Mit Røvhul

Pludselig efter 16 år står en fremmede kvinde og siger hun er din mor, og vil have dig tilbage. Din far er en gamle rockstjerne og lidt af en peace maker, du er kærester med en af de populære piger. Eller måske bliver du slået, sparket, smadret og tævet hverdag, skældsord er bare noget der høre dagen til og du føler alle hader dig. Eller måske er du bare i alt hemmelighed bøsse. Tre liv, spredt udover tre forskellige unge i en kedelig by i Danmark, læs med for at høre mere om Chili, Kiwi og Janniks opture og elendigheder i min nyeste fortælling, Mit Røvhul.

9Likes
41Kommentarer
4312Visninger
AA

14. Kiwi - Between two worlds

Vejen var slidt, det kunne mærkes når vi kørte over huller i asfalten, nogle steder var det lappet med en mere mørk asfalt, det lignede en krigszone, bare vejen alene. Markerne suste forbi os på den lille landevej, kør og træer blev udvisket af mit syn der stille blankede, jeg blinke et par gange og det fugtede sig med alt det andet. Seende ud af vinduet med hovedet lænet på en knyttet hånd tænkte jeg, det jeg ser nu, alt det der pifter forbi mine øjne er mit liv, mit liv der flyver forbi.

 

"Hey" sagde min far, han skruede lidt ned for det rustne guitar der spillede ud gennem højtalerne.

Den gamle bil lugtede af min far, som om at hans duft enten havde sat sig fast i sæderne eller det var bilen der havde sat sig fast i min far.

Han så ud på den lange tomme vej og tilbage på mig, men kun i få sekunder før han igen skimtede ud på vejen "Hvad er der galt skat? Normalt plejer vi at skråle med til gamle klassiske og du giver den fulde hammer på din luftguitar" sagde han med et lille smil og et kort grin bagefter.

Uden at se på ham, men bare stirrende ud af vinduet fik jeg sagt "Strengene er sprunget".

"Oh" svarede han, der blev lidt stilhed "Vil du snakke om det?" spurgte han stille. Jeg sukkede let og trak på skulderne.

"Okay, er det noget med skolen?" spurgte han, jeg rystede på hovedet, og inden han nåede at spørge om det næste tog jeg ordene ud af munden på ham.

"Det Hanne" sagde jeg "og mig" tilføjede jeg så stille efter.

"Ah kærlighed" kommenterede han roligt og fattet.

Jep kærlighed. Hun har været så underlig denne sidste uge, hun svare ikke og hvis hun gør er det kort, vi havde det så fint i weekenden, pjattede og alt muligt, men så siden mandag har hun virket tilbageholdende. Som at den inner cirkel jeg stod inden i før, der er jeg bare ikke mere, hun skubbe mig stille væk og jeg kan ikke lide det. Det gør mig urolig.

"Hvor lang tid har i været sammen nu? et par måneder snart?"

"6 mdr. for at være præcis" svarede jeg ham, normale par fejre halvårs dag, men Hanne kunne ikke i går hun skulle noget, noget hun ikke vil sige og senere var det bare lektier, som om hun lige skal tænke over hvad det er før hun svare mig.

Hun er sød, hun var da vi først begyndte at snakke, hun virkede så interesseret og jeg var allerede vild med hende, så det passede bare perfekt sammen. Men nu glider hun stille væk og jeg føler at hvis jeg prøver på at gribe hende denne gang, skubber hun mig heller væk end at lade sig gribe, inden i, kan jeg ikke finde ud af hvad der sker. Jeg er så forvirret. Jeg så mod min far, han så bare ud af foruden, jeg kender min far alt for godt, han sidder og tænker over hvad han skal sige, jeg frygter det værste selvom jeg måske er naiv, er jeg ikke dum, hvilket jeg har fra ham. Han ved godt hvad der sker, jeg kan se det på ham, han siger bare ingenting. Men oven i det, er vi på vej op til Eva.

 

