mit skide vin henne?”
Bodil holder sig for ørerne og lukker øjnene. Hun ruller sig sammen i fosterstilling og prøver at
holde vejret.
   Når hendes mor drikker bliver hun aggressiv og nogle gange slår hun også. Bodil gør sit bedste
for ikke at lade sin mor mærke at hun er til stede. Bodils mor bebrejder Bodil fordi Henning skred.
Henning skred fordi han ikke kunne klare at se på et barn som ikke er hans eget.
   Henning ved godt at Bodils mor drikker, og at hun nogle gange slår, men han vil ikke have mere med hende at gøre, så han nøjes med at se på dem på afstand. Nogle gange får Bodil et glimt af ham
når han går forbi på gaden eller når han sidder i sin bil og ser ud som om han venter på nogen.
Måske venter han på sin nye kæreste.
   Bodils mor har fundet en ny flaske med portvin og den åbner hun og glemmer straks alt om sit
barn. Hun skænker et stort glas som hurtigt forsvinder og derefter endnu et, og så et tredje. Hun ser
sig omkring i sit hjem og lægger mærke til hvor rodet og beskidt der er. Det er længe siden jeg har
gjort rent, tænker hun, og skænker sig et sidste glas vin.
   Så er det fredag og det er Bodils fødselsdag. Bodil er i godt humør og knuger sin skoletaske i
hænderne på vej hjem fra skole. Hun husker tydeligt da hun fik tasken, det var hendes mor der gav
hende den. Da hun fik tasken på sin 5 års fødselsdag havde hendes mor sagt ”En prinsessetaske til
min egen lille prinsesse”. Derefter havde de gået en tur i parken og de havde spist jordbæris mens
de holdt i hånden og nynnede se den lille kattekilling. Kun få dage efter havde Henning forladt
Bodils mor, og siden da blev hun ikke kaldt en prinsesse mere.
   Solen skinner i dag og Bodil håber at mor vil sige tillykke til hende. Hun kommer hjem og smider
sin taske i gangen. Hun går ud i køkkenet og finder et lille rødt og hvidt flag frem som er gammelt
og slidt og som kan stå af sig selv. Hun sætter det på det lille bord i køkkenet og smiler stort. Så
begynder hun at rydde op. Hun samler ting sammen med sine små hænder og hun putter alting i
kasser og æsker. Hun fejer gulvet og hendes mave rumler fordi hun ikke har spist siden i går; hun
faldt i søvn under sengen uden aftensmad, og da hun vågnede var hendes mor taget på arbejde igen.
   Det er sent og Bodil er træt. Hun sidder i køkkenet og venter på sin mor. Klokken slår ni og
Bodils mor kommer ind af døren.
”Hvorfor er du ikke gået i seng endnu?” spørger hendes mor træt.
”Jeg ventede på dig, mor!” svarer Bodil lykkeligt. Hendes mor ser sig omkring i hjemmet; søgende
og forvirret. Så retter hun stift blikket mod sin datter.
”Hvad har du lavet, har du gemt mine ting?” spørger hendes mor hidsigt. Hun traver demonstrativt
og med lange skridt ind i det rene køkken med sine beskidte sko. Med et er der igen mudder og
skidt over alt.
   Mor begynder hidsigt at rive kasser ned fra reolerne, og hun river deres indhold ud på gulvet.
Kasse efter kasse flår hun ned og tømmer, mens Bodil ser forskrækket på. Hun havde gjort sig så
umage. ”Mor…” siger Bodil forsigtigt og ulykkeligt. ”Kald mig ikke dét!” hvæser mor og skubber
sit stakkels barn til side med en stiv bevægelse. Bodil ligger på gulvet, hun har slået sit hoved. Der
er tårer i hendes øjne. 
  Mor sukker dybt og smiler, hun har fundet sit kæreste eje, og hjemmet ligner ikke længere et
hjem. Hun holder det i sin rystende hånd, det er et familiefoto; mor, far og barn, sådan som det skal
være. Hun vender sig mod Bodil. ”Det er sådan en rigtig familie ser ud! Forstår du det?”
   Mor smider billedet på køkkenbordet og begynder at lede efter noget sprut. Der er kommet en
flænge i billedet. Bodil tager billedet med ind på sit værelse og kravler ind under sengen. Jeg
rækker mine arme ud for at nå hende, men jeg vil aldrig kunne røre hende. Bodil græder. Hun
græder og hun flår billedet i mange små stykker. Billedet er ødelagt. Hun kravler ud fra sin hule og
sætter sig midt på gulvet. Hun lader billedets stumper ligge ud over hele sit gulv. Hun har vænnet
sig til at leve i rod. Mor kommer ind på værelset, hun råber og hun skriger. Da hun ser billedet
græder hun, og hun slår Bodil hårdt. Jeg stiller mig imellem dem, men alligevel rammer slaget
Bodil og ikke mig.
   Tre dage efter har Bodil stadig røde kinder og hun går tavst i skole som hun plejer. Hun har sin
lyserøde taske på skulderen og hun ser de andre børn grine da de kører forbi i bussen. I skolen siger
hun ingenting. Derhjemme gemmer hun sig under sin seng. Henning kører forbi hendes skole og
forbi huset i sin bil, men han stopper aldrig. Mor kigger på gamle billeder af os, og Bodil ser hun
slet ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...