Ét lys i mørket.

Hey peoples.. Denne movellas handler om de følelser jeg render rundt med.. Grunden til at historien hedder 'Ét lys i mørket' og ikke 'følelsen' (som den rigtig skulle) er fordi, at denne følelse her, som jeg prøver at beskrive, skiller sig ud fra alle de andre.. OneShotet handler simpelhen om denne her følelse, som jeg ikke kan forklare.. Jeg ved ikke hvad det er for noget, og derfor tog jeg den beslutning at prøve at diskutere med mig selv, om hvad det er for noget.. Den endte med at blive rimelig god, synes jeg selv, så derfor deler jeg den nu med jer.. Men i er da altid velkommen til at læse den.. Jeg håber i vil give jer tid til den.. Enjoy ;)

1Likes
0Kommentarer
109Visninger
AA

1. Ét lys i mørket

Følelsen.

Kender du den følelse? Den følelse som ingen kan beskrive? Den er simpelhen ubeskrivelig. Den følelse, som kan få dig til, at føle dig bare en smule glad, men også ked af det på samme tid? Den er som en påmindelse.. En lille reminder?! Ved du hvad jeg mener? Nej? Okay.. Lad mig prøve at forklare.. Helt fra bunden..

Følelse.. Hvad betyder det egentlig? Hvad er det overhovedet for et ord, hvis man kan spørge på den måde! Er det når jeg rører ved noget? Altså, jeg kan føle glasset i min hånd? Eller er det når man er forelsket? Altså, når man har følelser for én? Men nej.. Ikke denne følelse jeg sidder med nu.. Den er ingen af delene... Ingen af delene. Men hvad er den så? Hvad er det her for en følelse?

Måske kan man sige at de er et minde? Et minde om noget godt? Ja et minde.. Men hvad vil det så sige at det er et minde? Er det overhovedet et minde? Er det overhovedet en følelse? Ordet minde er bare ikke stort nok til at kunne beskriver følelsen på den rigtige måde.. Lang fra. Følelse...?! Er det overhovedet det rigtige ord at bruge? Jeg ved det ikke? Jeg ved ikke hvad det er.. Jeg ved ikke engang om det er en følelse? Men om den betyder noget.. Meget.. Den betyder rigtig meget.. Men hvad er det? Hvad er det der gemmer sig dybt nede i mit såkaldte smadret og mørke hjerte? Måske er det en form for betydning? Betydning.. Betydning. Det er måske en klump af betydning, som stadig sidder fast? Vi ved alle at betydning er et virkelig stort ord.. Men det er bare ikke stort nok til at kunne forklare denne ene lille følelse rigtig..

Hvad skal jeg gøre for at løse det? Finde ud af hvad det er..? Måske forsvinder den, hvis jeg finder ud af, hvad det er for en følelse? Jeg er i virkeligheden bare bange for at miste den?! Bange for at miste den lille gnist af glæde, jeg stadig bærer rundt på.. Men så alligevel ikke!?! Hvad hvis jeg ikke havde den? Hvad hvis den ikke fandtes? Så ved jeg ikke, hvor jeg ville være imellem himmel og jord idag. Dog har jeg da også en masse andre blandede følelser i min krop.. I hvert fald for det meste. Men denne her skiller sig ud fra alle de andre... Den er positiv! Jeg er ikke den person, som ser positivt på alting.. Tværtimod faktisk! Man kan godt sige at mine tanker tit er virkelig dybe, og de kommer helt ned og snitter bunden, men alligevel har jeg ikke formået, og opklare denne ene lille følelse.. Den redder mig for, at gøre nogle dårlige ting?!

Vi alle har sikkert haft nogle dage, hvor vi bare vil forsvinde. Enig? Okay! Sådan har jeg haft det hver dag i rigtig lang tid efterhånden, og derfor er den specielle følelsen nærmest blevet mindre og mindre.. Men den vil alligevel ikke give helt slip.. Jeg er bange for at miste den.. Hvad hvis det ender galt, hvis jeg mister den? Vil jeg overhovedet blive savnet? Hvem vil savne mig? Alle de der triste fornemmelser.. Følelser! Dem er der skam rigelige af.. Men ikke af denne ene betydelige følelse. Der er kun den ene følelse.. Helt for sig selv, kæmper den sig igennem alt skidtet, og sørger for at jeg ikke gør mig selv ondt.. Den har nogle kræfter jeg slet ikke er i stand til at kunne forklare..

