Novelle Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2015
  • Opdateret: 8 feb. 2015
  • Status: Igang
Dette bliver en samling af forskellige noveller, jeg har skrevet. De fleste er nok nogen jeg skriver til skolen. Jeg håber i vil nyde min Novelle Samling

6Likes
0Kommentarer
368Visninger
AA

1. Hvor der er smerte, er der lykke

Hvor der er smerte, er der lykke

Jeg husker det tydeligt. Hvor bange jeg var, hver gang far fandt bæltet frem. Hver gang mor sad i hjørnet og græd. Hver gang jeg kunne høre min søster skrige i smerte. Hver gang far stod bøjet over mig, med bæltet i hånden.

 

 Vores familie var ikke som andres, de andre i min klasse havde almindelige familier, hvor de sad rundt om bordet og spiste hver aften, hvor de i weekenderne kunne side og se en film sammen, hvor de kunne fortælle hinanden alting.

 

I vores familie var det helt anderledes, når vi sad rundt om bordet, var det fordi nogen skulle straffes. Hvis vi spiste gjorde vi det for det meste i skjul. I weekenderne var far aldrig hjemme, han var ude at drikke med sine venner. Vi sad derhjemme og plejede de sår vi havde fået i løbet af ugen. Vi snakkede heller ikke sammen, den eneste der sagde noget engang imellem var far, og det var kun hvis han råbte ad os.

 

Da jeg var 13 år, kan jeg huske, at jeg vågnede midt om natten, ved at jeg hørte min store søster Mona råbe. Jeg kunne ikke gøre hvad hun råbte, men hun lød vred.

 Lidt efter kunne jeg høre et skrig, jeg vidste at det var Mona der skreg. Jeg tænkte, at far nok havde slået hende igen.

Så hørte jeg noget, jeg ikke havde hør i lang tid. Min mor råbte ad min far. Meget grimme ord, jeg ikke kunne klare, at lytte til. Jeg gemte mit hoved under puden, jeg var ligeglad med, at jeg ikke kunne få luft, jeg ville ikke lytte til dem skændes.

Jeg hørte døren blive smækket, og jeg hørte fodtrin på trappen. Min far kom ind på mit værelse, jeg lod som om jeg sov, for jeg skulle ikke nyde noget af at snakke med ham.

”Så er der kun os tilbage nu!” sagde han, før han lukkede døren igen.

 

Jeg opdagede først næste morgen, at Mona og min mor var rejst. De havde efterladt mig tilbage. Jeg kan huske, jeg gik ind på mit værelse og græd. Til sidst syntes min far, at jeg larmede for meget, så han fandt bæltet frem for, at få mig til at tie stille. Jeg tog imod slagene uden indvendinger, der var alligevel ikke noget jeg kunne gøre. I skolen spurgte folk altid til hvordan jeg havde det. Jeg kan huske, at jeg altid løj, for jeg skammede mig over min far.

 

Musik timerne var mine ynglings, for der kunne jeg få lov til at synge. Jeg elskede at synge, men hvis jeg gjorde det derhjemme, ville min far bare slå mig.

Min lære syntes, at jeg sang så smukt, og hun sagde altid, at jegs skulle synge til skolens koncerter. Men jeg fik aldrig lov til at komme med. Hver gang jeg så meget som spurgte min far, fik jeg et slag med bæltet.

 

Da jeg blev 15 år, var jeg ved, at blive godt træt af min far. Jeg var efterhånden, blevet ligeglad med slagene, de rørte mig ikke mere. Men en aften hvor skolen afholdte endnu en koncert, sneg jeg mig ud, for at være med.

Jeg havde taget min flotteste sorte kjole på, men jeg havde glemt, at den ikke skjulte mine ar og skræmmer. Så da jeg kom hen til koncerten, kiggede min musiklærer bekymret på mig. Hun spurgte hvad der dog var sket mig, og jeg svarede hende ærligt, jeg fortalte hende alt om min far. Hun meldte det selvfølgelig til politiet, og en måned efter endte vi i en stor retssag.

 

Jeg kan huske, at jeg råbte af min far, for jeg var ikke bange for ham, når han havde tre vagter til, at holde ham.  Jeg råbte, at han havde ødelagt mit liv, og at når han var kommet i fængsel, ville jeg aldrig snakke med ham igen.

 

Jeg vandt retssagen, og min far endte i fængsel. Allerede en uge efter min far blev spærret inde, kom min mor og Mona tilbage. Vi flyttede fra byen, for der var for mange minder. Vi flyttede til København, for at begynde forfra. Det var der jeg startede min sangkarriere.

 

Et år efter min far blev sat i fængsel, besluttede jeg mig til at besøge ham. Det var meget skræmmende, at se ham igen. Han undskylde faktisk, men jeg ville ikke tilgive ham. De første 15 år af mit liv, havde han tortureret mig, jeg ville ikke tilgive nogen for det.

Men det er min far, der har gjort mig, til den jeg er. Han er en vigtig del af min historie, som jeg ikke bare kan ignorere. Selvom jeg endnu ikke har tilgivet ham, elsker jeg ham stadig, for han er min far. Det utilgivelige han gjorde, gjorde mig stærkere.

 

Sådan afsluttede jeg interviewet, radioværten kiggede på mig, før han takkede mig for min tid.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...