Mit Røvhul

Pludselig efter 16 år står en fremmede kvinde og siger hun er din mor, og vil have dig tilbage. Din far er en gamle rockstjerne og lidt af en peace maker, du er kærester med en af de populære piger. Eller måske bliver du slået, sparket, smadret og tævet hverdag, skældsord er bare noget der høre dagen til og du føler alle hader dig. Eller måske er du bare i alt hemmelighed bøsse. Tre liv, spredt udover tre forskellige unge i en kedelig by i Danmark, læs med for at høre mere om Chili, Kiwi og Janniks opture og elendigheder i min nyeste fortælling, Mit Røvhul.

9Likes
41Kommentarer
4335Visninger
AA

17. Kiwi - Når verden vender

Var det naturligt at gå direkte til Hanne efter skolen? Det mener jeg ikke, jeg trak hende til siden med det sammen læreren sagde vi godt måtte gå “Vi skal altså lige snakke” sagde stille til hende, men som altid så hun ud til hun hellere ville ud af døren, end at bruge et par få minutter med mig.

Hun stod stadig og pakkede sin taske, alle var gået ud af klassen, her var helt tomt. Hun lynede sin taske og svingede den over skulderen “Prøv lige vent lidt” sagde jeg til hende, da hun allerede var på vej væk igen.

Jeg trak fat i hendes arm og trak hende om til mig så vi stod ansigt til ansigt.

“Hvad? Jeg skal altså nå til træning” svarede hun.

“Elsker du mig stadig, som du sagde i starten?” spurgte jeg hende “Elsker dig mig, eller… eller er hvad Jannik sagde rigtig? Du har aldrig tid til mig og du laver altid lektier”

“Kiwi. Babe” sagde hun med et smil “Jannik lyver så meget, du kan ikke lytte til hvad han siger. Han lukke bare alt muligt ud for at lyde sej” fortalte hun.

Jeg så hende ind i øjnene noget tid, hendes smukke øjne, få sekunder passerede til hun pludselig stod på tær og kyssede mig. Hun holdte om min nakke, det føltes rart som altid, jeg tog om hende og kyssede hende igen.

“Okay, men jeg skal altså virkelig smutte nu. Ellers kommer jeg for sent” sagde hun med et smil, kyssede mig på kinden og løb ud af klassen.

 

Sikke et postyr der havde været i skolen idag, heldigvis ikke så voldsomt at vi ikke selv kunne styre det. På vej hjem, trillede jeg ned af vejen på mit longboard. Jeg drejede om hjørnet til den evig så blinde vej, hvor en kendt lille bil holdte. Det ikke vores. Jeg hoppede af boardet, tog det op og gik de tunge skridt mod fordøren, lysten til at gå ind var ikke ligefrem stor i mig, men jeg tog alligevel fat i håndtaget og lukkede mig selv ind. Her duftede af nybrygget te og kage.

“Nej, jeg bliver ved med at sige nej!”

“Jamen er det ikke op til hende selv at vælge?”

“Jeg kender min datter bedre end dig, jeg ved hvad hun siger” kunne jeg høre min far sige inde i stuen, jeg gik med stille skridt mod åbningen og kiggede ind.

Eva sad der. Hun opdagede jeg så ind af døren.

“Hej Kiwi” sagde hun med et smil. Far vendte sig om.

Jeg troede vi var færdige med hele det her pludselig fremmede kvinde der er min mor ting.

“Nu kan hun selv sige, hvad hun tænker om det hele” sagde Eva og drak lidt fra sin kop af.

Jeg sagde ingenting, far kom hen og førte mig med en varm hånd hen til stolen for bordenden. Automatisk trak jeg den tættere mod far end hende den fremmede dame.

“Mig og din far talte om en deleordning, om at du er hos mig en weekend, bare lige for at lærer hinanden at kende og så kan vi måske tale om flere weekenden derefter” forklarede Eva glad, jeg så panisk om på far.

“Har du sagt ja til det?!” spurgte jeg rystende i stemmen, far rystede på hovedet.

“Nej, se, jeg sagde jo hun ville sige nej” sagde han til Eva, jeg skal ikke med hende, jeg kender hende overhovedet ikke.

Hvad vil hun mig! Hun forlod mig som barn, og i min bog er det for sent at bede om at få mig tilbage, det kan godt være vi har det samme blod, men vi kender slet ikke hinanden.

“Så jeg får ikke lov at se min datter overhovedet?” spurgte Eva i en mere alvorlig tone “Hun er altså også min at du ved det, jeg har ret til at se hende!”

“Hun har ikke lyst til at se dig Eva” svarede far også mere seriøst, de taler i den samme tone.