Alligevel når jeg sidder derhjemme om aftenen.. Har haft en virkelig lortedag, ligesom alle de andre dage i ugen.. I månedet.. Jeg har skam tit fået de der triste følelse, som strømme igennem min krop.. Dem som jeg heller ikke kan beskrive korrekt.. De kommer fra hjertet, og på få sekunder formår de at sitre sig hele vejen ud til mine fingerspidser og tæer.. Den breder sig på mindre en nogle få minutter.. Det er uhyggeligt.. Jo mere jeg tænker over denne triste fornemmelse, jo mere har jeg lyst til at fjerne den.. Fjerne den ved at fokusere på noget andet der gør ondt.. Det er de triste følelser som river, kredser og flår mine ar, i mit hjertet, op.. Lige netop når jeg tror, jeg har fået samlet mig selv, ender det med at det blive ødelagt inde for få sekunder, hvor det tager flere uger at genopbygge... Den specielle og underlige følelse er ikke stor nok til at kunne fjerne alt skidtet helt, som den sejler i.. Skidtet river mit hjerte fra hinanden, og prøver at opløse mig helt.. Hvorfor er de der? Hvorfor har jeg det på denne måde? Det er en forfærdelig smerte.. Den piner mig, og jeg kan intet gøre.. Intet..

Hvorfor er jeg ikke bare glad og almindelig, ligesom alle de andre? Hvorfor trives jeg ikke som dem? Jeg føler mig anderledes, på en helt forkert måde.. Jeg føler mig, som et problem i alle situationer.. Nej, jeg føler mig som problemET... Lige meget hvad, er jeg den, som ikke gør det rigtige! Og det er netop det, som er med til at splitter mig fra hinanden.. Og derfor er det svært at holde fast i sig selv! Holde sig selv sammen! Jeg sidder tit, og har denne fornemmelse på værelset om aftenen.. Jeg ligger i min seng, og kigger ud af vinduet.. Ser på den smukke mørke himmel, og ser mig selv, som et mareridt.. Mareridtet.. Ser på alle stjernerne, som lyser den uendelige og mørke himmel op.. Drømmer om at det en dag er mig.. Men alligevel vil jeg ikke være stærk nok til at kunne lyse en så mørk himmel op, som de gør.. Det ville jeg slet ikke være i stand til.. Jeg vil blive fristet af mørket. Mørket er som min bedste ven i disse situationer. I alle situationer.. Den vender altid tilbage efter en dårlig dag.. Den vil altid være ved min side.. Også når jeg så enddag ikke er her mere, så vil den være der.. Den er der altid, og jeg kan kun være taknemmelig.! Jeg bliver tit fristet af mørket. Ofte ønsker jeg, at jeg ikke vil vågne op igen, når jeg endelig ligger mig til at sove.. Hvad er jeg her for? Hvem har brug for mig? Ingen... Ingen.. Hvorfor er jeg her så stadig? Den tanke for mig dybere ned, end den er i forevejen..

Jeg har tit siddet med bladet i håndet og tænk 'dette er det rigtige at gøre'... Man kan sige at det er som små stemmer i mit hoved? De hvisker ting til mig.. Som 'Du betyder intet for nogle alligevel' 'Bare et snit,det betyder jo ingenting' 'Hvad venter du på, bring nu smerten et andet sted hen end hjertet'.. Jeg sidder med tårer i øjnene, og ved ikke hvad jeg skal gøre.. Skal.. Skal ikke.. Skal.. Skal ikke.. Alt er sløret for mig, og min hænder ryster.. Både af gråd og smerte.. Hvorfor ikke bare gøre det? Hvorfor ikke bare få det gjort, så jeg kan lægge smerten et andet sted hen, end i hjertet, hvor den bliver ved med at gnave den betydning der er væk.. Smerten prøver at dræbe følelsen.. Den prøver at dræbe mig.. Men jeg vil ikke. Alligevel har smerten alt magten? Hvorfor? Hvorfor skal det her ske for mig? Hvad er det jeg har gjort siden jeg skal straffes på denne måde?. Pines på denne måde?

Ingen ved jeg har det sådan.. Men spørgsmålet lyder mere.. Hvem ved overhovedet jeg er til? Der er jo ingen der rigtig ligger mærke til mig! Men det er jeg vel ved at være så vandt til?. At sidde for mig selv, på min plads i skolen, imens jeg kan se på at min x-bedsteveninde, som morer sig med sit nye "crew".. Jeg blev valgt fra.. Hvor fedt er det? Ikke fedt, det kan jeg ligeså godt afsløre! Jeg ved godt, at jeg selv burde komme ind i kampen, og kæmpe for at være en del af fællesskabet... Men hvorfor overhovedet prøve, når jeg ved jeg har tabt kampen på forhånd?!

