Idgie DrageDræberen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2015
  • Opdateret: 8 feb. 2015
  • Status: Færdig
Idgies bror er forsvundet, men med en magisk bog kommer hun til en mystisk verden med drager, troldmænd, folk med haler og magi. Kommer hun til at finde sin bror? Og kan hun besejre det onde?

0Likes
0Kommentarer
357Visninger
AA

1. Bogen

Idgie sad i sin nye stol på sit værelse. Hendes værelse var klistret til med plakater og tegninger med alfer, trolde, nisser, elvere og orker. Idgie havde også en kæmpe bogreol, kun med fantasy og eventyr romaner.

Men nu var hun blevet fanget af en spændende bog. Hun havde fået bogen af sin mor og far i julegave. Det var en fantasy roman. Det havde været hendes brors yndlingsbog.

Idgies bror var forsvundet. Han var en dag gået en tur, men kom ikke tilbage. De fleste sagde altid til hende, at han var død, men Idgie vidste, at han var i live. Hun kunne bare fornemme det.  

Idgie var fem år den gang, så det er mange år siden, men hun savnede ham stadig. Der gik ikke en dag, uden hun tænkte på ham.

 

”Idgie, vi skal spise”, lød det fra mor nede i køkkenet. Hun lagde bogmærket stille ind i bogen, og lagde den fra sig, over på bordet. Idgie løb ned i køkkenet til mor. Far sad allerede klar til at spise. De havde dækket op til fire, selvom de kun var tre.

De satte sig stille ned, og begyndte at spise. Idgie kiggede over på den tomme plads over for sig. Der kom ingen gæster, heller ikke i dag. Hendes forældre var aldrig kommet over det, at storebroderen var forsvundet, derfor blev der dækket op hver eneste aften til ham ved bordet. ”Han kommer tilbage en dag, det ved jeg”, sagde Idgie så lavt, at hun håbede på, de ikke kunne høre det. Men det kunne de. Far kiggede forsigtigt over på hende. ”Shhh, Idgie”, sagde han. Men Idgie ville ikke være stille, hun var også ked ad det, men hun havde brug for, at snakke om det.

 ”Måske er han gået ud i skoven”, sagde hun og kiggede op på mor. Mor kiggede igen på Idgie. Mor havde tårer i øjnene.

”Idgie, hold så mund”, sagde far med en meget bestemt tonefald.

Idgie stoppede ikke.

 ”jeg ved han er der ude et sted. Måske sammen med nogle søde nisser eller smukke elvere eller….”.

Hun nåede ikke at tale færdig, inden far afbrød hende.

”Nu er det nok. Kan du ikke se, at du får din mor til at græde”.

Idgie kiggede over på mor. Hun havde ramt hendes mor på et blødt punkt.

”Han er ikke død”, sagde Idgie stille.

 ”Så er det nok unge dame. Op på dit værelse”, råbte far. Hun skyndte sig at løbe op på sit værelse, som han havde sagt.

 

Hun startede med at græde, men så begyndte hun at læse i sin bog. Hun læste og læste. Pludselig, stødte hun på et ord i bogen: ”Forsvundet”. Hun læste det højt. Første gang: ”Forsvundet”, anden gang: ”Forsvundet”, og tredje gang: ”Forsvundet”. Nu blev der stille i værelset. Ordene i bogen bevægede sig imellem hinanden. Nogle blev større, og andre blev mindre. Men ordet ”Forsvundet”, kravlede sig stille hen midt på siden. Det var som om, alle de andre ord gjorde plads til den.

Idgie var lamslået. Hun havde læst mange bøger, mange sider og rigtig mange ord. Men hun havde aldrig oplevet det her før. Hun smed bogen fra sig. Nu lå den der på gulvet. Den var stadig slået op på den side, og ordene dansede stadig rundt. Siderne begyndte at lyse. Idgie kravlede stille hen til den – med ét var hun væk. Bogen havde slugt hende.

 

Hun faldt ned gennem en lang tunnel. Tunnelen var fyldt med ord, alle de ord hun havde læst i bogen. Foran hende var der et ord ”Forsvundet”. Hun faldt og faldt og pludselig da tunnelen endte, ramte hun jorden. Det blev helt mørkt for hendes øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...