Novelle Samling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2015
  • Opdateret: 8 feb. 2015
  • Status: Igang
Dette bliver en samling af forskellige noveller, jeg har skrevet. De fleste er nok nogen jeg skriver til skolen. Jeg håber i vil nyde min Novelle Samling

6Likes
0Kommentarer
366Visninger
AA

2. 1 Oktober 1943

Den 30. september 1943 sendte min mor mig til bageren, hun sagde, at jeg skulle købe en stor kage.

”Det er nok sidste gang du kommer til bageren lille Maj,” sagde hun.

Jeg forstod ikke helt hvad hun mente, og lille var jeg ikke, jeg var 12 år. Jeg skyndte mig ud, og tog mine sko på, så spurtede jeg ned til bageren. Jeg stoppede op efter et stykke tid, da jeg ikke længere kunne få vejret.

”Hvorfor alt det hastværk lille Maj,” spurgte købt manden, hvis butik jeg var stoppet op ved.

”Min mor har bedt mig om, at købe en stor kage!” smilede jeg glad.

”Ja i skal jo fejre noget, på denne triste dag,” sagde han.

Hvorfor var alle folk så nedtrykte, jeg forstod ingen ting. Jeg forsatte min vej mod bageren, denne gang lidt langsommere. Da jeg kom til bagerbutikken lå den næsten øde hen, var den lukkede? Det var mærkeligt, lige nu var den tid på dagen hvor bageren havde flest kunder. Bagerkonen stod bag disken, så jeg regnede med at de havde åbent. Klokken over døren ringede da jeg åbnede døren. Bagerkonen kiggede op, og smilede da hun så mig.

”Jamen godeftermiddag Maj, hvad skal du så have i dag?” spurgte hun.

”Min mor bad mig om at købe en stor kage!” sagde jeg.

”Jamen så ved jeg da lige hvad du skal have,” sagde den lettere buttede bagerkone.

Hun gik ud i baglokalet, og kom tilbage med den største chokoladekage jeg nogensinde havde set. Den var pyntet med hvid glasur og flødeskum. Bagerkonen pakkede den fint ind, i en lille boks, og gav mig den så i hånden.

”Hvor meget skal jeg betale?” spurgte jeg høfligt.

”Ikke noget, denne her får du gratis, nå pil nu hjem med dig lille Maj inden det bliver mørkt,” sagde bagerkonen venligt.

Jeg takkede hende mange gange, før jeg igen gik ud i det kolde vejr. Jeg skyndte mig hjem, da mørket var begyndt at falde på. Da jeg var nået halvvejs hjem, stødte jeg ind i to tyske soldater. Jeg prøvede at undgå deres blik, og snige mig ubemærket forbi dem.

”Du undgår os ikke lille pige,” sagde en af dem.

”Vi ses i aften,” sagde den anden.

Jeg tog benene på nakken og var hjemme meget hurtigt. Da jeg trådte ind af døren, kom min mor løbende ud i entreen.

”Åh godt du er okay Maj,” sagde hun.

”Jeg har dækket op i dagligstuen skynd dig ind med kagen,”

Jeg gik ind i stuen, og så at mor havde dækket op med de fine tallerkner. Jeg forstod virkelig ikke hvad der foregik. Mor gjorde aldrig sådan noget.

Jeg satte mig ned på min sædvanlige stol, men min mor sagde:

”Kom du bare over i sofaen i dag Maj,”

”Okay nu ved jeg der er noget galt,” sagde jeg.

Min mor kiggede på min far der sad i sin lænestol. Før hun sagde:

”Vi skal ud at rejse i aften, det er vores sidste aften her i huset,”

”Hvad siden hvornår?” spurgte jeg.

”Siden det blev ulovligt at være jøde,” røg det ud af min mor.

”Hvad?”

”I nat skal alle danske jøder indfanges og sendes i koncentrationslejer,” fortalte min mor.

”Derfor er vi nødt til at rejse,”

Min verden væltede. Hvad med skolen hvad med mine venner. Min mor rakte mig et stykke af kagen. Jeg tog i mod den, og tog en bid, den smagte fantastisk, men den kunne ikke, få mig til at glemme hvad der skulle ske.

 Da det var blevet helt mørkt bad mine forældre mig om at følge med. Vi skulle åbenbart ned til en fisker der ville sejler os til Sverige. Da vi kom ned på havnen var der helt øde.

”Hvor mærkeligt han skulle have mødt os her!” sagde min far.

Der lød skud, og en skikkelse i det fjerne faldt sammen. Jeg gispede og lukkede øjnene.

”Tror du det var ham?” spurgte min mor.

”Nej, jeg ved det var ham,” sagde min far.

En stor lygte blev tændt, og fem tyske soldater kom løbene hen til os. Min mor skreg, min far løb, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. En behandsket hånd greb fat i min skulder. Jeg kiggede op, og så en tysk soldat, det var ham jeg havde mødt tidligere. Jeg slog blikket ned igen, da han førte mig hen til en bil, med nazisternes tegn på. Jeg kiggede tilbage, og så at både min far og mor var sluppet væk.

