Selvportræt one shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2015
  • Opdateret: 6 feb. 2015
  • Status: Færdig
Det her er en historie, jeg skrev da jeg var 13 år. Vi fik et billede af en mand, der stod, og kiggede ud af et vindue, og ud fra det skulle vi så skrive en stil. Stilen skulle ende med at han kiggede ud af vinduet. I må meget undskylde for mine grammatikfejl.

1Likes
0Kommentarer
58Visninger
AA

1. Stilen; selvportræt

 

Selvportræt

 

Jeg gik med forsigtige skridt ned af den dugvåde bro. Klokken var allerede fire om morgenen, så mine ben var ødelagte, efter en hel nats tur, hvor jeg forvirret gik rundt, og spekulerede på om det skulle være nu. Et skridt mere og så var jeg ude. 

Gør det. Stemmerne var tilbage. Selvom jeg prøvede at lukke dem ude, fandt de en vej ind igen.

Gør det nu. Lægen havde sagt til mig, at det ikke var normalt at høre stemmer. Selvfølgelig vidste jeg godt, at det ikke var normalt, men de lød så overbevisende, så oprigtige.  Mine tanker fløj rundt. Forestillingen af min begravelse kom frem. En surrealistisk forestilling om at folk kom, og at folk græd, var så urealistisk at man ligeså godt bare kunne bilde sig selv ind, at himlen var lilla. 

Hvad venter du på? Gør det dog. Langsomt bevægede jeg mine ben, så kun min hæl var inde over broen. Jeg kiggede langtrukkent ud over den yndefulde horisont. Solen var så småt begyndt at stå op, og kun en håndfuld skyer var på himlen. De turkis farvede bølger på havet formede sig i blide træk hen over det dybe vand.  En verden som denne var ikke værd at gå glip af. Jeg kunne ikke. Hvis jeg gjorde det, ville alt være forgæves, alt det jeg har gjort, alt det jeg har prøvet at få gjort.

Gør det dog. Ingen vil savne dig alligevel.

”Gå med jer,” hviskede jeg stille, men hårdt. Det var trættende altid at skulle modstå fristelsen til at forsvinde. Fristelsen var så umådelig stor. Gør det nu. De blev ved. Jeg ville jo bare have dem til at gå væk. Jeg ville have dem til at forlade mig, men de gik aldrig med til det. Mine bønner til den højere religion var aldrig blevet hørt, selvom jeg havde ligget og bedt hver aften for et tilfredsstillende liv. Det var ikke min tur endnu. Det var ikke min tur til at dø.

Hvis du lytter, sker der dig kun det bedste. Jeg måtte ignorere dem, prøve at lade som om de ikke var der. Men de var der, og det var problemet. Jeg vendte min ryg til horisonten i en stille bevægelse. Mine ben slentrede harmonisk henover broen i perfektionistiske bevægelser. Det var ikke min tur endnu.

Rystende låste jeg døren op til lejligheden. Turen hjem var udmattende, men alligevel var jeg ikke træt. Det første der mødte mig var besynderligt. Noget fra min fortid jeg helst ville glemme, men ikke kunne. Hendes øjne stirrede bebrejdende på mig. Hun burde ikke være her. Det var ikke meningen. Hun var jo død.

 ”Hvad laver du her?” spurgte jeg forundret. Hun kiggede på mig, på den måde hun plejede, når jeg havde gjort noget jeg ikke skulle.

”Hvad laver du her?” Gentog jeg mig. Det var umuligt, hun var umulig. Det var jo et år siden. Et år siden jeg mistede den der betød mest for mig i hele mit liv, og så dukker hun op her ud af det blå.

”Svar mig,” skreg jeg. Hun svarede mig ikke, men kiggede kun på mig med sine store grønne øjne. Hun græd. Hendes tårer røg ned af hendes kinder, langsomt og blidt. Hun var så perfekt. Selv når hun græd. Gud, hvor jeg dog elskede hende. Hvis bare jeg kunne røre hende. Føle hendes hud på min, og så ville alle vores problemer forsvinde for en stund. Men det skete ikke. Det skete aldrig, for hun var ikke virkelig. Det var en forestilling. En dum fantasi, som ikke gjorde andet en at manipulere med mig. Men jeg faldt for det. Jeg faldt for hver en tåre, der faldt ned af hendes kind. Jeg havde aldrig givet slip på hende, selvom jeg vidste, at jeg burde.

