Troublemaker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 feb. 2015
  • Opdateret: 12 feb. 2015
  • Status: Igang
Nathalie bliver taget i at smugle hash over grænsen til USA. Hun kommer i ungdomsfængsel og skal sidde der i et halvt år. Inde i fængslet oplever hun hårde mennesker og trusler dagen lang, men hun skider på det. Hun er fuldkommen ligeglad med alle andre. Hun bliver forflyttet til en gruppe celle med tre andre 'bitches' og overfor sidder 5 uskyldige drenge. Zayn, Harry, Niall, Liam og Louis. De sidder inde for voldtægt, som de ikke engang har begået. De har siddet derinde i lidt tid og ved derfor hvad man skal gøre for at overleve i et fængsel. Nathalie kan ikke fordrage dem og vil for alt i verden ikke blive "en blød type", men kan de 5 drenge få hende til at føle igen?

18Likes
16Kommentarer
1057Visninger
AA

5. Scared

Nathalie's synsvinkel

Mit hoved dunker voldsomt mod min tinding. Mine muskler er ømme og mine knogler skriger af smerte. Jeg tager mig beklagende til hovedet og åbner langsomt øjnene.

Det er sløret. Jeg blinker et par gange og mit syn bliver klart. Jeg ligger i en hospitalsseng.

Jeg mærker på mit ansigt, og får et chok. Mit ansigt er helt ujævnt og ømt. Jeg springer op og løber hen til spejlet på væggen. Jeg får et chok. Mit ansigt er mildest talt hærget.

Jeg tager mig ulykkelig til ansigtet. En læge dukker op i spejlet. Jeg gisper og vender mig rundt. 

"Du skal være sød at lægge dig tilbage i sengen", siger lægen og rækker en arm mod sengen. Jeg ryster stille på hovedet og bakker langsomt tilbage.

"Du skal hvile dig", siger lægen. Jeg kigger rædselsslagen i hendes øjne. "Du har nok fået traume efter hvad der skete. Du bliver nødt til at blive lidt", forsøger lægen. 

Jeg vender mig rundt og løber ud af døren. Jeg kigger mig nervøst efter fare. Jeg drejer et skarpt sving og fortsætter mod biblioteket. 

Det er første gang jeg nogen sinde har følt... frygt. Det er forfærdeligt. Som om min hjerne manipulere med mig. "Tag dig sammen", hvisker jeg og løber ind i et hjørne. 

***

Harry finder mig efter lidt tid. Rædselslagen og forskruet. Det giver et sæt i mig. "Gå din vej", vrisser jeg og vipper frem og tilbage, med knæene op foran ansigtet. 

"Jeg tænkte nok du ville være her. Her er stille og... Du kan være dig selv", siger Harry som om han kender mig. Som om han ved noget som helst om mig. Som om vi har kendt hinanden i flere år. Vi har kendt hinanden i en dag og de behandler mig som om vi er venner. Jeg vil ikke have at han ser mig så... så skrøbelig og bange. Ingen skal se mig sådan. 

"Jeg sagde", jeg kigger op på ham, "Gå din vej". 

Han sukker og sætter sig foran mig. "Hvis du bare prøvede at åbne dig op for andre ville du måske kun...", "Få venner? et lykkeligt liv til mine dages ende? Du aner ikke noget som helst om mig eller min fortid", vrisser og signalere at han skal skride.

"Jeg kan hjælpe dig. Hvis du bare ville lad mig", hvisker han og tager min hånd. 

Jeg river min hånd til mig. Jeg kigger ind i hans øjne. Han vil faktisk hjælpe mig. Jeg ryster på hovedet og stirrer på ham. Han kigger bedende på mig, men fortryder.

"Jeg giver ikke op", er de sidste ord før han forsvinder mellem alle bøgerne.

Jeg kan høre et suk og trin der bliver lavere og lavere og til sidst forsvinder. Som en cigaret der bliver mindre og mindre og til sidst forsvinder. Jeg savner røgen i mine lunger. Jeg sukker og tager mig til hovedet. "Alle skal gå hen mod deres celler", lyder det over højtalerne. Jeg sukker og går mod min celle. 

***

Jeg hiver min dagbog frem så snart jeg går ind i min celle. Jeg længdes efter at udtrykke mine følelser med ord.

Jeg er rædselsagen. Jeg er blevet banket synder og sammen af såkaldte Hunting. Jeg husker hans ansigt da han tyrrede sin knytnæve i mit ansigt. Helt kold og følelsesløs. Jeg forestillede mig sådan. Et forfærdeligt menneske. Harry kom og ville hjælpe mig. Som altid ødelægger jeg alt og alle omkring mig. Hvorfor kan jeg ikke bare åbne mig op. Hvorfor lukker jeg mig og skubber alle væk. Jeg er bange. Bange for at binde mig. Bange for at føle. Bange for at blive såret... Helt forfra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...