Mit Røvhul

Pludselig efter 16 år står en fremmede kvinde og siger hun er din mor, og vil have dig tilbage. Din far er en gamle rockstjerne og lidt af en peace maker, du er kærester med en af de populære piger. Eller måske bliver du slået, sparket, smadret og tævet hverdag, skældsord er bare noget der høre dagen til og du føler alle hader dig. Eller måske er du bare i alt hemmelighed bøsse. Tre liv, spredt udover tre forskellige unge i en kedelig by i Danmark, læs med for at høre mere om Chili, Kiwi og Janniks opture og elendigheder i min nyeste fortælling, Mit Røvhul.

9Likes
41Kommentarer
4337Visninger
AA

1. Chili - Mit røvhul

Endnu en skole dag der er startede, og endnu engang er jeg i den første pause flygtet ud på de kolde overmalede toiletter, for at låse mig inde i den anden sidste bås til højere for væggen, for at håbe på lidt fred. Båsene er måsgrønne og beskidte, pedellen befinder sig nok mere på det mystiske læreværelse, end han faktisk gør herude og laver tingene. Det samme kan siges om de få rengøringsfolk der taler mexicansk eller noget, et sprog som kun folk trænet i det forstår. Gulvene er store hvide fliser eller snare brun/grå efter alle de års mudderet sko der har sat sine mærker på dem. Selv væggene har mistet deres hvide glans, håndvaskene er slidte og undersiden er fyldt med snavs, spejlene er knækket her og der, de har revner og der smudset, men jeg tænker at det sikkert var fantastisk flot for de der 40 – 60 år siden skolen blev lavet, eller nærmere år tier siden, måske hundrede, historien er mig uvis, selvom der hænger en bronze plade ude foran skolen, men nogle af lærerne der arbejder her ligner noget fra en sorthvid film og de siger de har arbejdet her siden de var atten år. De samler lige så meget støv som pedellens kost. 

Min far fortæller mig nogle gange om da han var ung, han har gået på sammen skole som mig. Han har endda haft nogle af de samme gamle lærer som jeg har, og grunden til at jeg tror de er udødelige, er fordi min far beskriver dem som rynkede selv da han var dreng. Heldigvis har resten af skolen fået et ordenligt los bag i, det lignede sikkert noget fra Den sorte skole. Men vi har da et computer rum nu, hvor nogle lidt ældre tunge modeller af bærbare som vi kender dem i dag, er låst inde i et rulle skab, de fleste i min klasse har dog deres egen nyere modeller med, specielt en har en skærm, som han kan dreje 180 grader. Nogle har ipads og andre må låne hvad skolen har at byde på. Så er der de lange hvide smartboards der næsten ses på alle skole efterhånden, kun de yngre klasser har stadig de gammeldags grønne tavle, samme farve som toilet båsene, mere rene dog og mere vedligeholdt. 

Nogle gange forstille jeg mig hvordan pigerens toiletter ser ud, men min fantasi rækker ikke så langt, de ligner sikkert vores. Beskidte og snaskede, hvorfor skulle rengøringspersonalet vælge piger frem for drenge, når de selv er en god sjat af det hele. Det ikke fordi de udelukker toiletterne som noget der bare er for klamt at gøre rent, det som om de bare er dovne i det hele taget, på en mudderet sne dag om vinteren, kan der stadig ses knuste tørre fodspor på gulvene, dage efter der var sjap og det på skolens gange jeg tænker på nu. Jeg ser dem altid inden jeg går hjem om dagen, så hvorfor laver de aldrig deres arbejde. Hele tiden køre de med deres blå vogne fyldt med alt udstyret de har brug for, for at gøre vores klasser så rene som nye, men gør de det? Aldrig har jeg set dem pudse vindueskarmen af, den er fyldt med støv hvis vi ikke selv køre en klud over. Som min engelsk lærer nogle gange gør og bander mumlende over rengøringen på skolen imens. 

Men som sagt fortæller min far nogle gange om da han var en lille knægt, fes rundt på skolen og lavede ulykker – siger han – mens min mor ryster på hovedet i stilhed og nipper til sin sorte kop kaffe. Han fortæller sine historie så farverige, så detaljeret, det lyder på ham som om han ville være gået der forevig, men tonen falder i hans stemme, hvis jeg spørg om han ville være evigheds studerende. Han fortæller om ham og hans slæng, de bedste kammerater på hele skolen, min mor fortæller om ham bag hans ryg som en ikke så stor ballademager, men mere en – som mig far siger det – drillepind, men hun mener nok lidt mere end det. Han har altid godt kunne lide at være lidt af en spasmager, ham min far, han driller tit ungerne i familien til familie tamtam. En værre spøgefugle. Han fortæller om navnene, siger det var de rå navne dengang som: Ronnie, Peter, Michael, Karsten, Klaus, min far Karl-Kristian. Men det har bestemt ændret sig over årene, i dag går bøller og mobber inden under andre mere moderne navne, så som: Ikast og Emil. 

 

”Hey Ikast” rungede Emils jyske dialekt over det kolde badeværelse, jeg trak ikke mine ben op, nej nej det løb var kørt det som om bøller nu til dags bliver født med en indbygget 6 sans, de kan lugte angst, opgivelse og frygt på kilometers afstand.