Men atter kommer jeg hjem, hver dag.. Kommer direkte hjem til en mor jeg skændes med konstant.. Skændes med om alt.. Ingen støtte nogle steder fra.. Ingen støtte fra nogle.. Lige nu hvor jeg allermest bare har brug for en skulder, og græde i.. Istedet ligger jeg mig ned, putte musik i ørene, slippe tankerne fri, imens jeg kan mærke tårnene presse på.. Inden for få minutter er min kinder gennemblødte, af tårne, som stadig strømmer ned af mit stoneface.. Det er der alle tankerne kommer.. Alle tanker om alt.. Alt imellem himmel og jord.. Det er for det meste i mørket, de kommer.. Det er der stemmerne kommer.. Jeg bliver sindsyg.. Sindsyg af at tænke så meget over alt.. Sidde med bladet i den ene hånd, og er ved at gøre noget man alligevel vil komme til at fortryde senere.. Men mit hjerte kan ikke holde det ud mere.. Det ødelægger mig.. Det splitter mig ad.. Splitter mig i tusinde stumper, og næsten umuligt at samle op på igen.. Jeg føler mig ingenting hver.. Fortabt.. Tom.. Hvorfor ikke bare gøre en ende på det hele? Få det overstået.. Bare lade mørket og smerten vinde? Lade det forføre mig til et bedre sted.. Det betyder jo ingenting alligevel..

Men det er dér den specielle følelse træder frem?! Den følelse der er gemt sig langt inde bag mit ødelagte hjerte.. Den holde mig på en måde sammen, selvom den kan være virkelig svær at finde frem.. Men den er der.. Den kan være rigtig svær at føle den en gang imellem.. Men den er der.. Og det betyder meget! Den popper nemlig alligevel op, når jeg er ved at gøre noget dumt ved mig selv.. Jeg er taknemlig. Taknemmelig over stadig at have denne følelse gemt et sted dybt inde i mig, når det hele er ved at ramle sammen.. Den stopper mig lige inden jeg bevæger bladet.. Inden jeg ellers gør noget, som jeg ikke kan fortryde, men som andre i mine omgivelser, ikke vil kunne tilgive mig for.. Den ene lille følelse, som er så lille, men alligevel kan gøre så meget.. Og jeg ved ikke hvad det er for en? Og den vil ikke fortælle mig det... Den vil ikke give mig nogle tegn. Jeg kan simpel ikke finde et ordenligt ord for den. Det er ikke glæde.. Det er ikke lykke? Følelsen kan nemlig også gøre mig ked af det.. Det er som om den styrer mig, selvom jeg er tæt på at miste den..

Og jeg er bange.. Bange for at miste den.. Hvad er det? Og hvorfor findes den? Hvorfor findes der overhovedet følelser.. Hvad er det for noget latterligt bullshit, Gud har opfundet?

Følelser er næsten ligesom tid.. Det er livsnødvendigt.. Hvis vi ingen følelser havde, ville vi ikke have noget liv.. Hvis vi ingen tid havde, ville vi ikke kunne leve.. Det er livsnødvendigt.. Det har alt for stor betydning for os..

Men det jeg simpelhen ikke kan komme frem til er, hvordan denne følelse kan redde så meget inde i mig.. Når jeg sidder i skolen, og dagdrømmer, er min tanker fast besluttet på at løse dette mysterium.. Men der er en masse forhindringer.. Afbrydelser hvis man kan kalde det det?! Folk som snakker til mig, hvor jeg egentlig bare har lyst til at tænke.. Der er ikke tid nok til det.. Så jeg bliver nødt til at vinde mere tid.. Det ender med at jeg går en hel dag at tænker.. Dog med afbrydelser. En hel uge kan jeg tænker. En hel måned kan jeg tænke.. Men der er en masse forhindringer ind imellem, og det irriterer mig.. Skole.. Fritidsjob.. Lektier..

Dette er simpelhen bare uløseligt, og det må jeg bare acceptere.. Det er ufattelig nok ikke lykkedes mig at løse den endnu.. Og jeg finder nok aldrig ud af det.. Den er og forbliver ubeskrivelig.. Det er vel bare en reminder om, at jeg ikke må bryder sammen? At det ikke må køre helt af skinner? Men følelsen har alt min taknemlighed.. Taknemmelighed over at have reddet mig liv utallige gange.. Og hvis den en dag forsvinder, forsvinder jeg med den...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...