”Gå med dig. Du er ikke virkelig,” sagde jeg rastløst. Hun forsvandt som regn på en solskinsdag. En klump i maven af skyldfølelse bredte sig. Jeg kunne da ikke tillade mig at tale sådan til hende. Det var mit sidste farvel, og jeg fik ikke sagt, at jeg elskede hende. Hvor var det dog uretfærdigt.

Jeg kunne ikke sove. Jeg lå bare og stirrede op i loftet. Jeg tænkte på minderne. Jeg tænkte på min forlovede, min eneste ene, som ikke var her mere. Jeg tænkte på hendes bedårende gyldenbrune hår og hendes charmerende smilehuller. Vi var så lykkelige. Eller jeg troede vi var. Jeg var. Hun var ikke. Jeg havde ingen ide om hvordan kærlighed føltes, før jeg mistede min. Hvis bare jeg kunne se hende igen.

Hvis du lytter, kan du se hende, så meget du vil. Stemmerne hjemsøgte mig igen. Lyden af stemmerne gav mig kuldegysninger. Stemmerne gjorde mig bange. Det gjorde mig bange, at jeg inderst inde lyttede til dem. Jeg var bange for mig selv, bange for hvad jeg kunne finde på. Det var et stort rod. Et stort rod jeg ikke kunne rydde op. Jeg lukkede mine øjne i, og prøvede at tænke tilbage, til tiden hvor jeg var sorgfri og ubekymret. Tilbage til tiden hvor det eneste jeg tænkte på, var hvad vi skulle have til aftensmad. Hvis bare det var så nemt. Jeg anede ikke hvad hun tænkte på. Hun virkede så elegant og salig, men det var hun jo åbenlyst ikke. Hvis hun var, ville hun jo ikke have taget sit eget liv. Det var en perfekt facade, hun havde oppe. En facade man ikke kunne nedbryde. Jeg spiste ikke i flere dage dengang. Jeg kunne ikke få noget mad ned. Jeg fortjente ikke mad. Jeg så ikke, hvor elendigt hun havde det, så blind var jeg. Og der begyndte stemmerne at komme. De fortalte mig at hvis jeg lyttede til dem ville alt blive bedre. Og jeg troede på dem. De plejede at være flinke, men så blev de overlegne og lumske, og ville have mig til at gøre ting. Ting jeg var forlegen over. Unævnelige ting, som de sagde jeg skulle. Og det blev aldrig bedre af det.

Jeg havde taget en beslutning. Imens jeg lå og ihærdigt prøvede at sove, besluttede jeg mig. I dag var i dag, smerten skulle ende. Det var det bedste for mig. Stemmerne havde overbevist mig. Hvis jeg ville forenes med hende, blev jeg nødt til at forsvinde. Der var ingen vej tilbage. Jeg tog et bad for hendes skyld, for at jeg kunne se ren ud, da jeg skulle møde hende. Mine bare ben møvede sig ud på toilettet med resten af min krop på slæb. Jeg smed mit tøj på det hvide marmor gulv, og trådte ind i det gloende vand. Det skyllede ned over min skallede hovedbund og omfavnede resten af min ødelagte krop. Det var afslappende. Det var hvad jeg trængte til. Det var som at få vasket alle bekymringerne af.

Jeg behøvede ikke at skrive et afskedsbrev til nogle. Jeg havde ikke folk der holdte af mig. Jeg efterlod min lejlighed ren. Den var skindende perfekt, præcis ligesom hende. Min mørkegrønne trøje jeg havde iført mig, var den eneste rene, samt de sorte bukser jeg fandt nederst i min kommode. Jeg ville være ren for hende. Stille stavrede jeg mig over til vinduet, og kiggede ned. Herfra skulle jeg springe. Min skygge spejlede sig på væggen, som et monster. Som det monster jeg var inderst inde. Som det monster jeg snart ville være fri for. Et smil bredte sig på mine læber. Snart ville jeg være fri fra alt det kaotiske kaos. Snart ville smerten tage over, og lade mig være sammen med hende.

Jeg gjorde alt dette for hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...