“Troels, jeg er ikke bange for at tage det med i retten!” sagde hun så pludseligt, ud af ingenting smed hun bare bomben.

“I hvilket forsvar? At du forlod hende som spæd?!” råbte far af hende.

“HEEY FAR!” lød Kåres stemme pludselig ude fra entreen “Der holder en eller anden blå bil ude foran, hvem er..” han nåede ikke at sige mere da han så os alle tre sidde inde i stuen om spisebordet.

Far havde rejst sig.

“Jeg vil gerne have at du går ud af mit hus med det samme, vi har ikke mere at tale om. Hvis du prøver at retsforfølge sagen er der 100% chance for at du får det samme svar som jeg giver dig nu. Du får ikke lov at se Kiwi. Tror mig, jeg ved hvad jeg taler om” sagde han strengt til Eva.

Hun sad lidt og sagde ingenting, stemningen kvalte mig.

Jeg rejste mig hurtigt og gik forbi Kåre ud i gangen “Kiwi?” sagde far lige i det jeg lukkede for døren. Jeg nåede knapt nok ned til vejen før himlen brød ud i stive stænger af regn der tordnede ned fra de mørke skyer, der hang over os i dag.

  Jeg havde bare brug for lidt fred. Min hjerne kan ikke kapere alt det der sker for tiden, både det i skolen og så det med hende Eva. Mor lyder underligt, hun hedder Eva og det vil hun altid hedde for mig. Hun vil hellere ikke være mere end en fremmede, jeg håber ikke hun tager det med i retten og hvis hun gør håbe rjeg min far har ret. Jeg vil ikke være en af dem skilsmissebørn der bliver revet frem og tilbage. Alt var fint inden hun kom, inden hun stod på dørtrinnet og sagde den ene sætning. Hun virkede så flink til at starte med, men hvad havde hun regnet med? at jeg sprang i hendes arme og vi var en stor lykkelig familie.  

Jeg drejede ned af cykelstien, min jakke hang derhjemme under spejlet, det var ikke lige den jeg havde tænkt på da jeg spænede ud af døren. Det har jeg hellere aldrig gjort før, gået. Bare gået. Skolen var helt mørk nu, der var kun et par klasselokaler der var lys i. Et par rengøringsfolk gik og gjorde skolen ren, eller lavede alt muligt andet. Jeg gik ind af den altid oplåste låge og videre om mod idrætshallen. Hvis jeg ikke kunne være hjemme, kunne jeg i det mindste gå hen og se om Hanne var færdig med badminton træningen og måske tage med hende hjem eller bare snakke med hende lidt. Himlen var grå af skyer, regnede ramte stadig hårdt. Da jeg passerede svømmehallen, kunne jeg se en parkeringsplads med et par biler holdende, det var måske forældre der ventede på deres børn var færdig med træning. Jeg gik mellem bilerne og så Hanne, det mig mig til at smile bare en smule, men smilet blev vasket væk af regnen da jeg så Kristian ud af øjenkrogen gå hen til hende, han kyssede hende på munden uden tøven og hun skubbede ham ikke væk. De snakkede lidt og så så Hanne mig. Stå som en overkørt fugl midt på parkeringspladsen, våd som en fisk og mundlam som en orm. Det var som om at alt luften blev presset ud af mig. Hanne slap Kristians hånd og gik hen mod mig. Jeg så ned i jorden da hun stod foran mig.

“Kiwi, det ikke hvad det ser ud til… det var bare-.. vi bare venner” bortforklarede hun sig, jeg rystede stille på hovedet og uden en lyd vendte jeg mig om og gik.  

 

Bilen var væk da jeg kom hjem. Jeg smed skoene og rendt op på mit værelse, jeg hørte ikke engang om min far eller Kåre sagde noget til mig, jeg ville bare væk. Jeg skruede højt op for anlægget og lagde mig i min seng med alt mit våde tøj. Jeg snøftede let og med åbne øjne så jeg alle de minder af billeder der for forbi. Minderne over de sidste par dage og uger, hvordan alt har været løgn lige fra starten. Det stak i hjerte, det gjorde ondt at tænke på og jeg blev så ked af det indeni. Som om mine kinder ikke var våde nok i forvejen. Det gjorde mere ondt at tænke på at hun havde løjet mig direkte på i ansigtet tidligere idag, det løgn, alt gjorde ondt. Jeg rullede mig sammen i fosterstilling og i musikkens høje følgere, lå jeg rystende af det våde tøj der blev til kulde på mit skind, græd jeg, jeg græd så hårdt som jeg aldrig har grædt før. Det som om mit hjerte er blevet revet direkte ud af mit bryst og aldrig har jeg følt mig så alene og tom som jeg føler mig lige i det her øjeblik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...