Vi kørte den lange vej fra intet sted - Som nogle af mine klassekammerater er begyndte at kalde byen vi bor i - hele vejen gennem Danmark og næsten til toppen. Aalborg var stedet vi skulle stoppe og holde. Her boede Eva i et lille parcelhus i stilen af 1960'erne, gule mursten, sort tag og generelt bare over halvdelen af de huse man ser i dag i Danmark. Vi holdte på gaden, op af kantstenen, forhaven havde nyplantet hæk, så der var stadig år til den voksede op i øjenhøjde. I indkørslen holdte en blå falmet Skoda citigo, den åbne garage for enden havde cykler, stakit dele, værktøj, reserve bildæk og diverse haveudstyr stående, ingen plads til den lille bil. Ned af indkørslen fulgte huset med, der var en dør ved siden af garage muren, døren lukkede et lille stille af mellem huset og garagen og var med garanti om til baghaven. Solen stod højt på himlen og det nok den mest solrige og varme dag vi har haft indtil videre dette efterår, nærmere slutningen af vinter. Far stod med mig ved sin side, han ringede på dørklokken, ingen af os gik op på trinnet der lige var en snes højere end indkørslen. En lille potteplante med noget blomsterværk i stod pænt til venstre med en lille hvid kanin sten figur, til at holde sig med selvskab. Vi stod stille og kunne høre biler køre ude på den store vej vi var drejet fra, for at komme ned til det her lille aflukkede boligkvarter, nogle fulgesang lidt i træerne. Vi kunne høre trin inde fra huset, døren blev åbnet af en høj ranglet knægt, han så ud til at være lidt ligeglad med os og råbte i stedet gennem huset at dem der mennesker var kommet. Pludselig kom der fart på, Eva rendte ud til os, smilende og rystede vores hænder, vid smed skoene og blev ført ud gennem stuen til en varm lille udestue. Det lignede min fars stue, udover det mere lyst og varmt på en anden måde, desuden er det også mere lyse farver der danner sig udover de opryttede hylder. Eva var væk igen, vi havde sat os til i nogle siv møbler med bløde puder. Vi så på hinanden og lavede begge sådan et not bad ansigt mens vi nikkede til hinanden og så os igen om. Inden hun kom ud igen, skimtede jeg lige min telefon bare for at mærke hvordan mine store forventninger fik en mavepuler og blev slået ned igen. Ingen beskeder.

 

Der var te, kaffe og småkager. Vi sad alle tre om det siv bordet med en rund glasplade og sivmøbler. To katte var kommet ud og havde lagt sig i solen der skinnede ind af vinduerne.

"Nå Eva" sagde far, han grinte let og gumlede en til bid rosin småkage i sig "Mødet sidst var ikke så lang, så hvad skylde æren?" spurgte far, nej det var ikke langt sidst.

Hun kom ikke engang indenfor, jeg kan huske hun sagde hun var min mor, og jeg gik målrettet ind til far og sagde der stod en ualmindelig fin dame i døren der sagde hun var min mor. Aldrig har jeg set min far komme så hurtigt op fra at stemme en guitar og ud til døren. De talte lidt og jeg blev siddende inde i stuen. Døren lukkede og de havde sagt farvel, senere fik jeg dog af vide hun havde inviteret os op til hende denne fredag - som er i dag. Hun var åbenbart kun i en by nærliggende for at besøge et familiemedlem, eller et andet familiemedlem.

Hun så på mig og så på far, mig og far sad ved siden af hinanden. Hun så lidt usikker ud, nullerede med hænderne og så endelig op på os igen "Jeg vil gerne være en del af Kiwis liv" sagde hun stille, min far sad og nikkede stille, det var ikke et okay nik men et forsæt nik.

"Som, en deleordning" fortsatte hun og afsluttede eget brat. Selv vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige, jeg Jeg så bare hen på far med mere eller mindre vilde øjne.

Mor eller ej, hun er så godt som fremmede for mig.

"Deleordning" gentog far og tyggede lidt på den, han satte sig tilbage i siv stolen så den knagede "Nej" kommenterede han så. Eva så lidt overrasket ud, hun havde nok regnet med han sagde ja og vi alle var gode venner.

"Nej, fordi?" Spurgte hun.

"Nej fordi, sidste gang du så Kiwi afleverede du hende til mig og nu har du ikke set hende i 16 år" forklarede han.

Hun nikkede som far gjorde før, men far havde bare ikke mere at sige til den sag. Jeg vil indrømme jeg er lettet.

"Men hun er også min datter?" sagde Eva så, lidt forvirret lød det til.

Far rejste sig med rank ryg og så med et meget seriøst ansigtsudtryk på mig, mere end hvad jeg nogensinde har set ham gøre før "Kiwi op, sig pænt farvel til Eva" sagde han, han gik ud fra bordet og skubbede stolen ind jeg gjorde det samme.

"Farvel Eva" sagde far og passerede hende, jeg gentog og mærkede far ligge en arm om min ryg og skubbe mig stille med ud til fordøren, hvor vi tog sko og vores jakker og så var vi ude igen, næsten lige så hurtigt som vi kom ind.

 

På vej hjem sagde far ikke meget, radioen var tændt men musikken var meget lav og det var stemningen også. Jeg ville sige tak, men følte det måske var upassende. Så det var stilhed det blev til. Og stilhed var det, Hanne er hende jeg taler med, men hun skriver ikke og jeg har en underlig følelse af at jeg ikke vil skrive til hende, jeg har allerede skrevet tre beskeder den ene længere end den anden, dog ikke for vilde, men hvad ved jeg, jeg bilder mig ting ind. Det værste er hvis jeg mister hende, for jeg kan ikke tage hende tilbage så, da hun ikke er min mere. Det begyndte at fugte mine øjne op igen, bare at tænke på det, det gjorde allerede lidt ondt, en følelse jeg ikke kan forklare men som jeg tit vender i hovedet på mig selv, men jeg kan ikke forklare den, ikke engang for mig selv, ord kan ikke beskrive hvordan jeg har det. Men jeg håber og krydser fingre på at hun ikke skubber mig væk og at hun bare har det svært lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...