Nu ventede jeg bare. Deres kendte rutine er fast, Emil går og banker dørene ind, til der er min dør tilbage, de ved hvad bås jeg sidder i alligevel. I mens tænder Ikast en smøg og stadser sig ud i spejlet, sikkert derfor der er revner i det. Så går Emil ind i den sidste bås og Ikast in i den anden ved siden af mig, så jeg er i midten. De stiller sig op på kummerne og ser ned på mig, så virker de højere, fordi at være den yngste i klassen er jo slet ikke nok at blive drillet med, jeg har min liste.

”Du sidder sgu altid herinde Queen Bean” sagde Ikast med sin hæse københavner stemme, han er faktisk den eneste på hele skolen der har den dialekt, men stadig er det mig der mobbes ”Er det fordi du ved vi kommer? Venter du på os?” spurgte han, som altid lade jeg være med at svare og ser bare ned i gulvet.

Han rømmede sig lidt som en ældre mand der rejste sig ”Ryger du egentligt?” spurgte han, jeg vippede mit hoved lidt op for at se hvor dan han bare stod med smøgen mellem sine hærget fingre, han har altid sår på dine knoer.

Han ligner også lidt et krater i hovedet, en rigtig standart bølle. Jeg vendte blikket mod de smudsede fliser igen. Han fnøs bare af mig, jeg så pludseligt aske dryssede ned foran mig og rejste mig hurtigt op, der var aske i mit hår, det sværtede bare som en avis i mine fingre. Emil grinte hånende af mig.

”Prinsesse, låser du selv op i dag eller skal Emil slå døren ind igen? Sidste gang fik du vidst en rift på kinden og nogle blå mærke, er det ikke sandt?” Spurgte Ikast, jeg så bare op på ham, hvis bare jeg var stor nok og modig, og alt muligt andet, så kunne jeg måske svare igen.

Men det håb er flygtet sammen med alt andet i mig. Mine forældre spurgte hvad der var sket, da min mor så riften på min kind, naturligvis sagde bare jeg var snublet. 

 

”Skal jeg smadre den ind hva?” spurgte Emil Ikast, Ikast rystede bare på hovedet og sugede det sidste af sin smøg ind og pustede den grå røg ud på badeværelset, som om lugten herinde ikke var klam nok i forvejen.

”Hold den du” sagde han og rakte den over til Emil. På to sekunder var han kravlet over den tynde væg mellem vores to båse og stod nede foran mig.

Han var høj, tynd, men med et bredt skuldreparti og så det der rå udtryk og i det hele taget bare det der image af et bandemedlem, eller en fange på flugt.

”Her” sagde han til Emil og fik smøgen igen, der var stadig liv i gløden ”Okay nu skal du høre prinsesse” lagde han ud, han talte til mig som om det var en normal samtale, altså uden råbende eller skrigene, men med en lille snert at truende undertone.

Han svingede smøgen lidt omkring som var det en pegende finger.

”Enten sutter du min pik eller jeg smadre dig” sagde han, Emil flækkede af grin og bankede på væggen af båsen, de tunge dunk rungede.

Jeg lod bare blikket glide ned på gulvet. Ikast skubbede hårdt til mig så jeg væltede bagover og røg med røven ned på toilettet, han løftede op i min hage ”Kom i gang dobbelt køn, eller fortrækker du smadre igen?” sagde han, han smilte og så op på Emil ”Jeg tror sgu ikke frøkenen vil gøre det du, var jeg ikke meget fair?” spurgte han, Emil nikkede med et smil.

Jeg sukkede bare kort og lukkede mine øjne. Ikast trak hårdt op i mine ærmer, jeg prøvede ikke så meget, men da smøgen var på vej ned mod min hud trak jeg i refleks armen til mig. Han hamrede mig en med sin albue på min skulder, det gjorde forbandet ondt og det dunkede hele vejen ned i armen.

”Sid stille!” bed han af mig, han tog fat i min arm og trak den hårdt mod ham selv, uden jeg nåede at reagere denne gang, var smøgen allerede trykket mod min blegede hud, mellem rifter og snitsår passede endnu et sår da meget godt, et brandsår denne gang, en ny slags sår til samlingen.

”Det passer da fint hva, et kunstværk” sagde Emil, Ikast slap min arm og smed smøgen på mig. Jeg havde allerede min hånd på min arm, det sved sindssygt og desperat kæmpede jeg for både at holde gråd og smerte jammer inde. 

 

”Lad os skride mand” sagde Ikast, han lagde stille hånden på siden af mit hoved, som min mor gør hvis hun ser jeg er meget trist, så holder hun mig ind til sig og siger det nok skal blive okay, uden hun ved hvad der er galt, kan hun stadig få mig til at føle at hun ved det. Ikast smilte til mig med sine gule tænder, befængt af 100 smøger hverdag.

Emil dirkede døren op bag os og kiggede ind ”Skulle vi?” spurgte han, Ikast nikkede og vippede hele min krop af toilettet, de skred derefter. Døren lukkede og mine tåre begynde at trille. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...