Jeg begyndte at græde, mine forældre havde bare forladt mig.

”Hey, jeg er her!” lød det bag os. Det var min mor.

”Marry hvad laver du?” råbte min far.

”Jeg hjælper vores datter,” sagde mor.

Far løb bare sin vej igen, den kujon. Tyskerne greb min mor, og førte os begge ind i bilen. Der lugtede af røg inde i bilen, døren blev lukket og der blev helt mørkt. Jeg kiggede på det sted jeg kunne skimte min mor i mørket.

”Mor du kom tilbage,” sagde jeg, selvom jeg ikke var blevet bedt om det.

”Ja, jeg kunne ikke lade dig gå alene i gennem det her,” sagde min mor.

”Jeg er bange mor,” sagde jeg.

”Det ved jeg skat, det er jeg også,”

Bilerne slingrede, og jeg var begyndt at blive køresyg. Jeg håbede inderligt at biler snart ville stoppe. Men sådan skulle det ikke være. Vi kørte i timer, før dørene igen blev åbnet. Det var stadig mørkt udenfor, og der duftede af havvand. Da mine øjne havde vænnet sig til mørke så jeg et stort skib. Jeg kiggede skræmt på min mor, hun var hvid som et lagen.

Tyskerne råbte noget, jeg ikke kunne forstå. Min mor greb min hånd, og vi gik sammen op på skibet. Plankerne knirkede under mine fødder da vi trådte ind i en lille celle. Der var min mor, mig og fem andre voksne.

”Mor? Hvor er det vi skal hen?” spurgte jeg.

” Theresienstadt,” sagde en tysk soldat uden for cellen.

Jeg havde lyst til, at sige at det ikke var ham jeg spurgte, men jeg vidste bedre.

”Hvad med far?” hviskede jeg til min mor, for ikke at få soldatens opmærksomhed.

”Jeg ved det ikke,” sagde min mor, hun lød bange.

Jeg kunne ikke lide det, når min mor var bange, måtte det være noget slemt. En klokke ringede, og skibet satte sig i bevægelse. Jeg klamrede mig til min mors arm. Soldaten uden for cellen vaklede da skibet drejede. Et lille fnis slap ud af min mund. Den tyske soldat kiggede vredt på mig, og jeg blev stille. Vi sejlede i flere timer, jeg var begyndt at blive søsyg. Der havde været vagtskifte tre gange siden vi gik ombord. Den nye soldat var ham jeg havde mødt på vej hjem fra bageren. Jeg havde for længst forstået hvad han mente med: ”Vi ses i aften!”

Jeg havde lyst til at sparke ham igennem tremmerne, men det var nok ikke en god ide.

Efter tre vagtskifter mere, stoppede skibet endelig. Vi blev alle genet ud af cellen, og ned i nogle andre biler.

Vi kørte ikke i mere end ti minutter, før bilerne stoppede igen. Denne gang var rejsen forbi, da vi steg ud af bilerne, så jeg en bort hvor på der stod: Theresienstadt.

Tyskerne fik os stillet op på række, så blev vi ført i gennem porten. Jeg kiggede mig omkring, og så, at i en af de andre rækker gik min far. Jeg skyndte mig at kigge væk, han skulle ikke vide at jeg kiggede på ham. Der lå små huse rundt omkring lavet af pap og plastik. Vi blev stoppet, og en tysk soldat gik nu rundt og spurgte os hvad vi kunne.

”Og hvad kan du så lille ven?” spurgte en soldat mig.

”Det ved jeg ikke,” svarede jeg.

”Kan du strikke, kan du sy eller noget i den retning,” spurgte han.

Jeg rystede på hovedet, og soldaten noterede på sit papir.

”Okay du stiller dig i den række der ovre,” sagde han og pegede.

Jeg turde ikke sige ham imod, så jeg løb hurtigt over til rækken. Lidt efter blev min mor også sendt over i rækken.

En tysk soldat råbte noget jeg ikke kunne forstå, og rækken bevægede sig fremad.

”hvad sagde han mor?” spurgte jeg.

Min mor svarede ikke hun gik bare videre. Vi blev ført ind i et lille rum, hvor der knap var plads til at trække vejret, når vi alle stod herinde.

En tysk soldat råbte igen noget, og døren blev lukket. Vi stod lidt i stilhed, før grøn luft blev sprøjtet ud i luften. Det lugtede slemt herinde nu, og jeg begyndte at hoste.

”Mor hvor er du?” spurgte jeg da jeg ikke længere kunne se hende.

”Jeg er her Maj, tag min hånd,” sagde min mor.

Jeg begyndte at få svært ved at trække vejret, og sorte pletter dansede for mine øjne. Jeg nåede lige at få fat i min mors hånd, inden jeg lukkede mine øjne, og alt blev mørkt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...